En film – og nogle tanker

Støvring Bibliotek 1999

Skagen Bibliotek 2015

Hermed et indlæg, som egentlig ligger i forlængelse af det foregående, idet det også handler om demens.
Jeg så forleden den danske film ”nøgle, hus, spejl” af Michael Noer og med Githa Nørby og Sven Wollter i hovedrollerne. Hun var som altid suveræn, og når jeg alligevel sad med en fornemmelse af, at filmen ikke var vellykket, så skyldes det ikke skuespilpræstationerne og ikke drejebogen. Handlingen var OK. I al sin enkelthed var det denne:
Lilli er sammen med sin mand kommet på plejehjem. Han er lam efter en hjerneblødning og hun trives ikke. Så forelsker hun sig i en anden beboer, og han i hende. Hun liver op. Den historie er smukt fortalt. Lilli er begyndende dement og bryder sammen, da det går op for hende, at hun er syg. Filmen ender med, at de to gamle finder sammen på trods. En dejlig historie, synes jeg – jeg har næsten den samme i en af mine noveller: ”Kærlighed”, som står i ”Skyggelys”.
Nej, det, der gør filmen næsten ubærlig at se på, er kameraets insisteren på nærbilledoptagelser, sådan at man næsten hele tiden trækkes helt tæt på ansigterne, navnlig på Lillis ansigt. Det er der jo en ide i: Man tvinges ind i den syges fortvivlelse. Og fint nok, at man kan føle med hende, men det kunne gøres på en anden og knap så brutal måde. Film er i forvejen en medie, der virker voldsomt i forhold til andre former for fiktion – og her kommer man ublufærdigt tæt på den demente kvindes gamle, forgræmmede og med vilje synes jeg, forgrimmede ansigt, så tæt, at man kan tælle hvert hår på hagen og hver rynke i ansigtet og hvert et fejlanbragt sminkestænk. Det er i sandhed uskønt. Og gamle rynkede ansigter er ellers efter min mening i sig selv smukke. Men her forvrænges ansigtet med vilje og det ville gøre filmen til en bedre oplevelse, hvis det ikke havde været sådan.
En uvildig filmanmelder kunne jo sagtens regne det, jeg her kritiserer for en kvalitet ved filmen. Og måske er det bare mig, der er sart. Men da vi gik ud, kiggede jeg på medseerne omkring mig, og de så alle knugede og forgræmmede ud. Der var jo selvfølgelig heller ikke rigtig noget at grine af.
Slutningen, hvor de to gamle finder sammen i øm forening kommer efter min mening til at virke påklistret og utroværdigt. Nej, jeg synes ikke, det var en god film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *