Så lykkedes det. At skrive erindringerne uden tåkrummende afsnit. De seneste par uger er gået med at skære i det skrevne. Ragekniven har været glødende i lang tid nu, og skæg og balade er skåret væk, og det mest tåredryppende er sendt til afdrypning andetsteds. Originalmanuskriptet findes, hvis du gerne vil vide det hele. I bogen må du nøjes med det halve.

Herover Fru Bentzen, der spillede en vigtig birolle i vores barndomsliv. Derfor og fordi hun var en personlighed ud over de sædvanlige, man møder på sin vej, så har hun fået sit eget kapitel.

HR OG FRU BENTZEN

”Men Mor, behøver jeg at gå med?” siger jeg.

Dorte siger ingenting, for hun er så lille, at hun ikke kan huske sidste år, så hun glæder sig. Det kan jeg se på hendes ansigt, der lyser af forventning, som om vi skal med Far og Mor til et familiebesøg i Skive eller noget andet af det fantastiske, der undertiden kommer lige ud af det blå.

Men det skal vi ikke. Vi skal bare tværs over vejen og til julebagning hos Fru Bentzen ligesom hvert eneste år op til jul. Annelise og Hanne er blevet for store, og Dorte er lige akkurat blevet stor nok.

Det er en tradition, og det er så morsomt med traditioner. Og så skal vi arbejde i fruens køkken en hel formiddag og være flinke i al den tid. Og fruen er så venlig, siger Mor og Bedstemor. Og hvor er det dog smukt, at hun giver sig tid til at aflaste vores mor, som har nok at se til nu, hvor alt er juleforberedelser, og de voksne slet ikke kan nå at gøre det hele godt nok, inden det hele er forbi igen.

”Ja, selvfølgelig. Og du bør være taknemmelig,” siger Mor, mens hun kunstfærdigt binder en rød sløjfe i Dortes hår og retter lidt på Anders’ matroskrave og ser på mig med håbløshed i øjnene.

”Og nu skal du være artig, lille Janne,” siger hun, og jeg undrer mig, for jeg har da slet ikke nået at være noget som helst, siden Mor begyndte at pynte på os, som om vi var tre juletræer, der skulle sendes tværs over vejen til den store gård, der ligger skråt overfor og på hvis mark, Far har fået lov til at stille sine fiskekasser op, så de står der i lange, vældige stakke, som man kan bygge huler i, uden at nogen opdager det. Engang havde vi også kaniner på den mark, fordi Hr. Bentzen sagde, at det var sundt for børn at passe dyr. Så laver de ingen ulykker imens. Men kaninerne lavede så mange ulykker, at vi blev trætte af dem, og Far solgte dem.

Fru Bentzen er lang og tynd, og hendes hår er sølvgråt og nydeligt sat op, som kom hun lige fra frisøren eller var på vej til en fest. Men hun er også den fineste dame i hele Strandby, det ved jeg nok, og jeg husker som regel også at neje pænt, når jeg rækker hende hånden, som skal være den rigtige. Den anden hånd er forkert, selv om det er den, jeg bruger til alting. Men det er bare, fordi jeg er kejthåndet, siger Far, og det vokser jeg nok fra. Det har han gjort.

Men endnu må jeg tage mig i agt, når jeg hilser på damer, der er lige så fine som Dronning Ingrid, som Fru Bentzen har været til selskab med, dengang hun endnu var fornem nok til at omgås de kongelige, og da måtte selv hun neje. Det ville jeg godt have set.

Fruen er født og opvokset på et slot. Voergård Slot. Og så blev hun gift med Hr. Bentzen, som også havde en stor gård, Ellinggård, men den tog tyskerne fra ham, og bagefter ødelagde de den. Så nu er Hr. og Fru Bentzen helt almindelige ligesom os. Men det skal vi ikke lade os narre af, siger Bedstemor, for det fornemme slipper ikke så let sit tag i folk.

”Fru Bentzen holder meget af børn,” siger Mor, ”og I skal også holde af hende, for hun har ikke haft det let i livet.” Og så sukker hun, som om det er hende, der er født på et slot og endt i Strandby.

