Et kig ind i erindringsfortællingen

Den er færdig nu. Det bliver en lille bog. Og de fleste glimt er som dette eksempel taget lige ud af den hverdag, der var engang.

ET GLIMT FRA KAPITLET: DEN SOMMER

Solen står allerede højt på himlen, og den skinner så lysende klart, som den har for vane denne sommer, og det er søndag, og Mor har dækket et fint morgenbord på plænen bag ligusterhækken. Bedstemor sidder allerede derude i hængesofaen og nynner med en opslået salmebog i skødet, og da jeg kommer ind gennem den smalle åbning i hækken, ser hun op og smiler, og vi hilser godmorgen, og jeg spørger hende, hvad det er, hun læser, og hun begynder at synge ”lysets engel går med glans” og jeg synger med, for lige den salme kan vi alle udenad. Og lige nu passer den bedre end nogensinde.

Inden vi er færdige med sidste vers, kommer Dorte og Mona tumlende gennem åbningen i den høje hæk, der er så smal, at to personer umuligt kan passere igennem den samtidig, ikke engang de to smårollinger er der plads til, og de to færdes ellers altid side om side og er sammen om alt, hvad de foretager sig, og de snakker i munden på hinanden, som om de var tvillinger. Siamesiske endda, tænker jeg og kommer til at grine, for de ville godt nok se sjove ud, hvis de var groet sammen. Uadskillelige, det er de da i hvert fald.

Det tænker jeg, og måske mærker jeg et lille stik af jalousi.

”Hvad griner du af?”

”Ingenting.”

Lidt efter sidder de og hvisker med hovederne så tæt sammen, at deres hår mødes, Dortes lange, brune lokker blander sig med Monas væld af viltre krøller, og så begynder først Dorte og så Mona at fnise stille, men pludselig bryder de ud i latter og kan ikke holde op med at grine. De er ni og ti år, og de morer sig over alt muligt, som overhovedet ikke er morsomt.

”Den, der hvisker, lyver,” siger jeg, og så kapper de latteren midt over og ser så betuttede ud, og jeg er lige ved at fortryde mine ord, men så lægger Bedstemor salmebogen fra sig og siger, at nu skal vi være gode børn og enes smukt, og om lidt kommer Mor med kaffen og Far med rundstykkerne fra bageren, og så skal vi rigtigt hygge os sammen og glæde os over det fine vejr. Og over søndagen. Og nu er hun sikkert på nippet til at tilføje noget om Jesus, men gør det ikke.   

”Det gør vi også,” siger Dorte.

”Ja, vi gør så,” siger Mona, og pludselig griner de begge to igen, og jeg kan mærke, at noget falder på plads inde i mig.

Det rasler i hækken, og denne gang er det Anders, der dukker op, lidt usikker på benene, synes jeg, og ser han ikke mellemfornøjet ud? Hvorfor? Da jeg sagde godnat til ham sent i nat foran døren til det lille kosteskab, han kalder sit værelse, var hans humør ellers steget flere grader over normalen, ja, han virkede næsten glad. Og i al fald gladere end længe. Og med god grund, for alt går fremad for ham nu.

Han har haft et kedeligt forår, og skønt solen skinner hver dag, så har hans sommer indtil nu heller ikke været uden skygger. En stor del af maj og langt ind i juni har han måttet tilbringe tiden i stor kedsomhed på en klinik i Ålborg, hvor man har forsøgt at helbrede ham for den hudsygdom, der har plaget ham i årevis. En overgang var det endda tvivlsomt, om han kunne nå at tage sin mellemskoleeksamen eller måtte gå et år om. Nu slap han igennem nåleøjet med en sygeeksamen, som han dog endnu ikke har afsluttet helt. Efter sommerferien skal han op i de fag, han mangler.

Det går nok. Han må blot ikke drive tiden bort, siger Far, men huske at studere flittigt, og desuden er der jo arbejdet på havnen, som han ikke helt kan slippe for. Men her er Hans og jeg solidariske, vi stiller gerne op og hjælper med at ro hyttefade.    

