Kokholm 8

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nedenstående indlæg et en hulter til bulter-fremstilling af hvad jeg gravede frem i Skagens Arkiv: Tinghuset i dagene 28-29/8 og 4-5/9 2019. – det første er billeder og artikler etc. fra arkivet. Senere en kort gennemgang af, hvad Skagen Avis beretter i tiden fra 1917 og frem – her vil jeg nødvendigvis springe – muligvis til din forvirring, men du kan jo bare selv springe: springe det hele over. Det er mest til min egen fornøjelse, at jeg nedfælder det:

Ovenstående billede stammer fra Nordjyske Søndag. Avisen havde i 12/3 1989 en artikel om Kandestederne, og heri ser man en række billeder af det lille sted, hvis storhedstid var fra 1900-tallets begyndelse og til omkring slutningen af 2. verdenskrig.

Her i 1989 har hotellet stået tomt i ca. 7 år og er tydeligt nok forfaldent. Hotellet blev ifølge Nordjyske Søndag midt i 80’erne købt af “Strandgade 12, Christianshavn” – et firma med store hotelplaner, men disse planer kunne heldigvis ikke realiseres. De gik ud på bygge et hotel i beton – og det blev afvist af amtet.

I det følgende ganske lidt om hotellets skæbne efter at Mads Kokholm sagde farvel til de sidste gæster i sommeren 1981.

Oplysningerne, som jeg lægger frem på bloggen har jeg fra Tinghuset i Skagen, og jeg vil naturligvis angive min kilde hen ad vejen. Som ikke bliver lang, for der er ikke et hav af dokumenter. Jeg har derimod rigtig mange sagsmappepapirer og lign. fra Lise Troldborgs store arkiv, men det handler meget om familiens arvestridigheder og naturligvis også om hotellet. Meget af det kunne give stof til en bog, men den kan jeg ikke skrive.

De oplysninger, der følger her, er heller ikke en del af min bog, men resultat af min nysgerrige søgen i arkiver angående hotellet. Derom senere.

Her kommer nu først et billede fra en helt anden tid – nemlig omkring 1910 – og den tid bliver en del af min bog om de to store personligheder fra Kandestederne, der drev hotellet . I disse år vokser hotellet for hvert år i anseelse og størrelse. Og kernekræfterne bag succes’en ser vi her med familie: Christen og Elisabeth. Ved siden af Elisabeth står hendes mor, Karen Marie, og foran dem børnene Tre drenge: Mads, Kristian og Carl. Pigerne hedder Anna Maria, Maria og Helga. Lille Rigmor er endnu ikke født. Billedet er fra Tinghusets arkiv.

Nogle notater fra Tinghusets arkiv (28/8 2019) om Kandestederne:

SKAGEN AVIS:

I 1922 fejrer Elisabeth og Christen sølvbryllup og Skagen Avis skriver herom blandt andet: ”For 6 Aar siden købte Kokholm Nabogaarden, og nu er han den største Jorddrot i Kandestederne.” Han bliver spurgt om, hvilke værdier, han sætter højt, og her svarer han, at det at læse gode bøger er noget, han vil anbefale alle. Selv læser han meget. Han roser også højskolebevægelsen og siger, at alle unge burde tage på højskole, og at det er noget, alle kan få råd til. Han slutter samtalen med disse ord, der er lidt tankevækkende, da han har et par voksne børn, der faktisk ikke kommer på højskole (så vidt jeg ved) , men hvoraf den ene emigrerer til New Zealand  i 1924: ”Jeg har tit undret mig over”, siger Kokholm, hvorfor saa mange rejser ud i det fremmede for at blive til noget. Hvis de vilde arbejde lige saa haardt hjemme, som de maa derude, saa kunde de naa vidt ogsaa her.”

POLITIKENS MAGASIN 29/11 1938 (Anker Kirkeby)

Kirkeby beretter om en tur til Skagen, og her er han i Kandestederne og skriver efter en tur på milen: ”Til gengæld laver den elskelige Værtinde i KOKHOLMS HOTEL de bedste Pandekager i hele Jylland. Naar Kongen og Dronningen bor paa Skagen er Besøgets Toppunkt Turen til Kandestederne for at smage Fru Kokholms Pandekager.”

20/9 1947 i en opgørelse fra Sparekassen ses, at ”Enkefru Elisabeth Kokholm”  har en restgæld på 12.000 kr. På det tidspunkt har Christen været død i 9 år, og hotellet har under hele krigen måttet huse tyske soldater. Måske har det derfor været nødvendigt for Elisabeth (=Mads) at tage et lån.

HJEMMET NR. 25 1973

”Tilbage i 90’erne var det Drachmann og hans venner fra Skagen, som i rejsevogn med firspand gjorde den støjende entré på gårdspladsen hos familien Houkjær i Kandestederne for at få kaffe og æbleskiver.”

