Som jeg husker – 40'erne (igen)

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det seneste indlæg om 40’erne skrev jeg, at jeg husker tiden som vild og sej. Jeg husker også, at min onkel Svend ikke kaldte mig Marianne, men Marius. Og at jeg følte mig både stolt og lidt krænket over, at blive betragtet som en dreng. Jeg husker Prüsseturene, hvor Prüs, en af min fars venner, satte mig på sin store næve og med armen strakt dansede rundt i gården med det her barn på håndfladen. Et barn, der både var bange og voldsom stolt.

Prüssetur – stadig et blebarn og sikkert bange, men jeg husker den dans som frydefuld alligevel.

Prüs var en af mine bedste venner gennem hele barndommen. Jeg kom hos ham og Agnes i det store hus, men det var Prüs, jeg snakkede med og legede med. Hans to sønner var voksne. Hans kone husker jeg meget svagt. Og fandt hende kedelig.

Da jeg gik i første klasse – vist nok lige var begyndt skolen – kom Prüs en dag og hentede mig i skolegården. Han må have aftalt det med skolen og mine forældre, det ved jeg ingenting om, men han hentede mig i al fald i sin store lastbil.

“Jeg har jo lovet dig en tur i lastbilen, og nu skal jeg til Ålborg,” sagde han. Og jeg var lykkelig for den tur. Jeg sad ved siden af min ven i lastbilens førerhus, og vi snakkede og snakkede hele vejen, og da vi var på vej hjem, sagde Prüs: “Nu vil jeg vise dig noget meget smukt.” Og vi standsede op et sted, jeg husker ikke mere hvor, og gik ind på en stor plads, hvor der lå halvfærdige gråhvide figurer i jordforme. Figurer, der blev støbt i cement og vist nok mest var bibelske, jeg husker i al fald en korsfæstet Jesus med et stort blødende sidesår. Ret barsk at vise et barn. Pastor Laier, som kunstnere hed, viste os rundt og fortalte om hver enkelt figur. Den lille pige var stor nok til at suge til sig af det gruelige, hun så og som hun fandt overjordisk smukt og meget, meget sært. Hun holdt allerede dengang af det sære. Prüs fortalte, at de “fine” kunstkendere udskammede kunstneren og kaldte ham “gal”, men at jeg skulle vide, at det var stor kunst. Oplevelsen hører til en af mine udsøgte barndomsminder. Tak Prüs.

Jeg husker også, at jeg var med til dit og Agnes’ sølvbryllup og at jeg kom til at græde, fordi jeg tænkte, at nu var du så gammel, at du nok snart døde. Du har vel været sidst i 40’erne. Og du kom selv til at græde, da du holdt tale for Agnes.

I dag sad jeg og bladede i gamle mapper. Og i en af dem lå alle min mors sange. Hun var familiens sangskriver, og til en af min fars fødselsdage skriver hun en sang, hvor hun lader hvert barn synge om sig selv. Melodien: den første gang jeg så dig …

Hun slutter verset, hvor Anders synger til vores far, at han nok skal tale alvor med storken, så der kommer endnu en dreng i familien næste år, for de var jo to mod tre (= mor Hanne og Annelise mod far og Anders. Jeg skulle altså have været en søn. Og verset lyder:

jeg måtte dem jo skuffe/ idet jeg mangled’ lidt/ men da de så mig hørte jeg/ de begge sagde skidt/ nu er hun kommet/ hun er sød/ vi elsker hende straks/ vi lærer hende at bliv’ en dreng/ og rigtig frisk og rask.

og I kan tro/ at jeg forstod/ så lille som jeg var/ jeg spekulered’ på hvordan/ jeg skulle gøre dem glad/ og lærte snart at klatre op/ i vejens største træ/ og springe rundt på hyttefad’/ og give drenge tæv.

Det med at give drenge tæv er ikke noget, mor digter. Jeg tævede engang en stor dreng. Jeg var vel 9 år og lige begyndt på Freys private skole, gik i fjerde klasse. Vi legede i skolegården, og jeg stod og kiggede på, mens nogle små piger sjippede, eller prøvede på det, for en stor dreng fra Jerup – han hed Søren – drillede dem, og det blev han ved med. Han var så stor. Og jeg stod og blev mere og mere arrig, og pludselig fór jeg på ham med al den styrke, jeg havde i mig og væltede ham, så han faktisk kom lidt til skade. Jeg husker også, at jeg blev kaldt ind på Freys kontor og belært om, at jeg ikke måtte slå de andre børn.

Jeg havde væltet en bølle, men jeg sagde vist ingenting til mit forsvar. Måske har Hr. Frey klaget over mig til mine forældre. Det ville forklare det sidste vers i strofen.

Et lille NB: Pastor Laier boede i Hjallerup og lavede sine figurer der i haven. Der findes nu et museum for hans kunst i hans hjemby. Hans kunstneriske periode var fra 1936-1966. Han har udstillet på charlottenborg i 1970 og på Louisiana i 1971-72. Så han nåede altså at blive anerkendt kunstner. Da vi besøgte ham i 1950, var han mest kendt som “den gale præst”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *