Som jeg husker – 1957

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1957 –

Vinter – blod – forår – folketingsvalg – kommunisme – kristendom –  Hans

50’erne var dyrtid, men det var også en tid, hvor velstanden voksede i takt med velfærden, det mærkedes især hen mod årtiets slutning, hvor socialdemokratiet, der havde regeringsmagten, lancerede sloganet: ”Gør gode tider bedre.”

Fattigdommen blev ikke afskaffet, men hjælpen til de svageste blev styrket, Danmark var stadig et klassesamfund, men skellene jævnedes. Så vidt jeg husker, var det også ved den tid, at min mor kom i børneværnet. Det var muligvis samme vinter, det blev besluttet, at åndssvage piger skulle tvangssteriliseres. Sikkert er det, at jeg hørte brokker af en samtale mellem min mor og en grædende mor til en åndsvag teenagepige.   

Vinteren 57. Hvad skete der i mit liv? Jeg fik min første blødning. I visse kulturer fejres en sådan begivenhed med fest og glæde, “nu er pigen voksen, hurra, hurra!” men hos os blev den hyllet i tavshed, som var det noget skamfuldt, “nu er pigen i fare, uha. uha!”. Og omtrent sådan husker jeg det. Jeg forstår ikke i dag, at det kom så uventet. Jeg var 13 år, og må vel have hørt et og andet fra de andre piger i klassen, der helt sikkert var forud i udvikling, men i al fald hørte jeg ingenting fra mine søstre og slet ikke fra min mor.

Jeg prøver nu at famle mig vej til den pige, jeg var den vinter og synes, at jeg ser hende: fysisk et barn, lidt kejtet, drenget i adfærd, tynd og ranglet og ikke nær så høj som de andre piger i klassen.

Jeg har ikke glemt forskrækkelsen den dag, jeg opdagede, at der kom blod. Hvor kom det fra? Var jeg syg? Jeg fandt min mor og tænkte, at hun nok ville blive lige så forfærdet som mig. Det blev hun ikke.

Hun sagde bare noget i retning af: ”Jamen, det er ikke farligt. Det hedder menses og det kommer igen hver måned.”

Det! Blodet? Kommer igen! Kommer det igen? Hvorfor?

Derpå førte hun mig ind i badeværelset åbnede et skab og fandt et bind, som hun lidt genert rakte mig.

”De ligger derinde på hylden, og så skifter du dem, når det er nødvendigt. Husk det!”

Og så snakker vi ikke mere om det. Det sidste sagde hun ikke, men det lå i luften som en hvisken om tabu og skam, og den sivede ind i mig og gav mig en ny viden, som jeg helst havde været foruden.

Jeg listede op til Bedstemor og hviskede det til hende. Hun hviskede tilbage:

”Så må du holde op med at omgås drenge.”

”Hvorfor?”

”Jo, for nu kan du få børn.”

”Børn?” Altså! Nej, nu var hun da langt ude.

Senere på aftenen fortalte jeg det til Anders, og han forklarede omhyggeligt og kærligt, hvad det gik ud på og hvorfra blodet stammede. ”Og det er noget af det mest naturlige, så det skal du såmænd ikke tænke mere på.”

Ja, det kunne han jo sagtens sige. Endnu engang ærgrede det mig, at jeg ikke var en dreng. Hvor havde de det let!

Kort tid efter smeltede sneen, det dryppede fra alle tage, solen varmede, og jeg husker en bestemt dag i det tidligste forår, måske var det i marts, hvor det gik op for mig, at noget var anderledes. Det var en almindelig dag, jeg cyklede min almindelige tur med min almindelige hund løbende ved siden af cyklen. Men på vejen hjem, helt præcist på kirkestien mellem Elling og Strandby, blev jeg overvældet af en uforklarlig glæde. En ny varme i luften. Og lyset. Og de gule mælkebøtter, der lyste mellem de fine grønne græsstrå. Pludselig var det som om jeg så det hele for første gang. Eller jeg blev mig det sete bevidst. Her var foråret, og her var jeg.

En måneds tid efter omtalte cykeltur, var der folketingsvalg, og i min familie regnedes det for en stor begivenhed. Far var konservativ, han havde været opstillet til amtsrådet, og vi børn lærte tidligt, at man skulle engagere sig politik, det var en borgerpligt, og jeg husker da også, at vi var med til i hine lune majdage at dele foldere ud og hænge plakater op. Og hele familien fulgte spændt med i de politiske debatter, der blev vist på det nye 17 tommers fjernsyn.  

