Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De sårbare unge

Jeg er gammel, men engang var jeg ung. Og som alle på min alder søger jeg nu og da tilbage og forsøger at holde fortiden ud i strakt arm og betragte den så nøgternt som muligt: bort med pastelfarver og al lusken udenom, frem med hele paletten, ja, lad os se alle farverne stråle i bagklogskabens klare lys!

Min ungdom:

En kontrasternes tid: En tid fuld af travlhed, og en tid, hvor man gav sig god tid. En tid, hvor mange aktiviteter kaldte, og en tid, hvor man hengav sig til fordybelse og fornøjelse. Og ind i mellem følte man, at det var (for) hårdt at være i livet, men for det meste følte man, at det var herligt at være i livet.

Mit liv, da jeg var 20 – 21: vikar i folkeskolen – elev på en skole i Paris – studerende på Handelshøjskolen i Aalborg. En fjern kæreste i Paris. Kæresten fyret. Franskstuderende i Aarhus. Ensomhed og tænksomhed.

Mit liv, da jeg var 21- 22: fransk- og russiskstuderende i Aarhus. Flittig. Ensom.

Mit liv, da jeg var 23 – 24: studerende i Aarhus. Forelsket. Forlovet. Forgiftet.

Mit liv, da jeg var 24 – 25: lærer på Handelsgymnasiet i Randers, lærer på Randers Amtsgymnasium, studerende ved Aarhus Universitet. Nybagt mor. Husmor. Træt – træt – træt – ind i mellem usigelig lykkelig.

Det var min ungdom. Da den blomstrede frodigst.

I dag har alt for mange unge det alt for svært og er svært ulykkelige. Det vrimler med psykiske diagnoser, der med gavmild hånd stryges ud over de unge og rammer bredt. Hvorfor er de unge så syge? Hvem har gjort dem fortræd?

Er det, fordi de har brugt det meste af deres barndom bag (foran) en skærm? Er det, fordi forældrene har haft for travlt til at se dem? Eller er det noget helt tredje?  

Og det er jo ikke fordi, de skal stå i køkkenet og føde børn(!) som vi skulle samtidig med, at vi også skulle være presente til alle forelæsninger og slæbe hyren hjem til husleje etc. etc.

Jeg ved ikke, hvad det er, der slår dem ud.

Kan jo læse om det i pressen, og her forklares de unges sårbarhed på mange måder: de skal præstere hele tiden, det skulle vi nu også, men vi skulle ikke præstere på alle parametre, og vi skulle ikke stræbe efter de højeste karakterer, de skal opbygge deres eget værdisystem, det skulle vi ikke, vi fik værdierne i arv, og arven var rig, og der var nok at tage af og tage afstand fra, nu står de unge på bar bund, hvad åndelige værdier angår, de tilbydes kun de materielle: erhvervlivets lyksaligheder.

Skal de endelig udfolde sig på det for dem fremmede felt: det åndelige, ja, så kan de gå til en kunstig intelligens og fodre en chatbot med nogle relevante ord, og frem kommer det alt sammen væltende. De er kort sagt fremmede for alt det, der gav vores liv mening – det spirituelle kan hentes på Nettet. Kultur er noget Chatbotten tager sig af.

I mit forrige indlæg skrev jeg om forbilleder. Sådanne havde vi. Det har de unge måske også, men så er det vel typer som Elon Musk vil jeg tro.

Måske er de unge blevet fremmede for sig selv, fordi algoritmerne har taget over, og de ikke føler, at de ER noget i sig selv, men kun de massive aftryk, de sætter i den virtuelle verden.