Vi ved godt, at vi skal holde af hende, men det gør vi ikke, for hun er så langt væk, selv om hun bor skråt over for det røde hus.

Da vi kommer derover og står sammen på trappen med hinanden i hånden og ringer på klokken, kommer fruen ud med det samme, som om hun har stået lige bag døren og ventet.

Hvorfor har hun det?

Jeg nejer dybere end nogensinde for at være et godt eksempel for min lillesøster, der nejer, inden hun når at række hånden frem, for hun vil helst gøre alting samtidig med mig. Hun aber efter, siger Anders. Han bukker og siger mange tak, fordi hun vil se os og at han skal hilse fra Mor.

”Hvor er I søde. Jeres forældre kan rigtignok være stolte af jer.”

”Det er de også,” siger jeg, ”hver dag.”

Og så bliver vi puffet gennem gangen og ind i køkkenet, og her spænder Fru Bentzen et forklæde om livet på Dorte og mig. De er fine og stivede og har tilhørt fruens datter, Aase, som nu er voksen. Men Anders får ikke et forklæde på, for hendes søn Palle havde ikke et, han kan arve. Drenge bruger slet ikke forklæder, for de må hellere end gerne grise sig til og skal ikke være pæne og pyntelige som vi andre.

Og her i fruens fine køkken ligger alt allerede parat til os, da vi træder ind, og jeg kan huske det hele fra sidste år og kommer til at sukke.

”Hvad er det med dig, lille Janne? siger fruen. Og jeg ser på bordet, men siger ingenting.

Der ligger de: Lange, tynde pølser hele vejen hen ad det lange bord lige fra det begynder ved bryggersdøren og til det ender ved stuedøren. De er rullet helt lige tykke og er helt ens og anbragt omhyggeligt side om side i række efter række, og så bliver vi stillet op foran hver sin del af herligheden og får hver sin kniv i hånden.

”Knive er ikke legetøj, så pas nu endelig på! Det er dejen, I skal skære i, ikke de små hænder.”

Jeg skotter til Anders’ hænder, og lægger for første gang mærke til, at de er vokset sig store. Rigtige drengenæver. De er næsten lige så store som fruens, men de er meget tykkere end hendes, der er lange og tynde som pølserne på bordet foran os. Men hendes er rynkede og ikke ligeså glatte og skinnende som dejen. Tanken får mig til at fnise.

”Nu ikke for meget pjat,” siger fruen, og jeg bliver lige så stille som de to andre.  

”Og så må I gerne begynde,” siger fruen, som om vi skal spille en kamp, hvor det gælder om at komme først, og som om vi kunne finde på at tyvstarte, hvis hun ikke holdt skarpt øje.

”Men husk nu, at pebernødderne skal være lige store. Arbejdet skal gøre sirligt.”

Jeg smager på ordet ”sirligt”, det er et surt ord, synes jeg og har lyst til at spytte det ud, men det kan jeg jo ikke uden at sige det, og det går nok aldrig an, når man ikke må pjatte.

Pludselig får jeg lyst til at hakke i vilden sky på de væmmelige pølser, så de bliver vinde og skæve og usirlige.

Men det går nok heller ikke an.

Dorte kan ikke lave pæne pebernødder, selv om hun kigger på mig, hun er nok alligevel for lille, tænker jeg, men fruen har nok glemt det med det sirlige og roser hende, og vi fortsætter i det, de voksne kalder evigheder, og som er, når noget aldrig får ende.

 Men så når vi alligevel til vejs ende, og nu kommer det lyse øjeblik, som vi har glædet os til. Æggesnapsen. Og vi får to blommer i hver sin kop og mange skefulde sukker oveni og en ske, og så gælder det om at røre så længe rundt, at æggesnapsen blegner, og alt sukkeret forsvinder ind i hvidheden.

Bagefter læser fruen højt for os af ”Den store Bastian”, og den bog elsker vi, for det går alle børnene forfærdelig dårligt, de bliver brændt og slagtet og sultet ihjel. Og der kan man bare se. 

