Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det var filosoffen Wittgenstein, der sagde noget om, at ens verden er præcis så stor, som ens sprog rækker. Der, hvor dit sprog hører op, der er din verdens grænser. Grundtvig sagde, at ordet skaber det, det nævner. Nu har jeg citeret to tænksomme mænds kloge ord, men efter hukommelsen, og det er sikkert ikke helt ordret, hvad de sagde. Meningen holder dog.
Man er sit sprog. Sprog er mange ting, ikke kun ord, men ordet er det vigtigste. Det er selve livsnerven. Og hvis det ikke får næring, så forstener det, og man forstener med det. Tænk at ende som sten. Det er vi somme tider i fare for at gøre.
Da jeg begyndte mine studier på Århus Universitet i 1964, havde jeg meget vage forestillinger om, hvad jeg ville studere. Havde netop forladt et studium på Handelshøjskolen i Ålborg. Handelsskolen og så mig, det hang dårligt sammen. Alligevel var der en mening med galskaben: jeg ville tilegne mig en hurtig og i hele Europa anvendelig erhvervsuddannelse, så jeg kunne rejse til Paris og gifte mig med den mand, der gik dernede og ventede og ventede og ventede på den her danske pige, der ikke kunne bestemme sig til at blive hans kæreste og heller ikke (endnu) kunne give ham løbepas. Passet fik jeg i hænde efter et par totalt spildte måneders halvhjertede forsøg på at lære handel og vandel på tre forskellige sprog.
Jeg tror, at det er afgørende, hvem man møder i sit livs krisesituationer. Et par replikker fra en anden kan ændre ens liv. Og en dag hørte jeg lige de ord, ingen andre havde sagt, men som jeg tørstede efter og som jeg tror, ændrede mit liv. Jeg var hjemme i Strandby på besøg. På en tur ved havnen, mødte jeg en af mine fars gode venner, ingeniør Bodelsen, og vi faldt i snak, og han sagde: ”Hvad i alverden laver du på en handelsskole? Jeg kan ikke se dig på et kontor. Kan du selv det? Du er da vist på vej i en helt forkert retning, ikke?”
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Sikkert ikke noget særligt. Smilede nok bare som altid og nikkede og lod en ligegyldig bemærkning falde, men hans ord blev liggende som en irriterende summen. ”Jeg kan ikke se dig på et kontor.”
Og jeg vidste det godt. Mærkede det hele tiden. Min verden var i færd med at stivne. Jeg læste tre sprog, og jeg læste ingenting. Jeg skrev handelsbreve på fransk og engelsk og tysk: ”sehr geehrter Herr” … og skrev mig for hver dag længere og længere ind i kedsomheden.
Her et lille NB: Wittgenstein sagde ordret: “mit sprogs grænser er min verdens grænser.”