Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Men nu til Wendy Michells “En jeg kendte engang” – en bog, der rammer beskrivelsen af sygdommen på en måde, som jeg aldrig ville kunne gøre. I min bog Cirkelbarn og Sommerfugl forsøger jeg det. Men jeg er (gudskelov) en udenforstående. Det er Wendy ikke. Hun lever med sygdommen og hun formidler sin viden så smukt og stærkt, at man virkelig bliver grebet som læser.
I denne del af bogen deltager hun i en festival ”Yorks Women of the World (WOW –festival) – og en del af arrangementet handler om demente. I nedenstående citat møder vi hende en dag, hvor hun deltager som publikum til en række foredrag om demens. Der er ca. 80 deltagere i foredragslokalet, og kun seks af dem er demente, nogle af dem foredragsholdere. Hun skriver:
”Jeg prøver at regne ud, hvem af dem det er. Jeg studerer deres ansigter og deres tøj, før det går op for mig, hvor fjollet den ide er. Ser jeg måske ud til at have demens? Gør nogen af os? Det er ikke en sygdom, vi har stemplet i panden. Det er en usynlig lidelse.”
Hun hører nogle af de dementes indlæg. Det er velformulerede og begavede foredrag, og hun glæder sig over, hvor dygtige og begavede mennesker, det er, og hun får styrket sit håb om at klare sig og at holde ud uden at tabe modet.
Senere deltager hun i en diskussionsgruppe, hvor kun demente deltager:
”Der er kvinder fra alle samfundslag: læger, akademikere, kvinder ligesom mig. Alle deres historier er forskellige, men min diagnose er den nyeste. Nogle af dem blev diagnosticerede for ti, ja endda femten år siden, men her sidder de ved samme bord som mig og snakker velformuleret om deres liv og det, de finder vanskeligt. Vi ler også, navnlig når vi beskriver de samme udfordringer, hvor vi ikke behøver at forklare, hvordan det virkelig føles, for bare ud fra en kort beskrivelse er vi klar over, hvad det handler om. Vi bliver enige om, at hvis vi pludselig får en eller anden tanke, så har vi lov til straks at komme frem med den frem for at risikere, at den forsvinder – vi ved alle sammen, hvordan det føles, og igen er der lattersalver. Jo mere vi taler sammen, jo mere vokser håbet i mig, tanken om, at der er en god chance for, at jeg kan være ligesom dem om ti-femten år.