Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som jeg har skrevet tidligere, så læser jeg i øjeblikket Egon Clausens bøger højt for min mand. Vi er så meget på bølgelænge: min mand, mig og Egon Clausen.

Og så i slutningen af sin bog “Vestenvind” skriver Clausen nogle ord, der umiddelbart virker provokerende på os mennesker. På vestlige mennesker, på demokratiske mennesker, på frittænkende og fritskrivende og fritlevende mennesker. Kort sagt på os, der, hvis vi beder Fadervor, glad og gerne siger: “som vi forlader vore skyldnere” – uden dog at mene en dyt med det.

Ordene, som Clausen lægger i munden på Sankt Peter, er så fantastiske i al deres kristne logik og viser, at vi ikke tænker som Gud. At vi ikke er Gud. Og at den bøn, han har lært os, den blæser vi på: “forlad os vor skyld som vi forlader vore skyldnere.” Rend og Hop! Hvem vil ikke gerne skyde Putin?

Situationen er den her: Clausen står ved sit elskede Vesterhav og oplever der et uvejr. Det rumler bag skyerne.

I Oldtiden tænkte man, at det var Thor, der hamrede løs. Nu tænker vi, at det er elektriske energier, der støder sammen, men Clausen tænker, at det er Gud, der har travlt i sin himmel, og så får han et syn til Sankt Peter, der er ved at rydde plads i Himlen og følgende samtale udspiller sig:

Citat fra side 207 i Vestenvind:)

Jeg spørger: hvad sker der dog?

Sankt Peter svarer: “Vi udviser rettidig omhu.”

“Javel. I hvilken anledning?”

Peter forklarer: “Vi venter såmænd nye beboere. Dem skal der gøres plads til.”

Jeg nikker og siger: “Det lyder godt. Jeg går ud fra, at gamle regnskaber omsider skal gøres op. Det er sandelig også på tide.”

“Javist,” siger Peter. “Meget skal genopretttes. Gammel gæld skal eftergives.” Skæve balancer gøres lige, så her skal Putin sidde, når hans tid er inde. Han får en plads ved siden af Hitler, Stalin og Pol Pot og alle de andre. Alle dem, der ikke fik kærlighed nok, da de var på jorden. Nu skal de sidde her, helt inde i centrum, så nær ved kærlighedens kilde, som det er muligt. Det trænger de til. Det er den genopretning, vi kan byde på.”

Og Peter bøjer sig ned mod den plagede jord. Hans lange skæg trækkes som slør af byger hen over det regnvåde land, og gennem tordenlarm af lyn hører jeg ham siger:

“Der bliver sikkert også en plads til dig, når din tid kommer.”