Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
”Vi er alle dødens børn” skriver Knausgård i ”Ulvene fra Evighedens Skov.” I bogen filosoferer han vidt og bredt om livet og om døden. Akkurat som alle store romaner har gjort det til alle tider. Og der er tale om en stor roman her, ingen tvivl om det. Og vist er det en af personerne i bogen og ikke forfatteren selv, der proklamerer, at vi alle er børn af døden. Alligevel må Knausgård stå inde for synspunktet, for alle personer i alle romaner er fabrikerede i en forfatters hoved, og de bærer hans stempel, de er hans børn, og han er langt hen ansvarlig for dem. Også selv om han tager afstand fra alt det, de taler og står for. Dostojevskijs ”kældermenneske” er ikke Dostojevskij, og samtidig er det i høj grad ham, for han springer jo som en anden Athena lige ud af den russiske digters hoved. Som Zeus gik svanger med Athena, går forfatteren svanger med sine personer, og som hun sprang ud af gudens hoved, springer de ud af hans. Sådan er det. At vi er dødens børn må stå for Knausgårds egen regning.
Nu er jeg efterhånden blevet gammel, og døden er ikke mere en fjern trussel, men en nær hændelse, og jeg må om end vrangvilligt tage imod den. Men jeg vil ikke vedkende mig slægtskabet. Den er hverken min mor eller min far. Jeg er ikke barn af den men af livet.
Jesus siger til dine disciple (Johannes Evangeliet) : ”en kort tid så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Nu vil jeg ikke sammenligne mig med Jesus, men jeg vil sige det samme til mine børn: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere.” Det synes jeg er en rimelig meddelelse og en 100% sikker viden, men når det er sagt, må jeg stoppe med at sige mere, for jeg ved ikke af mere, det gør ingen af os, og Jesu klippefaste forvisning om opstandelsen går over min forstand, også selv om jeg siger trosbekendelsen i god tro hver søndag. Det er min tro. Og det er OK med mig – at tro – og ikke at VIDE. Men jeg tror med Grundtvig på, at vi er ”lysets børn” ( Den signede Dag med Fryd vi ser), ikke mørkets.
Jeg tror på livet. Og når jeg retter blikket mod de første leveår, så er det liv, jeg ser, og Knausgårds udsagn drukner i den barnlige vise, vi sang ved lejrbålet: ”Vi er børn af sol og sommer.”
I det næste indlæg om min erindringsbog vil jeg berette om en af de lyse dage fra min tidligste barndom, en dag, som stadig har bevaret sit skær af sol og sommer.
