Vi elsker vort land, og ved midsommer mest …

Det synger jeg gerne med på, og jeg synger i det hele taget med på det meste, men dybt inde er jeg bange for lige akkurat den følelse: nationalfølelsen.

Der er begået for mange mord i dens kølvand, og jeg vil ikke være med i den bølge, der for tiden skyller hen over landet (landene i Europa).

Kristelig Dagblad, som jeg abonnerer på, kører for tiden et tema om fædrelandskærlighed, og en række personer udtaler sig om deres forhold til emnet. Det går igen hos de fleste, at de føler et fællesskab med deres medborgere, fordi de er danske. En stærk fællesfølelse. Nej, men den kender jeg ikke fra mig selv. Tværtimod. Jeg føler et fællesskab på tværs af nationale tilhørsforhold.

Eksempler: Jeg føler mig mere i slægt med den tyrkiske kvinde på min alder, som jeg traf i Istanbul, og som havde læst de samme bøger som jeg, end jeg gør med den motorcyklist, der lige før larmede forbi mit vindue, og jeg har mere til fælles med min franske kollega i Silkeborg, der også holder af Camus, end med min VVS – mand.

Og sådan kunne jeg blive ved.

Men vi skal oprustes. Vi skal være militante.

Oprustning er et modeord.

Og det er et hæsligt ord.

Og lige nu ligger det tungt over landene, og vi præpareres alle til at være med på at ruste os. En rustvogn uden lige ruller hen over Europa.

Og måske er der virkelig dem, der har gode hensigter og som holder os andre for naive fjolser, der lader os tromle af Putin og hans slæng. Men jeg tror ikke, det er dem, der har ret. Og jeg tror ikke, at Europa er skyldfrit, men det hører man næsten ingenting om i medierne.

Europa pustede til de gløder, der tændte ilden for tre år siden. Jeg tror, at krigen kunne have været undgået, jeg tror, at stærke (og onde) kræfter i Europa spillede med i den magtkamp, som de fandt SÅ meget vigtigere end freden.

En god lille krig ( og lad så bare Ukraine være ofret) skader aldrig, og det gavner produktionen ( våbenindustrien vokser – se blot, hvor de jubler i Elling over igen at få en krudtfabrik!) Og Trump vil pludselig også være med nu, for nu kan han kan se profitten vinke forude: at kunne sælge dræbermaskiner til Europa. Hurra! Hurrra! To fluer med et smæk. Han skal ingenting yde, og han får gang i våbenindustrien. Det gik jo ikke rigtigt med kulminerne.

– Profit og magt. De to onder i forening.

Ja, men nu kører vi altså videre i det spor, som bliver stadig mere blodigt og stadig vanskeligere at skifte.

Og man er jo nærmest landsforræder, hvis man ikke spiller med i våbenjublen.

Men det gør jeg ikke. Jeg er bange for den udvikling, der er i gang ( og som vi har været med til at sætte i gang ) og jeg er ikke bange for at indrømme det.