De seneste dage har sol og hav gjort mirakler, og hans hud er ikke mere så irritabel, at han ikke kan være i sig selv. Og turen langs havet i aftes var en succes, det synes jeg da, og selv faldt jeg i søvn med de skønneste billeder af os tre, der gik sammen i vandkanten, hvor de små bølger krappede op og skyllede hen over vore nøgne fødder, og havet derude, der glitrede i striben fra månen, der var stået op og hang og lyste som en vældig kosmisk lampe i natten. Længst ude i horisonten lå Hirsholmene, der i korte glimt som til syne som en række mørke klatter, hver gang fyret sendte sin skarpe lyskegle ud over havfladen.

Her kunne vi gå til evig tid, tænkte jeg og fyldtes af en følelse, som var ny og forunderlig, det var, som om jeg oplevede alting for første gang. Og vi blev ikke trætte af at snakke i munden på hinanden for så pludselig at blive tavse, som om natten havde slugt alle ord, og først da vi nåede helt ud til Elling Å, hvor vores strand slutter, og frederikshavnerstranden begynder, gik det op for os, hvor længe vi havde vandret, og at natten allerede for længst var begyndt, og at vi nok burde vende næsen hjemad.

Stranden videde sig ud nu og dannede et bredt delta der, hvor åen havde sit udløb, og foran os i månelyset kunne vi se vandet strømme hen over det hvide sand som et levende, sølvskinnende bånd, der længst ude opslugtes af havet.

Vi skråede ind over stranden og gik op mod klitterne, der var ganske lave her ved udløbet, men pludselig drejede Hans fra og løb plaskende et langt stykke ud i det lave åvand.

”Kom!” sagde han. ”Lad os krydse åen.”

”Ja,” sagde jeg, ”så kan vi gå hele vejen til Rønnerne og derfra følge engvejen hjem. Den kender jeg.” Jeg cyklede den tit med Rolf, og jeg vidste også, at den var meget lang. Men det sagde jeg ikke, for det gjorde ingenting, om den så aldrig sluttede.

”Ja, hvorfor ikke, natten er vor egen,” sagde Anders og grinede og satte i løb efter Hans. Jeg pjaskede bagefter.

Åens vand var koldere end havvandet, men det nåede kun til anklerne det første lange stykke. Og vi fortsatte udad, indtil strømmen blev stærkere og vandstanden begyndte at stige, og det med et blev så dybt, at det nåede til kanten af mine hvide shorts. Jeg standede brat op, men blev stående en tid og trippede på stedet. Vandet føltes pludselig iskoldt. 

”Nu drukner Marianne,” sagde Hans og slog ud med armene, som om han ville sige, men pyt, lad hende da bare det.

”Så må vi hellere vende lillesøster om og gå hjem,” sagde Anders.

”Hun vil ikke hjem,” sagde jeg.

”I morgen er der atter en dag,” sagde Hans

”Sagde Valdemar Atterdag,” sagde jeg

”Nej, sagde jeg,” sagde Hans.

Og vi blev ved med at pjatte og fjolle, mens vi vadede mod land og begyndte hjemturen. Til sidst småløb vi. Det var virkelig blevet sent. Eller rettere, det var ved at blive meget tidligt, himlen havde allerede fået et rosa skær, og om lidt ville solen stå op.   

”Velkommen i det grønne,” siger Bedstemor og smiler til Anders, og Anders smiler igen og ser pludselig helt almindelig storebroragtig ud, og da Mor i det samme kanter sig gennem åbningen bærende på den store bakke, og vi kan høre Far i indkørslen bremse så hårdt i pedalerne, at dækkene hviner, forsvinder det sidste lille slør af træthed, og han dumper tilfreds ned ved siden af Bedstemor.

”Og hvad skal I så lave i dag?” siger Bedstemor og ser på Dorte og Mona, og de fniser begge to.

”De skal vaske op,” siger jeg.

”Ja, hele dagen,” siger Anders.

”Vi skal bade,” siger de i kor.

”Og jer?” siger Mor og ser på mig, mens hun retter an. Det er søndag, og så er der rigtigt smør på bordet, og vi må gerne smøre et tykt lag på rundstykkerne, for til dagligt får vi kun margarine, og det skraber vi med vilje. Og hun stiller syltetøj og ost og mælk frem, og der er sukker og fløde til Fars kaffe.

