Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er mange ting, jeg holder af. Navnlig nu, hvor min egen skrøbelighed lyser i mit ansigt – eller kaster mørke over mine dage. Lyset og mørket. Den veksling.

Men oprydningen af bøger er et projekt, som stadig ikke er fuldført. Skønlitteraturen er på plads. Men en lille stak bøger kommer jeg ikke til at læse igen, for de er på russisk, og det er flere år siden, jeg mestrede det sprog så godt, at jeg ubesværet kunne læse bøger.

Engang kunne jeg. Engang var det en af mine yndlingsbeskæftigelser. Husker, at jeg engang i min studietid læste en svær bog Ilja Ehrenburg på russisk. Jeg sad i mit kælderværelse på Grenåvej og kiggede nu og da ud af vinduet. Overfor var man ved at lægge et nyt tag på et hus, og jeg husker, at jeg bestemte, at bogen skulle være læst færdig, når den sidste teglsten var lagt. Vi blev færdige omtrent samtidig, håndværkerne og mig.

Jeg begyndte at læse russisk på universitetet, fordi jeg ville kunne læse Dostojevskij på russisk. Jeg var bidt af ham. Et så hårdt bid, at der er stadig mærker af det i sjælen, og jeg nåede at læse adskillige af hans bøger på russisk. Men i dag foretrækker jeg Turgenjev for Dostojevskij, navnlig efter at Putin har erklæret, at D. er hans yndlingsforfatter. Vi kan ikke have den samme.

Nej, men Turgenjevs Fædre og Sønner er den eneste bog, som jeg læste ubesværet på originalsproget i sin tid, og jeg tror, at det er fordi, han i modsætning til Dostojevskij skriver et smukt og enkelt sprog. Der er ikke i hans bøger al den “snak”, som Dostojevskijs personer og fortællere fortaber sig i indtil vanvid. Begge de store forfattere har generationsproblematikken som et tema, men smukkest udfolder det sig hos Turgenjev, som er så fuld af kærlighed, at man rives med.

Jeg vil ikke skrive meget mere om bogen. Den handler om sønnerne, der rejser ud og forandrer sig – de skal ud ud ud – de skal studere – de skal opleve verden – de skal realisere sig selv – de skal revolutionere samfundet – de har skruen i vandet, så det skummer om boven. Nej, men det var dog et søgt og ikke særlig smukt billede, jeg brugte der. Den gamle mor i romanen siger det meget smukkere. Her trøster hun den gamle far, der længes efter sin søn og ikke rigtig kan kende ham, da han kommer. Hun siger:

“En søn er som en falk: Han kommer flyvende, når han vil, og flyver bort, når han vil. Du og jeg, vi er som svampe på en træstub, vi sidder ved siden af hinanden og flytter os ikke. Men jeg vil for evigt blive hos dig, som du bliver hos mig.”

Svampe på en træstub. Det er os. Falkene flyver … det skal de jo.