Der er den slags dage ind i mellem, hvor man stiller sig selv umulige spørgsmål, som f.eks. det her: ”er det umagen værd at være på jorden?”

Umage er der nok af. Men hvad med værd? Giver det mening at fortsætte og navnlig: giver det  mening at fortsætte ad den vej, man er slået ind på. Eller rettere: som man blev slået ind på. Og hvor man endte temmelig forslået. Og selv om det ikke er en vej, man selv har valgt, så kan man umuligt vige en håndsbred fra den for ikke at tale om en fodsbred. Det er den slagne vej. Og man er selv slagen. Men dog ikke slået ud. Selv om jeg nu var lidt selvmodsigende i mit skriveri: slagen og ikke slået ud? Hmmm …

Men hør nu: Livet er fuldt af selvmodsigelser.

Der er dage, hvor man oplever, at man er slået af marken. Slagmarken.

Og hvorfor så kæmpe videre, hvorfor ikke bare lægge sig ned og opgive ånden?

”Jeg ligger mig ikke ned!” sagde Lars Løkke, da han blev ramt af uvejr på sin politiske vej. Nu har den gode Lars ( ligesom mange andre) ikke lært ordentligt dansk, og derfor vidste han ikke, at man ikke ”ligger sig” men ”lægger sig …”

Alligevel jeg vil snuppe hans sætning og foreskrive mig den på korrekt dansk:

Jeg lægger mig ikke ned!

Jeg indledte med at skrive: der er dage.

Men så vil jeg fortsætte med at hævde, at der heldigvis er andre dage, som kan påhæftes etiketten:

”La vie en rose.”

Og så er det jo OK … også med de andre dage, der er sure som umodne ribs. Men ribs modner jo, hvis man har lidt tålmodighed og tror på sommeren og solen og varmen, og selv om de aldrig bliver søde som solbær, så bliver de saftige og liflige og vist snerper de munden sammen, men levner dog en mulighed for smilet.

Og måske for latteren.

Og så er det ikke så galt endda.