Vej vejs ende

Titlen er stjålet fra Bergmanns smukkeste film – smultronstället på svensk – filmen så jeg som ganske ung, sikkert kort efter, at den var udkommet i 1957. Sammen med Anders cyklede jeg til Kino i Frederikshavn, hver gang, der var premiere på en ny, god film. Og der kom en del Bergmannfilm i 50´erne, og dem skulle vi se og det var film, der blev siddende i sindet som noget stærkt og smukt. Det er vist nok sådan, at når man oplever et stort kunstværk, så bliver det en del af den ballast, som skaber balance i sindet og som gør, at man ikke kæntrer, selv om man ind imellem kastes lige ud i det værste uvejr.

Vi skal huske at have en solid ballast.

Alligevel kan jeg ikke huske handlingen på lige den film – kun enkeltheder – men stemningen husker jeg – de stærke erindringsglimt, som rammer den gamle doktor på hans vej til Lund, hvor han skal kåres til æresdoktor – jubeldoktor på svensk – en fornem titel, men på vejen overfaldes han af minder, og rejsen til Lund bliver en rejse tilbage i livet. Og minderne skaber en stor fortrydelse i ham – ja, så meget ville han have gjort anderledes, hvis han kunne. Lidt lige som i Dickens´ Et juleeventyr – Scrooge får dog muligheden for at rette op, at gøre det onde godt igen. Det får Doktor Isak i filmen ikke.

Den gamle doktor er, så vidt jeg husker, 80 år og altså yngre end jeg. Og jeg bliver ikke æret i det her liv for noget som helst, og jeg er heller ikke på rejse noget sted hen. Og dog. For også jeg rejser i  fortidens mange minder. Som nu f.eks. i går, hvor jeg endevendte indholdet i en kassen med breve og fotos fra langt tilbage.

Der var tusindvis af breve, for jeg har gemt alle dem, jeg har modtaget i hele mit lange liv. Brevene forsøgte jeg først at inddele i grupper – så læste jeg nogle af dem – inddelte igen – læste lidt flere – blev ført tilbage til for 60 år siden.

Jeg fandt mange breve, hvis afsendere jeg har glemt. Skræmmende, at man kan glemme mennesker, som man havde en god og engageret brevveksling med engang. En del breve fra Karen (???) gode breve. En del breve fra Annie (???) gode breve. Men nu husker jeg hverken Annie eller Karen. Og sådan fremdeles med rigtig mange af brevene. Væk med dem! Men det er lidt svært at lade store tanker ende som småt brændbart.

Nå, men jeg vil ikke ligne mig selv med de to omtalte herrer. Jeg spiller heller ikke med i nogen film eller i en roman, og mit liv er ikke et kunstværk. Eller … det er det måske? Måske er vore liv kunstværker i Guds hånd? Den tanke kan jeg godt lide.

Nå, men jeg fortryder nu heller ikke mit livs beslutninger – de har ført derhen, hvor jeg er nu, og der befinder jeg mig glimrende.

Tilbage til oprydningen. De mange fotos flyver ingen steder. Her under et lille udsnit.

 

Små glimt fra et liv.