Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
I forlængelse af forrige indlæg om Mellemøsten – hvor krigen har raset i årtusinder, kommer nu dette indlæg om KRIGEN.
Da jeg for flere år siden brugte det meste af en vinter på at læse Det gamle Testamente, tænkte jeg, at i al fald én ting var uændret i den egn: de mange drab. De finder stadig sted.
Hvornår har der været FRED i Mellemøsten?
Jeg husker, at jeg i 1961 hørte et foredrag på Th. Langs Gymnasium i Silkeborg. Det hed ”Fred i Mellemøsten” og foredragsholderen var pastor Poul Borchsenius fra Randers. Jeg glemmer aldrig den aften. Han var ikke blot en stor foredragsholder, han var også skuespiller og tryllebandt os i et par timer. Han var med til at danne vores opfattelse af Israel og hele konflikten omkring oprettelsen af den nye stat.
Under 2. Verdenskrig var Borchsenius aktiv i evakueringen af jøder i Danmark, og i 1943 måtte han selv flygte til Sverige. Han begyndte sit foredrag med at skildre arabernes grusomme adfærd (ikke kun mod jøder, men også indbyrdes). Der var ingen tvivl om, hvor hans sympati lå i konflikten mellem araberne og jøderne. En sætning husker jeg tydeligt: ”Det eneste, de arabiske lande kan blive enige om, er at jøderne skal fordrives fra Israel.”
Jeg tror ikke, at krig løser konflikter. Vold avler vold. Det viser historien, og det viser litteraturen.
Men jeg er helt sikker på, at pastor Borchsenius IKKE var pacifist. Og Israels premierminister på den tid, Ben Gurion, var i al fald ikke. Han var ivrig zionist lige fra sin ungdom. Og han var leder af ”Frihedskrigen” mod araberne. Staten Israel var oprettet og forsvaret gennem ham og hans bevægelse.
Jeg tror, ligesom den unge enke i Amos OZ’ roman ”Judas” og ligesom hendes far, at man ALDRIG skulle have oprettet en jødisk stat, fordi det KUN kunne føre fra krig til krig. Det har det gjort siden.
Det er efter min mening forkert at oprette små supernationale stater (Catalonien som seneste skud på den stamme – Jugoslavien som en af de nyere – ) Det rigtige er at lade udviklingen og oplysningen medføre fremskridt og demokrati. Ikke krige.
Og jeg tror, ligesom den indiske leder Gandhi, at ikkevold er den eneste vej at gå, fordi vold altid fører til mere vold. Og fordi vold er det værste et menneske kan øve mod et andet menneske.
Og jeg tror ikke, at et menneske må slå et andet menneske ihjel. Det er der en lov imod i al fald i min religion. Man skal kæmpe. Ja. Men med ord. Ikke med dødbringende våben. Knæk riflen! Skærp ordet!
Og ja, jeg kender alle modargumenterne: At der findes ”gode” krig og ”onde” krige. At nazismen f.eks. aldrig ville have kunnet standses ad fredelig vej. At atombomben over Hiroshima var nødvendig for freden. At israelerne ville være blevet fordrevet (endnu engang), hvis de ikke havde grebet til våben. Og som den gamle mand i OZ’ bog siger: At nok så mange kopper kaffe aldrig vil kunne gøre dødsfjender til livsvenner. At vi er nødt til at forsvare os i en ond verden af syndige mennesker. Det skyldes alt sammen syndefaldet, siger Luther, og derfor kan vi ikke være fredelige og gode mennesker.
Den køber jeg ikke. Men jeg er som sagt heller ikke rigtig lutheraner.
Argumenterne imod krig har jeg derimod købt. F.eks. fra Erasmus, der er samtidig med Luther. Og fra Voltaire, der levede et par hundrede år senere.
Her ses Erasmus ved skrivebordet foreviget af Albert Dürer i 1526.
Erasmus af Rotterdam skriver f.eks. følgende i sin afhandling om krigen fra 1515:
( Citeret fra Aage Marcus: Livsanskuelse gennem tiderne. Gyldendal 1958)
Teksten er jo mere end 500 år gammel, så sproget og billederne er derefter. Alligevel. Læs blot disse udpluk af afhandlingen for at få en fornemmelse af den gamle humanists holdning til krig:
”Om der er noget i verden, som man bør betænke sig på at iværksætte, ja, som man burde undgå med alle midler … da er det visselig krigen. Intet er mere umoralsk, intet mere ulykkebringende, intet mere omfattende, vedholdende og gruopvækkende i sine ødelæggende virkninger. Kørt sagt: intet er mere uværdigt for mennesket – for da slet ikke at tale om et kristent menneske.”
Erasmus undrer sig over, at oplyste mennesker som jurister og teologer kan gå med til at opildne folk til at gå i krig. Og han fortsætter:
”Nu om dage (er) krigen i den grad en anerkendt institution, at man finder det underligt, at der er mennesker, som ikke billiger den; den er så fuldkomment accepteret af den offentlige mening, at det anses for upatriotisk at misbillige noget, som dog er mere forbryderisk og ulykkesbringende end noget andet.”