Ovenstående begivenhed var før Kokholms Hotel blev bygget i 1907.

EKSTRABLADET  20/7 1974 – Sylvester Hvid

Her skal man stå i Den blå Bog for at feriere.  Kandestederne ved Skagen er velhavernes paradis ”Den blå Mallorca” Ca. 30 velhavere har med ildhu bygget deres sommerrecidenser. – Samlingssted for disse medlemmer af den herskende klasse er det navnkundige KOKHOLMS BADEHOTEL. Det ejes og ledes af Mads Kokholm og hans søster Hofjægermesterinde Marie Andersen.

INFORMATION 30/8 1984

Firmaet Flexplan har købt kroen og et af hotellerne. Fra næste sommer skal her være ferielejligheder. Kokholms Hotel lukkede dørene sidste gang i 1981 – Da badehotellets gæster var rejst tilbage til byerne efter sommeren 1981, sad hotellets ejer Mads Kokholm alene tilbage med sin folkepension og sine får. Han var næsten blind. Da hans far døde midt i 30’erne overtog Mads Kokholm hotellet, først i forpagtning, senere købte han det af sin mor. Mads Kokholms død i efteråret 81 satte et punktum for hoteldriften. Rigmor Darling er eneste arving til Kokholms hotel, men inden sin død oprettede Mads Kokholm et fond, som arvede 2/3 af ejendommen – hotellet og jorden. Rigmor fortæller: ”Tyske soldater, som havde kystvagten i Kandestederne, vi havde dem i fire år. Vi havde stadig gæster om sommeren. Der var ingen gnidninger. Selvfølgelig var det ikke morsomt at have tyskere, og de blev der jo hele vinteren, hvor vi normalt havde lukket. Men i det store hele gik det udmærket..” Rigmor rejste ud som au-pair pige i Østrig og Schweiz. Marie og Mads drev hotellet sammen, indtil hun giftede sig og blev hofjægermesterinde. Da Marie blev enke flyttede hun tilbage til Kokholm og drev hotellet sammen med Mads. Arbejdede der til sin død i 1976. Fondet som ejer størstedelen af Kokholms ejendom, hedder ”Hotelejer Mads Kokholms og Jægermesterinde Marie Andersens fond.” ”Hvad formålet med fondet er må du snakke med advokaten om, ”siger Rigmor Darling, ”min bror var ret indesluttet. Sådan noget talte han aldrig om. Han var altid tavs og indesluttet.” Flex – Plan har købt Kandehus og Kokholms Hotel. Jette Hjort driver Hjorts Hotel – overnatning med morgenmad.

SKAGEN AVIS 4/6 1987

HJORTS HOTEL: “Tid der står stille” Lola Blaidel om at genoplive Hjorts Hotel. Siger bl.a.: “de første penionærer havde rod i middelstanden. De finere kom på KOKHOLMS HOTEL og KANDEHUS.

BERLINGSKE TIDENDE 2/12 1990

Knud W. Jensen hørte til “Hjort-Klanen: Det ædelige Kandelaug”

BERLINGSKE TIDENDE 1992

En epoke var slut efter en menneskealder. Fire erhvervsfolk fra Aalborg søger at genskabe ferietraditionerne omkring de gamle badehotelller ved Raabjerg Mile.

Her et kort rids over Skagen Avis’ indhold i årene 1917 – 1918 – med henblik på Kandestederne og omegn. Der står ikke meget om stedet. Men man får et indtryk af hele landets situation, med vareknaphed og fattigdom i krigsårene.

4/4 1917 – Janus Jensen, Hulsig bliver formand for Hjælpekassen. Janus er min farfar.

27/11 har Edv. Egebjerg en artikel om lærernes sociale stilling. Standen har altid været for beskeden og han plæderer for en forbedring af lærerstanden med hensyn til anseelse og løn.

15/1 1918 – snestorm i hele landet. “Ved Middagstid kunde noteres Storm, og de, der færdedes paa Gaderne, maatte ogsaa sande, at dette langt fra var overdrevet.

14/2 – 1918 – Hvad Havet giver fra sig: Paa Højen Forstrand er der inddrevet 3 Fustager Olie, og nogle Højensfiskere har opfisket andre 8 Fustager af samme Indhold. Muligt strækker Staten sine lange Fingre ud og siger Haps.

25/2 1918 – Afslag. Justitsministeriet har i anledning af et til dette indsendt Andragende om Tilladelse til, for at afhjælpe den for Tiden herskende Brændselsnød, frit at opsamle Smaabrænde, som driver i Land paa Kysten, nu meddelt, at det ikke kan imødekomme Andragenet.

15/6 1918 – Vore sommergæster: I Slutningen af Maaneden ankommer Hr. og Fru Johannes Poulsen, der vil bebo Etatsraas Hegels Villa.

15

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *