Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Livet i det lille fiskerleje har skiftet gennem tiderne, men en religiøs grundholdning har præget beboerne længe før Indremissionen med pastor Moe og pastor Madsen i spidsen gjorde sit indtog. Harboørebeboerne tog Gud med i alt. Det betød ikke, at de ikke drak og dansede. To idrætter, der i følge Karen Thuborg dyrkedes med liv og lyst og ved enhver lejlighed. Men så var der altså en lille håndfuld huse, der skilte sig ud, for her boede folk, som nærmest var “gudstrodsige” og som kun tog Guds ord i munden for at bande. Karen fortæller desværre ikke hvor de huse lå, men her kommer et citat fra Karen Thuborgs optegnelser:
( citat side 275) “Der var paa Harboøre en lille By paa henved en Snes Huse, som ikke havde noget godt Ord paa sig. En Del af Børnene herfra var ret ryggesløse. Aarsagen dertil var vistnok, at Fædrene det meste af Tiden laa ude paa Fiskeri, og Mødrene var ude at arbejde for Gaardfolkene. Børnene fik da Lov at skøtte sig selv; de store skulde passe de smaa; de fik sjælden lært deres Lektier og naar Moderen var hjemme, skulde Børnene gaa omkring og tigge. Børnene her var lige saa slemme til at bande som Forældrene, og de havde Ord for baade at ville lyve og stjæle.” (Citat slut.)
Som sagt fejlede livsglæden ingenting, og Karen T. skriver, at børnene paa Harboøre (ja, det hedder “paa”) lærte lige saa tidligt at danse, som de lærte at læse. Inden de kom i skole havde de lært begge dele (Karen var barn i 50’erne – Christen i 70’erne) – de kom i skole, når de var fyldt 6 år, og der var to klasser, men altså kun en lærer. De små gik om sommeren og de store om vinteren. Det var en børnerig egn, og læreren skulle undervise mellem 60 og 70 elever hver dag. Han udvalgte nogle af de dygtigste børn som hjælpelærere.
Selv om der ikke boede direkte velhavende folk på egnen, var der alligevel meget store klasseforskelle, og det viste sig f.eks. i skolen. Når børnene skulle spise deres medbragte mad, så var der pålæg på de fleste børns mad, men ikke på de fattige børns – ofte havde de kun en humpel groft brød med et dryp sirup. Så tog de deres tavle og holdt den hen foran et af de rige børn – de gjorde det med lukkede øjne, for det var skamfuldt. Og så hviskede de: (citat) “Gi mæ en Bje o mi Tawwl,” eller: “Æ tægger te mi fatte Føe.“( citat side 277)
Jeg ved ikke noget om præstens løn, men føden fik han i al fald, for til julen og til foråret “ofrede” børnene til præsten. De medbragte til konfirmationsundervisningen penge og mad i rigelige mængder. (citat side 277) “Gaardmændenes Børn ofrede Penge, tilligemed en Gaas, et Faarelaar, en Skinke, eller en stor Sødmælksost. Fiskerbørn gav Penge og i Vinterens Løb en Kurvfuld Hvilling eller en stor Havtorsk….. hen ad Foraaret ofrede vi igen til Præsten ligesom til Jul. “
Også i kirken råbte standsforskellene højt. De mest velbjergede sad på de øverste bænke, anbragt efter hartkorns størrelse. Det var en stor skam at sidde nederst. Jeg ved ikke, hvor familien Kokholm har siddet, men de kom aldrig højt op i kirken.
Karen fortæller, at et gudeligt røre begyndte paa Harboøre sidst i 1860’erne, idet der kom en gundtvigiansk lærer til skolen, Christian Sørensen, og han begyndte at forsamle folk og diskutere alt muligt med dem. Senere fik Sørensen konkurrence fra missionærerne, men det kommer hun ikke nærmere ind på. Sandsynligvis fordi hun omtrent på den tid forlader Harboøre sammen med sin mand. Jeg ved endnu ikke, hvilken lærer, der underviste Christen Kokholm, men det finder jeg ud af. Noget tyder på, at grundtvigianismen har haft tag i ham, for han kommer i al fald som ganske ung på Vallekilde Højskole. Derom senere. Vi lader Christens opvækst og udvikling ligge en tid og vender os til det daglige liv på stedet. Hvordan var en almindelig arbejdsdag?