”Vi skal …” siger Anders og ser på mig.

”Sejle,” siger jeg.

”Så vil vi med,” siger Dorte, men Mor mener, at de er for små til at sejle med Moses, der er vores nye motorbåd, men de kan løbe til stranden og lege med deres baderinge, og de har jo også en snorkel og er flinke til at dykke med den. Er det ikke morsomt?

Småpigerne ser på hinanden, og måske nikker de, men de siger ingenting.

”Jeg har en ide,” siger Far, mens han hælder rundstykkerne i en skål og lægger jødekagerne på en tallerken.

Vi ser alle sammen på ham, og han får et finurligt træk om munden, men siger ingenting.

”Hvad har du nu fundet på Magnus?” spørger Mor, som om det er en skarnstreg, han pønser på, men man kan høre på stemmen, at hun ikke mener det.

”Ja, det gætter I aldrig,” siger Far.

”Vi skal køre søndagstur, ikke Far?” siger Dorte, ”må Mona komme med?”

”Og Hans?” siger jeg.

”Hov, stop, hvor mange tror I, der kan være i bilen?”

”I kan bile uden mig, jeg skal til kirke. Det er jo søndag,” siger Bedstemor og får det til at lyde, som om hun er nødt til at ofre sine fornøjelser på søndagens alter.

Vi er alle tavse en tid, så siger Far: ”Nå, men så siger vi det.”

 ”Men kan vi være så mange i bilen?” siger Mor.

”Åh, det går nok,” siger Far. ”Børnene kan jo sidde i lag. Og Dorte mellem os to.”

Han ser på os en efter en som for at måle vores tilfredshed.

”Men I har stadig ikke gættet rigtigt?” siger han.

”Er det ikke en søndagstur?” siger en af os.

”Jo, men hvortil?”

”Magnus! Nu er du urimelig. Der er tusinde steder, vi kan tage hen,” siger Mor.

”Ja. Men der er kun et Tråen,” siger Far, ”og der skal vi hen.”

”Jaså, nå I skal til Tråen, jamen så ville jeg da i grunden gerne …,” begynder Bedstemor, men Far afbryder hende.

”Ahh … du skal jo i kirke, Anna. Husk det!”

”Nå ja.”

Og så tog de alle sammen til stranden. Sådan ender et rigtigt eventyr. Ved stranden. Ja, for det er stedet, hvor livet aldrig slukkes. Selv i trange tider, hvor alt andet sander til i rod og forvirring, så er stranden det sted, hvor sandet kan flyve frit uden at lægge sig ind over sindet og tynge det ned. Tværtimod. Det er her, sanserne vågner, det er her, livet kan ånde frit og ubesværet. I min kostskoletid i Silkeborg længtes jeg undertiden væk fra bøgeskovene med deres brede løvhang, der lukkede sig om en, og søerne med deres stillestående vand. Jeg længtes efter et oprørt hav og vilde storme, og jeg skrev metervis af digte til havet og til stranden, akkurat som andre på min alder skrev kærlighedsdigte. Ingen af digtene var gode, og de fleste er gået alt kødets gang, men et enkelt ligger endnu i skuffen. Jeg tager det op. Åh ja, det lyder:

Jeg mærker atter

Strandens fugtige sand mod min fod

Atter griber lyden af hav mit sind

Endnu engang

Lammer den brølende stilhed

Stormen fra andre steder

Alt er virkeligt her

Havet er salt og stærkt

Havet fugter min kind

Vinden er mild og varm

Som luft under fuglenes fjer

Klitterne strækker sig stolte

Tavse og uden bøn

Ensomme står de i natten

Skulder mod skulder

Som trusler mod himlen

Hvis magt de har lært

Af havbrusets brænding

Også jeg er alene.

