Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
MAN HUSKER.
Man lukker øjnene og forsøger at glide de mange år tilbage. Endeløse rækker af dage. Ved vejs ende er man snart, men engang var man ved vejens begyndelse.
Dengang.
Da man var et lille barn, og alting var nyt.
Hvordan genskabe de billeder, som dagenes sand har dækket?
Hvordan genfinde de personer, som var så nærværende, at man kunne læne sig op ad dem, når man ikke orkede at stå på egne ben – eller flygte fra dem, når man syntes, at de var for meget?
Mange er døde. Andre så man kun flygtigt, men de satte et mærke i sindet, som stadig er synligt for det indre øje.
Marcel Proust spiste en Madeleinekage, mere skulle der ikke til, og fluks var han tilbage hos sin tante ( eller bedstemor) i Cambray i Nordfrankrig, og han var det lille barn igen. Smagen – det var nok. Og han huskede alle detaljer. Ikke bare kirken og solnedgangen. I ”a la recherche du temps perdu” fører han sin læser gennem et virvar af genoplevede sanseindtryk. Som læser snuser man til den tid, han husker. Sanserne åbnes. Hans først. Vores siden.
Imre Kertesz løftede sin arm og snusede til læderremmen på sin ur, og så var han tilbage i Auswitch, og han var igen den lille dreng, der løj sig ældre, end han var, for ikke at ende i gasovnen. Mærkeligt, og er det nu også troligt alt det, han fortæller os i ”de skæbneløse”? Det lyder så utroligt. Når han skriver om, hvordan det var at være lykkelig i Auswitch?
Det salte vand. Havet.


Jeg tror, jeg skulkede den dag. Men det ved jeg ikke sikkert – synes bare, at jeg må have gjort det, for vejret var så smukt, og det var sommer, og solen kastede gule smil ud over byen og havet, og skolestuen var grå. Det husker jeg tydeligt. Selv om jeg sad ved vinduet og øjnene var et andet sted. Og lærerinden sov. Fru Fredborg sov altid. Det er sådan, jeg ser hende: lænet ind over katederet. Hun ligner en, der var en smule på vagt, som en kat, der kun sover med et øje. Men man kan høre på vejrtrækningen, at hun ikke er vågen. Somme tider snorker hun, og så retter hun sig med et sæt og kaster et blik ud over ungerne, der sidder artigt med tavlerne. Griflerne skratter. Det er som det skal være. Hun lukker øjnene og sukker og er væk. Er jeg også væk?
Måske pjækkede jeg?
Eller også var det søndag. Og jeg kunne blive på standen i al evighed. Eller i havet. Omsluttet af mit element. Jeg var fisk engang, det kan jeg mærke.
Vores mor lod os gå frit hvorhen vil ville, men hvis vi skulle bade, måtte hun vide det. Og vi skulle love hende, at vi kun gik så langt ud, at vandet nåede navlen. Ikke et skridt længere.”Kun til nollebassen, lille Janne!” sagde hun.
Og jeg lo og lovede, og var ligeglad, for jeg var en god svømmer.
Fra vi var små, kunne vi svømme som de fisk, vi var inderst inde. Små sære fisk, det var vi.
Jeg husker den første gang, jeg oplevede det. Erindringen er ganske vist uklar og måske ikke helt troværdig, skønt jeg tror på den lige nu. Men jeg befinder mig et forkert sted – her er intet hav – jeg sidder ved min computer og er voksen og kan ikke forsvinde i dybet, som jeg gerne ville for at finde ud af, hvordan det var.
Måske er det ikke gået for sig på den her måde. Men jeg tror det.
Erindring: De store børn ( hvem? mine søskende?) har taget mig med i jollen, de sejler tit uden for havnen, vi har vores egen jolle, og nu ligger vi for anker derude, og en af de store får mig losset ( eller lokket) udenbords og siger vist nok: ”Svøm så!”
Og jeg svømmede. Og min krop blev født. Og jeg blev døbt i dybt vand og stor lykke..
Men den søndag (eller pjækkedag måske), som jeg vil fortælle om, skete der ikke noget særligt. Slet ikke noget dramatisk. Men jeg har alligevel gemt dagen som en af de fineste. Og mest bitre. I den sidste ende altså.
Jeg var alene på stranden. Eller rettere, mine venner og søskende var der ikke, og det er måske derfor, det forekommer mig, at det må have været i skoletiden. Men alene var jeg så alligevel ikke, for der var også en dreng.
Det var en smuk dreng. Han gik i vandkanten og samlede små rejer op, og jeg gik helt hen til ham og så ham åbne hånden og række den frem imod mig, og inde i håndfladen sprællede noget småt og næsten gennemsigtigt. Så levende. Så fint.
Vi legede hele dagen. Jeg lærte ham at træde rødspætter.
Det blev sent, og vi måtte skilles. Han lagde sin hånd på min arm. Og vi var vel 7 eller 8 år, og så sagde han, at vi skulle lege igen i morgen. Solen skinnede om kap med en lille piges smil.
Men så var det, han spurgte mig om, hvad jeg hed. Marianne, sagde jeg.
”Er du en tøs?”
Han vendte sig om og løb.
Jeg så ham aldrig mere. Jeg havde arvet Anders’ badebukser. Så drengen var undskyldt. Han kunne ikke vide, at jeg var en tøs.
Jeg ville ikke være en tøs.
Men det var jeg jo. Her står jeg med min dukke. Jeg legede jo faktisk med dukker. Min dukke hed Ole.