Jeg var 13 år og forsøgte at skelne mellem ret og uret, og mon det kunne være så svært? Jeg havde jo fået en god kristen opdragelse og var fast besluttet på at holde med dem, der talte de svages og de kuedes sag. Var det måske ikke essensen af Jesu lære, at man skulle værne om de svage og de små? Og hvor fandt jeg så de værdier udtrykt klarest? Hos kommunisterne, såmænd. Men det var nu ikke Jesus, der tog mig ved hånden og ledte mig ad den vej. Men derom senere.  

Jeg snakkede det igennem med Anders. Min kloge bror. Han vidste så meget, for han læste altid, og hans hjerne var et bundløst virvar af paratviden, som han fiskede op i tide og utide og som han let og elegant ræsonnerede ud fra. Far mente, at han hang lovlig meget over bøgerne og forlangte på sin egen stilfærdige måde, at han skulle bestille noget rigtigt. Der var arbejde nok på havnen, hvor livet aldrig stod stille og et par ekstra hænder altid kunne bruges. Og nok var far auktionsmester, men hans børn skulle ikke have privilegier af den grund. Han så gerne, at de tog deres tørn.

Nu, hvor det alt sammen er så længe siden, falder den tanke mig ind, at Anders i en meget ung alder blev tvangsarbejder. Og jeg tænker også, at det selvfølgelig måtte være sådan, for vores far kom fra Hulsig, han stammede fra en egn og en slægt, hvor man kun overlevede, hvis man tog fat med de bare næver. Og Anders tog fat, han roede hyttefade for fiskerne, og han tjærede samme hyttefade, når de senere blev trukket på land.

Anders og Hans i arbejde. Her ser de ikke flittige ud. Men det var de – skønt Anders helst ville læse. Men jeg tror, at han blev gladere for arbejdet, da Hans blev tilknyttet. De var så fine venner.

Men som sagt: han ville hellere læse.

Og nu fortalte jeg ham altså, at alt det der snak om Gud, Konge og Fædreland, det havde jeg skrottet og erstattet det med kampen for lighed mellem alle mennesker. Jeg var kommunist. 

”Du, kommunist!” sagde han. ”Hør nu lige her! kommunismen er bare den gamle fortælling om paradiset i en ny klædning. Og du ved det jo godt, menneskene dur ikke til den slags. De er ikke gode.”

”De er da heller ikke onde,” sagde jeg.

”Nej, ” sagde han, ”de er bare mennesker.”

Men alligevel gik han med til, at vi sneg os op på hans kammer og lyttede til Radio Moskva på hans langbølgesender.   

Vores far blev mere end forbløffet, da ”Fakta om Sovjetunionen” begyndte at dumpe ind ad brevsprækken på adressen Strandvej 18. Jeg måtte gå til bekendelse, men selv om hjertet slog et par ekstra slag, så gjorde jeg det med oprejst pande. Jeg så ham i øjnene – ”løft dit hoved du raske gut!”

Fars reaktion var typisk for ham. Han skældte ikke ud, det kunne han slet ikke finde ud af, og han begyndte ikke at moralisere, men sagde bare helt roligt, som om han havde grebet mig at fylde mig med slik, at jeg nok fik et sundere syn på verden, når jeg blev ældre. Og så lod han det være. Og lod mig være. Men da jeg året efter blev konfirmeret, holdt en af hans gode venner en tale til mig, hvori han roste mig for, at jeg allerede som 13 årig havde engageret mig i politisk arbejde, og han sluttede med at sige, at jeg bestemt ville ende i Folketinget med de talegaver, jeg havde fået. Så havde far altså ligefrem pralet af mig! Det gjorde mig så glad.    

Men hvordan kunne det gå til, at jeg blev radikaliseret i så ung en alder?  Jo se, jeg gik dengang på Freys Mellem-og Realskole i Frederikshavn, og vi havde en moderne historielærer, som syntes, at det var en fin ide at lære os om demokrati ved at ”lege” folketingsvalg med os. Det var en privatskole, og jeg tænker, at det navnlig var børn af velstillede forældre, der gik der. Det var således ingen sag at finde kandidater til Venstre og Det konservative Folkeparti. Der var ligefrem rift om de pladser. Det var straks vanskeligere at opdrive nogen, der villigt stillede op for socialdemokraterne, og slet ingen, der ville kandidere for kommunisterne. Det kunne vores lærer godt forstå, sagde han. Den ungarske opstand var i frisk erindring. Men så kiggede han på mig.

”Marianne?” sagde han.

”Mig?”

”Ja. Du har jo så mange sære ideer.”