Det er stadig vinter, da vi en tidlig morgen igen skrår tværs over vejen med kurs mod gården. Frosten bider i kinderne, og sneen drysser så stille og fint, at det ville passe godt til en julemorgen.

Men det er længe siden, det var jul. Nu er det blevet fastelavn, og vi lister af sted langs den isglatte landevej det korte stykke til gården. Ja, vi lister, selv om vi i grunden har travlt, for det er en almindelig mandag morgen, og Far skal på havnen, og vi skal være hjemme igen, inden han går.

Han har vækket os tidligere, end han plejer, for vi skulle først klædes ud med hatte og masker og sære sjaler, som Mor har syet til os, og vi skulle forsynes med hver sit fastelavnsris, som Far har lavet af pilekviste.

Og så først blev vi varpet ud ad døren.

”Husk nu at være artige!” sagde han med et smil i øjet. Og vi grinede alle tre, for I dag skal vi nemlig ikke opføre os det mindste artigt, og det ved Far udmærket godt.

Vi skal for en gangs skyld være vilde. Vi er ikke mere tre velopdragne børn med fredelige hensigter, men hæslige væsner af en ukendt art. Vi kommer fra en fjern planet, og nu er vi landet i Strandby.

Så grumme er vi, at vi kan skræmme livet af gamle folk.

Hr. og Fru Bentzen er gamle. Og nu kan de vente sig. I dag er hævnens dag.  

Det er en gammel skik at rise folk af senge. Og herren og fruen på Strandbygård elsker gamle skikke og holder dem gerne i hævd.

Vi lister af sted som indianere på krigsstien, for de skulle nødig vågne ved at høre en flok børn komme trampende og hujende ude på vejen. Vildskaben holder vi i ave. Indtil. Ja, indtil.

Så er vi ved stuehusets køkkendør, og den er sært nok ikke låst, og vi lemper den lydløst op og står lidt i bryggerset og ånder tungt bag maskerne. Dorte hvisker, at hendes maske er gledet ned, så hun ikke mere kan se ud af de små glughuller. Anders makker med masken, og Dorte begynder at pibe, for nu kan hun ikke få luft.

”Det er lige meget, for du er jo et uhyre,” hvisker Anders og tager hende i hånden og halvt slæber hende med op ad alle trapperne til soveværelset. Jeg lister bagefter.

Forsigtigt skubber vi døren op. Det er let nok, for den står på klem.

Så begynder vi at larme og rise løs på stakkels Hr. og Fru Bentzens sovende ansigter. De snorker ekstra højlydt nu, som om de vil overdøve sangen, som vi skråler i vilden sky.

De ligger og sover i deres morgenkåber, ser vi, og det er jo lidt snyd, men vi lader, som om vi ikke lægger mærke til det, og da det endelig lykkes os at vække dem fra den dybe rævesøvn, tumler de op og ser forvirrede på os.

”Hvem er I?” råber de i munden på hinanden, og tænk, at det lykkes os at forskrække dem så vildt hvert eneste år.

Bentzen griber fat i Dorte og svinger hende luften, mens han danser rundt i soveværelset, lige indtil hun taber masken og begynder at græde.

”Du er alt for vild, Aage, du skræmmer jo barnet,” siger Fru Bentzen

”Men Esther, det er jo hende, der er vild, er du ikke vild, lille trold?” siger han og sætter varsomt Dorte på gulvet og tørrer tårerne af hendes ansigt.

”Jo,” hikker hun og smiler med blanke øjne.

Fru Bentzen har taget mig i hånden og prøver at gætte, hvem jeg er, og hun siger alle de navne, jeg ikke er, lige indtil jeg river masken af og griner, og hun ler en befriende latter, som en, der lige netop er undsluppet den yderste fare.

Anders står helt stille og ånder i sin maske.

I køkkenet dufter det af nybagte boller, og Fru Bentzen fylder en pose til os og siger, at vi skal hilse Far og Mor, og vi husker at neje, inden vi styrter hjemad og når at give Far en bolle, inden han smutter til havnen. Så vækker vi de store piger og Mor.