Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Vi er kommet til et af de kapitler, hvor ung lykke og gammel ulykke tørner sammen. Det er altid vanskeligt at skildre en sådan kollision, og fristelsen til at lyve virkeligheden et andet ansigt på er stor.
Men jeg har besluttet at skrive den her historie så sand som muligt. Så vi lader løgnen fare. I dette kapitel bliver Lise og Chresten ringforlovede, og i samme stund begår den gamle, dog kun 57 årige Mads Houkjær selvmord. Det er sandheden. Kirkebogen viser det “død ved hængning” står der akkurat, som der stod ved gamle Chr. Krøgh ( han var også kun 56 ). De har begge været udslidte og gamle før tiden. De har vel også begge liidt af depressioner eller i al fald tungsind, når de vælger døden frem for livet som aftægtsbonde.
Jeg har selvfølgelig gravet også i Chresten Kokholms historie. Alle ved jo, at han kommer fra Harboøre og i bøger fra Kandestederne (f.eks. I begyndelsen var Lyset) fremgår det, at det, der chokerede folk på egnen mest, var, at Lise valgte en kæreste, der ikke hørte til der. Han var kort sagt en “alien”. Men jeg tror ikke, det havde gjort så meget, hvis svigerfar Kokholm havde ejet en gård, eller bare mange penge. Men han var fattig. Chresten kom fra en fattig egn og var søn af en fattig mand.
Hvordan har så får sin uddannelse til tømrer, og den tager han på Vallekilde Højskole, kan jeg ikke vide, men jeg er sikker på, at der har været mindst en mæcen inde i billedet. Degnen og præsten har sikkert forstået, at den her dreng var usædvanlig godt begavet. Og så har de sørget for, at han kom på skole. Og resten klarede han selv.
I 1890 er han allerede ude at tjene, men i 1880 er han 7 år og bor stadig hjemme hos far og mor. Og herunder skriver jeg, hvad folketællingen fra Harboøre oplyser om familien Kokholm.
Christen Kokholm Nielsen, 38 Aar, Arbejdsmand, Ane Marie Christensen, 44 Aar, hans Kone, Barbara Nielsen, 12 Aar, Datter. Kristine Nielsen, 11 Aar, Datter. Christen Nielsen, 7 Aar,  Søn. Ane Christine, 4 Aar, Datter. Mads Nielsen, 3 Aar, Søn, Niels Nielsen, 1 Aar, Søn. Niels Chr. Nielsen, nogle måneder, Søn.
Jeg tror ikke, at folk i Hulsig var snobbede – det ved jeg ingenting om, men jeg mener at vide, at et godt (økonomisk set godt) parti var en vigtig motor ved indgåelsen af ægteskaber. Vi ser dog flere eksempler på, at gårdens datter gifter sig med en gårdløs mand – nærmeste eksempel er ægteskabet mellem Maren Krøg og Christian Larsen. Men det medførte jo også en tragedie.
Den næste tragedie, der er et spejlbillede af den første, følger i nedenstående kapitel. Disse mænd, der var ude over den første ungsom, men ikke gamle og som ikke ville leve mere, de har vel også været syge ( af alkohol, af slid, af utryghed eller nedarvede skrøbeligheder)..
Min overbevisning er: ingen tager deres eget liv uden at være syge i sindet. Derfor kan vores vrede ikke rettes mod dem. Det giver dem den uskyld, som kun få af deres pårørende er villige til at give dem.
 

