Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi er stadig i Chateaubriands århundrede: 1800-tallet, men det er tydeligt, at han har rødder i det forrige århundrede – 1700-tallets spirende romantik slår blomstrende ud hos ham, og smerterne fra revolutionen forlader ham aldrig. Og mens hans kunst folder sig ud under historiens vildeste vingeslag,og han gang på gang segner under de uvejr, der skyllede ind over Europa, er hun hjemme i den rolige andedam, hvor der nok er lidt røre, men det er på snadreniveau. Og vist er hun fra først af en grim ælling og bliver til en svane. Men det er ord fra Andersens pen – hendes tolkning er en anden – men derom senere.

I Johanne Luise Heibergs erindringer ser vi ind i lille Danmark, og Marseillaisen bliver nok sunget i århundredes begyndelse – (det ved vi fra Ingemanns barndomskildringer) men som et muntert indslag i familiefester og anden selskabelighed.

Fru Heiberg er gift med Johan Ludvig Heiberg, og hun danner sin kunstneriske og litterære smag efter ham – og han var ud over at være forfatter en af tidens mest anerkendte kritikere, og som sådan angreb han med ironi og spot tidens førende romantiske digtere – f.eks. Ingemann og Andersen.

Men dette indlæg skulle handle om J.L.Heiberg som memoireskriver.

Kort om hendes liv:

Hun fødtes i 1812 og døde i 1890. Døbt Johanne Luise Pätges.

Forældrene var småkårsfolk – havde, da hun var lille, en beværtning, hvor moren serverede hjemmelavet mad – faren øl og underholdning: de små døtres dans på billiardbordet. Senere levede de udelukkende af morens madlavning.

Pigen bliver tidligt elev på Det kongelige Teaters Balletskole, hjulpet dertil af en ung mand, som falder (?) for hende og i al fald tager hende i sin varetægt. Han er en af de mænd, der kommer i huset for at drikke, spise og spille billard, og der ser han, hvordan faren tvinger de små piger til at danse på billiardbordet for at more kunderne, og han “redder” dem fra den skam, som i al fald Johanne føler ved at optræde på den måde og for det publikum. Siden hjælper han pigerne hele vejen til de bliver voksne: får dem på balletskole, betaler for dem, giver dem undervisning osv.

Jeg vil ikke nærmere komme ind på de biografiske data, men udelukkende se på Johanne Luise Heibergs måde at gribe genren “memoirer” an på.

Det har mange andre også gjort forskellige forsøg på. Jeg vil citere nogle linjer fra et par stykker, som jeg er enige med. Bodil Wambergs “Johanne Luise Heiberg”. Hun skriver på side 11 følgende:

“… i erindringernes beretninger fungerede hun på helt andre præmisser, her krængede hun over i en så lidenskabelig subjektivitet, at det “genoplevede” i folkemunde blev til “gjenopløjet”, og ingen i den danske litteraturs historie har vist posthumt givet anledning til en sådan ravage som Johanne Luise Heiberg, da hendes erindringer i 1891 blev udgivet, planmæssigt et år efter hendes død.”

Vibeke Schrøder skriver om sagen således i sin bog om Johan Ludvig Heiberg: “Tankens Våben” (side 10)

Hun blev mistænkt for at lyve om sit liv, men det er en forenklet og forkert opfattelse af et erindringsværk. … Fru Heiberg brugte tredive år på at finde frem til og formulere sandheden om sit liv, fordi hun havde brug for det. Det, der for andre tog sig ud som løgn, var i virkeligheden en dybere sandhed end den, der kunne formuleres i en traditionel selvbiografi. De steder i bogen, hvor man kan afsløre åbenbar usandhed og fortielse, er de mest interessante, for det er her, den personlige mytologi kommer til udtryk. Det er her, fru Heiberg fortæller den egentlige historie om sit liv.

I den sidste del af Fru Heibergs erindringer fortæller hun, hvordan og hvorfor denne beslutning om at skrive om sit liv kom til hende. Og jeg tror, at vi skal tage hende på ordet. Hun skriver: (citat side 144)

En Eftermiddag i Februar, da jeg sad ene og grublede i Tusmørket i min Dagligstue, stirrende ind i den livlige Lue fra Kakkelovnen, og i Tankerne gjennemgik min Barndom, min Ungdom og min nuværende Stilling, faldt der mig for første Gang i mit Liv ind: Mon du ikke kunde optegne alle disse Erindringer, alle disse lyse og mørke Aar; Maaneder, Dage, Timer af dit Liv og derved rive Tanken løs fra dette nærværende uhyggelige Tidspunkt? Der behøver jo Ingen at læse det; naar det kun gjør den Nytte at rive dine Tanker bort fra dette Øieblik og befri din Sjæl fra, at Bitterheden slaaer Rod i Sindet, da ere jo store Ting opnaaede. Og neppe var Tanken født, før jeg sprang op, tændte Lampen, lagde et Ark Papir tilrette paa Bordet og dyppede min Pen. Jeg sagde til mig selv: “Nu vil jeg nedskrive Alt, hvad der staaer i min Erindring, uden mindste Kritik eller Forbeholdenhed; siden kan jeg jo igjen udslette, hvad der ikke burde være nedskrevet; men nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed. Jeg vil ikke bryde mig om Form, Stil eller Sligt, men skrive saa hurtigt som Pennen kan løbe.”

Som man kan se, så er det hendes tanke at være sanddru og at nedskrive det, der melder sig for hendes som vigtigt i selv skriveprocessen. Og naturligvis vil resultatet blive subjektivt. Hun ser jo med vilje tingene fra sin side, og som bekendt har alt flere sider, og hun kunne måske nok have skrevet med det forbehold, at der findes andre vinkler end hendes egen.

Det gør hun ikke. Men det gør ikke hendes ord løgnagtige. De er netop så meget mere hendes ord.