Men nu skriver vi 1957, og scenen er sat. Vi er ved stranden i Tråen. Det er vores strand. Og endnu er vi børn. Og vi leger, som børn gør, vi bygger slotte i sandet, og vi opstemmer den brede bæk, som risler frem fra en slugt i klitrækken og løber ned over stranden, hvor den forsvinder i havet i et væk. Og så er det, at vi tager naturen ved vingebenet og for en stund leger Vorherre og ivrigt går i gang med at opdæmme bækken fra bred til bred, så ikke en eneste dråbe af det okkerbrune vand får mulighed for at løbe frit ned over det hvide sand og ud i havet.

Når al bevægelse er standset, og mens vandet bag sandmuren langsomt stiger og stiger og til sidst truer med at bryde gennem bygningsværket, går vi med nøgne fødder ud i det fugtige sand foran dæmningen og samler de små glasål op, som nu ligger og vrider sig hjælpeløse i sandet, og vi putter dem i syltetøjsglas og glæder os over at kigge på det sprællende liv, som vi har fanget og gjort os til herrer over. Vi holder glasset op mod solen og ser, hvordan de små fisk tager farve og glinser i lyset.

Far og Mor bliver børn sammen med os. Vi ler.

”Men sæt dem nu ud igen!” siger Far. Og til Mor siger han, ”man må i grunden kunne få lidt forretning ud af de der små fyre, mon ikke?”

”Hvad?” siger Mor, og Far forklarer hende om sin spritnye ide. Han vil købe nogle tønder fulde af glasål, siger han, og sætte dem ud i en af de små klitsøer, der findes så mange af langt inde på Hulsig Hede. Så kan de vokse sig store, og vi kan fange vore egne ål.” Mor ryster på hovedet.   

Men lidt efter glemmer han alt om at lave forretning og svømmer en lang tur sammen med sine børn. Ud til den yderste revle. Nu er vi store nok til at følge med ham, også selv om Mor protesterer og ikke synes, det er klogt. Og jeg tænker, at Mona og Dorte bliver sammen med Mor og svømmer på det lave vand.

Efter svømmeturen pakker Mor kurvens indhold ud, og der er øl til far og sodavand til os og klemmer til alle. Og bagefter sidder de voksne og ryger i tavshed, mens de kigger ud over havet, Mor pulser på en cerut og Far på en cigar. Røgen stiger op og forsvinder i solens stråler. Vi børn løber langs stranden imens og leder efter rav og flaskeposter, og det er så sikkert som amen i kirken, at vi aldrig finder nogen af delene.

Stranden ved østkysten i Tråen er ikke så bred som den ved vestkysten i Kandestederne, men den er lysende hvid og næsten ren. Lidt opskyllet tang, hist og her nogle skaller og søpindsvin, og spredt omkring i det hvide sand ligger opskyllede stumper af affald fra de mange skibe, der enten passerer forbi langt ude i horisonten på vej mod Norge eller bare runder Grenen, eller fra skibe, som ligger for anker et godt stykke ude, somme tider i ugevis, mens de venter på ordrer.

Da vi langt senere er på vej tilbage til bilen og trasker hen over de ujævne strækninger med marehalm og sandfyldte hulninger og småklitter, slæbende på tæpper og badetøj og madkurve og andet grej, standser Far brat op på en klit, der er lidt højere og bredere end de andre. Han står og ser ud over havet, mens han venter på os.

”Her,” siger han, ”lige her skal det ligge.”

”Ligge?” siger Mor, og det er let at høre på stemmen, at hun er træt. Hun puster lidt og standser ikke op, men fortsætter op mod bilen, som endnu er skjult af de høje graner, der vokser der, hvor sandvejen hører op. 

”Vi har langt at gå endnu, Magnus, og har vi ikke ligget nok?”

 ”Jamen huset,” siger Far, ”vores hus.”

”Et sommerhus?” siger Mor, og nu standser hun også og vender sig om og går tilbage til Far.

”Ja, lige her.” Og så fortæller han os, at på den her klit har han siddet som lille dreng, mens han vogtede gårdens får. Sammen med storebror Karl, og her havde han røget sin første cigaret.

”Hvor gammel var du dengang, Far?” spørger Dorte.

”Ni år,” siger han.

”Det er løgn,” siger Anders, og Far nikker og siger, at det er det muligvis, men ikke ret meget.