”J’ai quinze ans et je ne veux pas mourir.”

”Jeg er femten år og jeg vil ikke dø.”

Det er titlen på en selvbiografisk roman af Christine Arnothy, der oplevede russernes angreb på Budapest i 1945. Bogen handler om en ukuelig livsvilje hos en stor pige, hvis liv hænger i en tynd tråd. Hun vil leve og trodse den død, der omgiver hende og hvert øjeblik truer med at ramme hende. Hendes odds for at overleve er minimale.

”Jeg er firs år og jeg vil ikke dø.”

En bog med den titel kunne jeg i et kort glimt godt tænke mig at skrive, men titlen lyder jo forkert, og måske kunne jeg ændre den til: ”jeg er firs år og jeg vil nok død.” Det lyder måske lidt bedre, men er tvetydigt, ”nok” kan fortolkes som ”gerne”, og det vil jeg ikke så gerne, og som ”sandsynligvis”, og her er den jo OK:. Mine odds for at overleve nærmer sig nul.  

Jeg må altså helt omforme min sætning, hvis den både skal passe og være passende. Så bliver titlen:

”Jeg er firs år og vil gerne leve.”  

Og det er sådan, det er. Men når man kravler over 80årsgærdet er det OK at tænke på døden. For den er kommet så nær, at man gør klogt i ikke at fortrænge dens eksistens alt for meget. At gøre sig fortrolig med tanken er svært, men jeg tror, at det er en god ide. Jeg prøver det hver dag. Og det går fremad.

Jeg er lige blevet færdig med at læse Hausgaards ”Når vi ånder i takt” en slags erindringsbog, men også bare en klog mands betragtninger over livet, og altså også for mig SÅ MEGET en åndfælles tanker om det at være menneske. Og det åndelig beror ikke på noget fint og luftigt, men på det faktum, at vi begge er Vendelboer af hjertet. Vore hjerter slår i samme sindige vendelbotakt, når talen er om ”de store spørgsmål,” og hertil hører jo ”døden.”  

Hausgaard skriver om, hvordan han oplevede det, da han fik hjertestop, og var ”død” i flere minutter:

”Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage. Mens jeg lå på båren, råbte folk, at jeg skulle sige mit navn, og det irriterende mig: ”Kan I ikke stoppe, jeg har det lige så godt!” Men jeg er godt opdraget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte svare. Umiddelbart efter hørte jeg én sige: ”Jeg tror, vi har ham.” Og så blev jeg levende igen.”

Jeg har læst og hørt om flere nærdødsoplevelser, som ligner Hausgaards, så måske er der noget at glæde sig til.

Men jeg tænker også på tiden efter døden. Og jeg er kristent opdraget (det er Hausgaard også og endda i samme Indre Mission) – og samtidig er jeg et barn af oplysningstiden. Og jeg VIL, at de sider skal finde en samklang i mig, og det kan godt være lidt af et slagsmål, men så slås jeg med mig selv en tid og kommer altid til den erkendelse, at jeg 1.:  ikke kan leve i det mørke, religionerne har det med at kaste ind over mennesket, og 2.: må erkende, at en gudløs verden er for kold og skræmmende for mig. Jeg må altså bekende mig til begge dele: LYSET (kald det bare videnskaben) og GUD ( kald det bare skaberkraften). således forenes lyset og kærligheden.

Og så nu vi er ved det åndelige, så falder det her citat fra Bøgernes Bog mig ind. Fra Johannes Evangeliet:

’Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.’”

Sådan udtrykker Jesus det og set med de andre briller, videnskabens, ja, så falder de to udsagn sammen i skøn harmoni: vi dør og vi indgår i det nye liv : Alt i naturen visner og blomstrer igen. Men det er vigtigt, at det visner. Ellers kommer der ingen blomster.

Jeg vil slutte to citater fra Hausgaards bog: ”Når vi ånder i takt”

1. Betragtninger om, hvad han anser for det ideelle samfund. For det kan jeg 100% slutte mig til. Vi har samme baggrund, og jeg tror, at vi langt ude ligner hinanden. Han skriver på side 210:

”Hvis man forestillede sig et socialistisk samfund båret af en kristen moral, så er det nok for mig det optimale. Et samfund båret af kristne værdier, der langt hen ad vejen ligner de socialistiske. Og godt med tilgivelse og kærlighed.”

Betragtninger om, hvorfor det er godt at bo i det lille samfund ude på landet:

”Herude ville vi være prisgivet, hvis vi ikke interesserede os for hinanden, meget mere end i en by. Jeg ville ikke kunne ligge her og dø, min nabo, Ole, kunne heller ikke, for vi holder øje med hinanden, mere eller mindre bevidst.”