Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Oprydning af bøger er ikke en almindelig oprydning. Det drejer sig jo om intet mindre end at flytte verdner. Og selv om jeg gerne vil være færdig, som man altid vil med en oprydning, så trækker jeg det lidt. Giver mig tid til at dvæle ved hver bog. Til at åbne den. Til at læse lidt i den. Til at mindes.
Da jeg købte den her bog. Da jeg læste den første gang.
Med de fleste bøger er det sådan, at jeg ved hvor og hvornår, de kom ind i mit liv.
Nu er jeg nået til en af de sidste i alfabetet, Verlaines ”Poèmes Saturniens” og det er tid at sætte den op på sin rette plads. Den her beholder jeg nemlig. Mange bøger flyver ellers direkte over i stakken til Kirkens Korshær, fordi de ikke (mere) siger mig så meget. Ud med dem!
Men nu står jeg med den her bog i hånden, og husker, at den gjorde et stort indtryk på den unge pige, jeg var, da jeg læste den første gang. Jeg hutlede mig dengang igennem som studerende i Paris. Hutlede og hutlede, det er måske så meget sagt. Men jeg var ret fattig, ikke mindst fordi jeg VILLE købe bøger. Havde lige råd til det billigste hotelværelse på Montparnasse: Et jernseng. En vaskekumme. En stol. Og det var så det. Og så havde jeg råd til en hel flutes og en kop café au lait, inden jeg gik i skole, og senere en billig frokost på den billigste bistro.
Alle de penge, jeg havde til overs i de måneder gik til bøger: livres de poche, de kunne fås for en slik. Og det er en af dem, jeg sidder med nu, og jeg husker tydeligt den dag, jeg købte den. Jeg satte mig på min bistro og bestilte en cola og drak den i små bitte dråber for at den skulle vare i så lang tid, at jeg kunne læse min bog færdig. Tjeneren kom et par gange og rømmede sig og skulede til pigebarnet, der brugte hans bistro som opholdsstue. Men han sagde ikke noget. Og havde han gjort det, så ville jeg ikke have hørt ham. Jeg var helt opslugt af Verlaine. Nu genlæser jeg nogle af digtene, og forstår ikke helt pigens fascination.
Måske en forklaring: Digtene svarede til en livsmelankoli, en træthed, som jeg så reflekteret i ordene, blandet med en vild længsel efter flammende kærlighed. Ja, den rene og skære romantik. Verlaine er nu ikke romantiker, men i min ungdommelige optik blev han det. Nå ja, så var jeg også lige i den tid forelsket.
Nu skriver jeg som en prøve på digtene et par linjer og hvis du kan fransk vil du forstå:
Digtet hedder: LASSITUDE
De la douceur, de la douceur, de la douceur!/ Calme un peu ces tranports fébriles, ma charmante./ Meme au fort du déduit parfois, vois-tu, l’amante/ doit avoir l’abandon paisible de la soeur.
Sois langoureuse, fais ta caresse endormante, /Bien égaux tes soupirs et ton regard berceur./ Va, l’étreinte jalousie et le spasme obsesseur/ Ne valent pas un long baiser, meme qui mente!
Mais dans ton cher coeur d’or, me dis-tu, mon enfant,/ La fauve passion va sonant l’olifant! …/ Laisse-la trompetter à son aise, la gueuse!/ Mets ton front sur mon front et ta main dans ma main,/ Et fais-moi des serment que tu rompras demain/ et pleurons jusqu’au jour, o petite fougueuse!