”Har jeg?”

 

Jeg var skrækslagen, men også stolt. Lidt i af fald. Og jeg tænkte, at nu måtte jeg finde ud af, hvad det var for ideer, som lærer Hansen mente, jeg havde og hvorfor de var sære. Jeg husker ikke, hvad det var for skrifter, bibliotekaren fandt til mig, sikkert ikke Das Kapital.  Men jeg tog dem med hjem, og jeg læste dem. Far havde foræret mig et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine, som jeg elskede højt, og på den skrev jeg alt det ned, som jeg kunne forstå og en hel del, som jeg ikke begreb det mindste af, men som jeg syntes lød klogt.

Jeg kan ikke huske præcis, hvordan ”valget” spændte af, men jeg ved, at jeg glødede af iver, da ordet blev mit, og en veninde fra klassen, som jeg stadig har kontakt med, har fortalt mig, at det faktisk lykkedes mig at sælge det glade budskab, så at en stor del af kammeraterne stemte på mig. Jeg fik dem kort sagt omvendt. Det kunne jeg altså: omvende folk. Fint! Tænkte jeg. Jeg havde nemlig besluttet, at jeg ville være missionær i Afrika og omvende hedninger. At den gerning næppe harmonerede særlig godt med mit politiske ståsted, faldt mig ikke ind. Eller hvis tanken alligevel strejfede mig, så jeg stort på den og tænkte, at jeg vel både kunne kæmpe for lighed i verden og føre sjælene frelste til Gud. Da jeg 7 år senere rejste i Sovjetunionen, talte jeg med en russer om fænomenet. Hun var overbevist om systemets ufejlbarlighed og samtidig troende ateist. Jeg plæderede for, at begge dele kunne forenes, kristendom og kommunisme, og hun sagde ”Ja, ja, jeg har læst om jeres Pastor Søby. I er ikke rigtig kloge.”      

Sommeren 57. I dag står den for mig i et drømmeskær og jeg tror, at hvis lykken findes, så var den lige der: i Strandby den sommer. Landet hos mig og min bror. Vi fik en ny ven. Han hed Hans. Hans og Anders og jeg dannede den sommer det smukkeste trekløver, man kan tænke sig: en enhed så ubrydelig, som havde vi svoret hinanden evig troskab. Vi sejlede i Moses, vi badede i havet, vi spillede bordtennis på missionshotellet, vi cyklede til biografen i Frederikshavn, og vi gik ture langs havet i de lyse nætter, side om side gik vi, og vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord, og tiden var evigheden, og vi var i midt den. Os tre. Anders, Hans og Marianne.

Nu bagefter tænker jeg, at vi begge var forelskede i Hans, som var en flot og venlig dreng og belæst uden at være blæret. Vi holdt af de samme bøger og de samme film og den samme musik. Det var jazzens tid for os, anført af Anders, der læste alt om New Orleans musikken og fortalte for os. Vi blev ikke trætte af at lytte til Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og Bessie Smith.

Det er småt med billeder fra den sommer. Men her er Hans på stranden. Pigen er min lillesøster Dorte.

Hans’ far var ingeniør på det store nye havnebyggeri, han var enebarn og boede med sine forældre i en villa i Kongsvang i Århus. Der gik han i skole, og han boede kun i Strandby i ferierne. Men de var jo også uendelige dengang.

Nu skrev jeg “forelsket” lige før, og det mener jeg nok er det rigtige ord, men det kan nemt misforstås, især i dag, hvor unge vist ikke (men jeg ved ikke så meget om det) får lov at svæve i uskyldig glæde. De møder brutaliteten tidligt – på skærmen, i skolegården, på gaden, i spillene, og seksualiseringen af børnenes verden er skræmmende. Ja, men igen, det er set med mine slørede briller – i deres dårlige lys kædes sex og vold alt for ofte sammen i en uskøn enhed.

Den glæde vi følte var, tror jeg, uden erotiske over- eller undertoner, det lå fjernt fra vores fysiske virkelighed, ja, her kan jeg jo igen kun tale om mig selv. Og det er sådan, at jeg synes, at alle billeder ville være forkerte, hvis jeg skulle prøve at beskrive de følelser, der levede i os (=mig) den sommer.

Det er derfor, jeg siger, at det var som at være i en drøm. Vi var utrolig glade for at være i live. Og glade for hinanden. Så enkelt var det vist. Ja, set i bakspejlet forekommer det mig, at livet var så let at leve dengang og næsten uden skygger. At glæden fik lov at lyse.

Hans og Anders

Senere kom mørket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *