Et lille ord til Kjeld eller Keld fra Ålum, som jeg har hygget mig med en tid. Du bliver nødt til at slumre sødt en tid, for jeg lægger dig til hvile nu. Ja, ja, bare rolig, du genopstår, om Gud vil. Og hermed mener jeg, om jeg får lov at leve nogle år endnu. I så fald vil jeg iklæde dig en klædelig dragt, og du vil blive læst og oplevet, som du fortjener.

Men lige nu har jeg i sinde at koncentrere mig om at færdiggøre et andet projekt, som har ligger i natostilling alt for længe. Erindringsbogen. Herunder lidt om den, og om hvordan det går til, at den trods alt vil få flyvefærdige vinger og forlade reden.

DEN UMULIGE BOG

Engang for mange år siden læste jeg et sted, at selvbiografien er den eneste bog, som alle kan skrive. For de bærer den i sig, og den skal blot iklædes ord. Og allerede, mens jeg læste det, vidste jeg, at det ikke var sandt. Og jeg tænkte, at for mig var det den eneste bog, som jeg aldrig ville kunne skrive.

En biografi skal være sand. Og det indebærer, at det, som Per Olov Enquist kalder ”smertepunkterne,” ikke kan udelades. Jeg blev som purung udsat for et overgreb, som jeg aldrig fortalte nogen om, og som jeg brugte hele mit ungdomsliv og en stor del af mit voksne liv på at fortrænge, og som det også lykkedes mig at udradere så effektivt af bevidstheden, at jeg næsten kunne glemme det. Ja, i lange perioder troede jeg, at såret var lægt.

Det var sjældent, men det skete, at det sprang op. Så blødte det en tid, og jeg isolerede mig. Jeg fik en psykiater, som gav mig den medicin, som dæmpede angsten og gjorde hverdagen mulig. Jeg fortalte hende om overgrebet. Det slog hun hen, som om det var uden betydning. Måske havde hun ret, tænkte jeg med tvivlen hakkende i baghovedet. ”Det er jo så længe siden,” sagde hun, ”og nu skal du ikke tænke mere på det. Glem fortiden! Tænk på fremtiden!” Og jeg tror, at hun fortalte mig, at jeg havde en endogen depression, og at det hang sammen med overgangsalderen og med det faktum, at børnene var blevet teenagere og at de flyttede hjemmefra.

Min yngste var fire år, og han flyttede ingen steder, men hans mor havde svært ved at læse højt for ham om Mummitroldenes bevægede liv uden at komme til at græde, og da vi en dag var i biografen og for se en Disney film, måtte hun forlade salen, fordi hun ikke kunne tåle at se Bambis far blive skudt.

Men det skete sjældent, at jeg kom derud. Og jeg er i bund og grund en livsglad natur. Og robust ligesom min far.

Da alle børnene var store nok, den yngste allerede teenager, vovede jeg springet ud på de 70000 favne vand. Jeg opsagde min faste stilling som gymnasielektor for at realisere en gammel drøm. At skrive bøger. Fra nu af ville jeg bruge min tid på at læse den bedste litteratur i verden og at skrive de bedste bøger, jeg kunne med de evner, jeg havde. Og de følgende år blev produktive. Jeg fik skrevet alle de bøger, der lå og ventede på at komme til verden og at komme ud i den.

I de senere år er det jævnligt sket, at mine børn og børnebørn og mine venner har spurgt mig, om jeg dog ikke skulle skrive mine erindringer. ”Er det ikke på tide, at du skriver om dig selv?” Og så har jeg altid svaret, som sandt er, at jeg allerede har skrevet om mig selv. ”Læs mine bøger!” siger jeg. ”Johan, det er mig, Lucie, det er mig, Kingo, det er mig osv. ”

Og så var der jo den blokering. Det, som jeg aldrig havde kunnet tale om, kunne jeg naturligvis heller ikke skrive om. Det er en erfaring, jeg tror, at jeg deler med andre forfattere, der har været udsat for lignende overgreb i opvæksten. Nogle af dem overvinder så alligevel blokeringen og formår at sætte ord på det onde, der skete, og ofte lykkes det over al forventning.

Jeg nævner her blot nogle eksempler: ”Det bliver sagt,” (Christian Ditlev Jensen), ”Dem der ikke tier”(Peter Øvig Knudsen), ”Zornig, vrede er mit mellemnavn” ( Lisbeth Zornig), ”Hvis du er bange så ryk tættere på” (Liv Helm), ”Vild” ( Kristina Stoltz).

For et par år siden skete der to ting, som gjorde, at jeg kunne nærme mig den fortrængte del af min fortid, at der blev åbnet en sprække. 

For det første læste jeg Karin Michaëlis’ lange selvbiografiske roman: ”Træet på godt og ondt” – og her gik det op for mig, at hun jo havde gjort det, som jeg ikke havde kunnet: hun havde skrevet om overgrebet, men samtidig skabt en nødvendig distance til det ved at iklæde det fiktionens dragt.

Karin Michaëlis kalder sit alter ego Gunhild, og i pigens måde at bearbejde ugerningen på genkendte jeg mine egne reaktioner. Jamen, det var jo præcis sådan, det var.

Herunder et par citater fra bind 3 ”Hemmeligheden.” ( E. Jespersens Forlag):

”Og Gunhild vidste igen, at om de kneb hende med gloende Tænger, og om de vred hendes Indvolde ud, og om de korsfæstede hende med Hovedet nedad, og om de slæbte Brændsel sammen til Baalet og brændte hende levende, ingen, ingen i Verden, ingen, ingen i Verden, skulde nogensinde faa hendes Hemmelighed pint eller lokket eller truet ud af hende. Ingen. INGEN.

Men hvergang en Storm gik over Landet. Hvergang Blade faldt til Jorden. Hvergang hun saa en lang nøgen Landevej, hvor det gungrede hult, naar man lagde sig paa Knæ og lyttede efter en Vogn … d e n Vogn … saa maatte hun tænke derpaa. Hun … Men ogsaa kun hun.”( Citat fra side 19)

”—- Hun rejste jo bort fra DET … det, som … Stille, stille … ikke tænke på det … ikke tænke på det …” ( Citat fra side 25)

Det andet, der skete samme år, var mødet med en journalist fra Kristelig Dagblad, Malene Fenger-Møller. Hun havde skrevet til mig og spurgt, om hun måtte lave et interview med mig til en artikelserie om Troens Øjeblik. Om jeg kunne fortælle om et øjeblik, hvor jeg havde følt Guds nærhed.

Mailen har jeg ikke gemt og heller ikke mit svar, men der må have stået noget om, at jeg bedst huskede det øjeblik, hvor jeg havde følt Guds fravær.

Pludselig var det, som om muren slog revner, og det mørke, der havde gemt sig bag den, sivede ud, og jeg forsøgte for en gangs skyld at være i det. Og være der uden skam. Skammen var det værste, for den var så fastgroet.

I sin bog ”De fortabte sønner” beskriver Andreas Gylling Æbleø om skammen over skammen: ”skæbnen har lagt et lag ovenpå den velkendte, ja, efterhånden lidt trivielle skam … skam i stereo, simpelthen.”( Citat s. )