Nu er Ulla Poulsen glemt af de fleste, men engang var hun en af Danmarks dygtigste dansere, og alle i kongeriget vidste, hvem hun var. I mange år dansede hun på Det kongelige Teater, hvor hun begyndte sin karriere i 1913 som elev på balletskolen.

Jeg har ikke kendt Ulla Poulsen personligt, selv om jeg i en årrække var nabo til hendes gård i Tranestederne, Tranegården, og nu og da smalltalkede med hende ved stranden. Mine forældre kendte hende og havde utvivlsomt som unge deltaget i nogle af de festlige sammenkomster, der blev holdt på Tranegården i den lyse sommer.

Den gamle gård, som man kan se ovenfor, tilhørte en Hulsigslægt, som jeg langt ude er i familie med, alene fordi min slægt stammer fra Hulsig, hvor alle ( i al fald alle gårdfolk) er i familie med hinanden. I generationer havde man der på egnen giftet sig med en fætter eller en kusine, så ejendommen blev på gode kendte hænder.

Johannes Poulsen fik ikke mange år i Tranestederne, han døde få år efter, at de havde købt og moderniseret den lille gård. Men Ulla Poulsen fik et langt og lykkeligt liv i Tranestederne. Hun giftede sig med ejeren af Hotel Phønix Helge Skou, og sammen med ham tilbragte hun en stor del af året i Tranestederne.

Jeg vil skrive lidt om den sidste bog, hun skrev og udgav på Gyldendal i 1966 “Til alle Årets Tider.” En slags dagbog om livet på Tranegården – fra nytårsnat og til 31. december.

Ulla Poulsen indleder bogen med et digt ( frit efter) Isabel Fiske Conant:

He who loves an old house/ will never love in vain,/ for how can any old house/ used to sun and rain/ to lilac an to larkspur,/ and arching trees above,/ fail to give its answer/ to the heart that gives it love.