Erasmus går nu over til at karakterisere mennesket som et i grunden blidt og fredeligt væsen. Det kan man så diskutere, om han har ret i. Krigens realitet, ikke mindst i 1500tallet, hvor religionskrigene og krigene fyrsterne imellem strakte sig ud over hele Europa. Men det mener han alligevel og fortsætter:
Betragter man blot menneskelegemets bygning og ydre, er det da ikke umiddelbart indlysende, at naturen, eller rettere Gud, har skabt dette væsen ikke til krig, men til venskab, ikke til indbyrdes fordærv, men til gensidig hjælp, ikke til voldshandlinger, men til velgerninger. Alle andre levende væsener er nemlig udrustet med angrebs- eller forsvarsvåben … nogle har et rygskjold, andre en tyk hud eller skal. Nogle, som duen, har hurtighed til værn, andre har fået giftens våben. … Kun mennesket er fra naturens hånd nøgent, svagt, spinkelt og våbenløst, dets hud er glat og ubeskyttet. Intet som helst i dets legemsbygning er indrettet til kamp eller voldshandlinger. …
Og han fortsætter med at påkalde sig naturens indretning af mennesket som ganske uegnet til krigshåndværk. Han siger:
Naturen har således villet, at mennesket skulle anse livets gave for givet mindre til det selv end til dets medmenneskelighed, at det skulle føle sig viet til næstekærlighed og venskab.
Tankevækkende, at Erasmus taler nok så meget om NATUREN som han taler om GUD.
Langt senere i sin afhandling skriver han:
Hvordan er det nogensinde faldet os ind, at den ene kristne skulle drage sværd mod den anden? Kristi bud er ét, nemlig kærlighed. Og gives der noget mere stridende imod dette bud end krigen?
Erasmus kommer nu ind på begrebet tolerance. Han tager som eksempel krigen mod tyrkerne – relevant emne på denne tid, hvor det osmanniske rige ekspanderede og truede store dele af Europa. De fleste er enige om, at krigen mod tyrkerne er retfærdig og at det jo er vantro, man dræber og at det derfor ikke kan være en ugerning.
Erasmus siger:
”Når du myrder dem (=tyrkerne), der ganske vist er vantro, efter vor formening, men som dog er mennesker, for hvis frelse Kristus er død, bringer du så ikke djævelen et slagoffer, så den gamle fjende glæder sig dobbelt, både fordi der dræbes et menneske, og fordi den, der dræber, er kristen? Hvis de gamle forkyndere af evangeliet havde været af samme sind over for os, som vi er over for tyrkerne, hvor ville vi da være nu? – vi, som takket være deres fordragelighed er kristne —- Jeg foretrækker en god tyrker for en hyklerisk kristen.”
Godt scoret Erasmus – siger jeg – 500 år efter, at de ord er nedfældet. Og så kan man jo komme en gang til og påstå, at Luther gik ind for krig og nedslagtning af oprørske bønder, fordi han var barn af sin tid.
Det var han sikkert. Det var en grusom tid.
Men Erasmus var også barn af sin tid. For det var også en humanismens tid.
Tidsånden var ikke kun for krig. Den var også for fred.
Jeg er helt sikker på, at Luther var MODIG – det viser hans holden fast ved sine ideer, selv om han ved, at kætterbålet brænder tættere og tættere på ham.
Jeg er også sikker på, at Erasmus var mindre modig. Det var han sikkert nok. Men han var ingen kryster. Der skal også mod til at gå imod ”den offentlige mening.”
Der er nogen, der siger, at blindt mod skyldes fantasiløshed. Jeg tror i al fald, at mange krige ville været undgået, hvis dem, der rustede op til dem og satte dem i gang havde haft en større og mere veludviklet forestillingsevne.
Mod KAN være en form for afstumpethed.
Nu er par citater fra Voltaire, og vi er sprunget et par århundrede år frem og befinder os i den såkaldte oplysningstid:
Gipsafstøbning af Voltaire
Voltaire levede meget af sit liv hos Frederik d. Store og var forvist fra sit hjemland bla. på grund af det store spørgsmåltegn han stillede ved den gængse kristendoms opfattelse af Gud.
I et af sine hovedværker “Candide” tegner han et ironisk portræt af sin tid. I kapitel 3 kommer han ind på “krigen” og fremstiller den jo med den ironi, der hersker i hele bogen. Hovedpersonen, Candide, har forvildet sig ind midt i en krig: Jeg oversætter indledning fra en fransk udgave. “Candide ou l’optimisme” NIZET, Paris 1959):
“Intet er så smukt, så forfriskende, så strålende, så velordnet som to hære. Trompeterne, piberne, oboisterne, trommerne. Kanonerne dannede en harmoni, man aldrig havde set mage til i Helvede. Kanonerne fældede først næsten seks tusinde mænd på begge sider; dernæst befriede musketererne denne den bedste af alle verdener for henved ni eller ti tusinde slyngler, og inficerede derved jordenoverfladen. Bajonetterne var den tilstrækkelige årsag til nogle tusinde mænds død. Alt i alt beløb det sig til henved 30 tusinde sjæle. Candide skælvede som en filosof og gemte sig, så godt han kunne, under dette heroiske slagteri.”
Jeg kunne finde mange flere citater fra Voltaires skrifter, men vil nøjes med det her, der vel ret præcist udtrykker hans holdning til krig.