KAPITEL 15

 
Mads travede frem og tilbage på stranden. Mon der var drevet noget i land? Og var det noget, han skulle bjerge? Mågerne kredsede skrigende over hans hoved og undrede sig måske over den stive gang, det døde blik, hænderne, der rystede og som ingenting bar. Han gik sin vanlige rute. Efter ilanddrevet gods. Men det var tydeligt, at kun kroppen til stede. Den bevægede sig som et afsjælet hylster langs havkanten, hvor bølgerne nu og da skyllede op over træskoene og vædede benklæderne, men det mærkede han ikke. For et øjeblik siden havde han passeret en solid egeplanke. Den lå lidt oppe i det løse sand. Og øjnene havde en stund hvilet på den, men de så den ikke. Og han travede blindt videre, mens tankerne stædigt tværede rundt og rundt i den samme golde ring.
Gården. Og Lise. Og Chresten. Og gården igen. Og ham selv. Afsat.  Aftægt. Afmagt. Det var ikke gode tanker, og de ville ham ondt, men de trængte sig på og kørte rundt og så måtte han jo følge med, selv om han ikke ønskede det.
Der var det med Chresten, at han måske ville gøre alvor af det, som han havde pønset på lige fra den første dag, at få hold i Lise og gården. Knægten kom fra en fattig familie, det var ingen skam, men han havde jo ikke det mindste at bibringe hverken Lise eller gården.
Mads havde jo tænkt sig det anderledes. At Lise skulle komme til fornuft, at hun skulle gifte sig til en stor gård. Men nej, tøsen var ikke til at stikke i, og det var Chresten her og Chresten der og Chresten alle vegne. Knøsen havde forblændet hende, og så var han vel ikke til at komme udenom, og det blev vel så ham, der blev bonde på Houkjær.
Men fandens til bonde! Forstod sådan en hvalp til arbejdersøn sig på landbrug? Han kunne høvle og save, det havde han jo lært, men så var det også sagt. Og i stedet for i dåd og handling vise, hvad han duede til, så vendte han dem ryggen og rejste på højskole. Og Lise tog han med.
Og den karl måtte man altså finde sig i. Og underordne sig, om han da fik gården.
Tanken var til at blive syg af. Nogen forlovelse var der dog ikke kommet ud af det, her måtte de pænt vente, til forældrene gav deres samtykke. Og det gjorde de nok ikke.
Men de kørte slemt rundt med ham alle sammen, og især kvinderne og den der opblæste Kokholm fra Harboøre. Men også mange andre, ja, om det så var hans egen kødelige bror, Ole, så havde han satset på den gale hest.
Mads havde længe strittet imod alle plagerier, for vel ville han ej sende sin Lise på højskole, men efter lange samtaler med Ole var han blevet overtalt om end ikke overbevist. Oles Lise, ja for de havde jo hver sin Lise, var blevet et klogere og kønnere menneske af sit højskoleophold, påstod broren.
Hvordan man så kunne blive kønnere af at gå i skole?
Men der var gået grundtvigianer i Ole, det var sikkert og vist, og han sad altid på øverste bænk til foredragene i skolen. Og den lærer Wirring! Kunne man nu blive klog på ham? Det var møder og møder i en køre, og nu snakkede han også om et forsamlingshus. Som om det ikke var huse nok i Hulsig. Men han samlede ind, og han gjorde ved, og det var da vist også hans fortjeneste, at de havde fået en kirke i Hulsig.
Den kirke havde kostet dyrt, og de havde alle været med til at betale den, om de så ville eller ej. Og hvad var der galt med kirken i Raabjerg – eller den i Skagen?
 

*

 
Chresten gav hendes hånd et fortroligt klem, og de kiggede på hinanden. Hun lo, for det var så dejligt at le sammen med Chresten, og han var altid i verdens bedste humør, det var, som om han havde ligget og anglet i en humørbrønd og fået det dejligste solskin på krogen. Og det solskin smøg sig om ham som en strålekrans, tænkte hun og vidste godt, at nu stjal hun fra salmerne. Men det gjorde ikke noget. Der var plads til hendes Chresten i de bedste salmer. Af Grundtvigs i al fald.
Og mens de hånd i hånd gik hen over plænen op mod den smukke Vallekilde hovedbygning, nynnede hun sin yndlingsstrofe: ”mit land, siger Herren, er himmel og jord/ hvor kærlighed bor.” Og det land var ikke bare Guds, det var også hendes og Chrestens.
Alt det ville hun fortælle ham om senere, for han vidste jo ikke engang, at hun skrev digte, og at de alle handlede om ham.
Hun skottede igen til ham, lidt ængsteligt, for han havde ikke taget del i latteren. Og nu var han så alvorlig. Hvorfor?
Han havde nylig hentet hende i bunden af haven, hvor hun gik og plukkede sig en buket blomster til værelset. De satte friske blomster i vindueskarmen hver anden dag, hende og Karen. Så smukke og farvestrålende havde de dem ikke i Kandestederne.
Så var det, han kom og tog hendes hånd.
”Kom”, sagde han bare, og hun lagde sin ene hånd i hans og knugede den brogede buket med den anden.
”Hvor skal vi hen?”
”Vi skal til forstanderen.”
”Til Poul Hansen?”
”Ja.”
 
Forstander Poul Hansen rejste sig, da de trådte over tærsklen til hans kontor, og han kunne med det samme se, at de var forlegne, navnlig pigebarnet. Det havde de sådan set også god grund til, tænkte han. De opførte sig jo som ægtefolk, og det kunne være meget smukt, om de havde været det. Men det var de ikke. Og han måtte lade dem forstå det utilbørlige i et sådan løst forhold. De færdedes jo blandt andre unge af begge køn, og man kunne risikere at de gik hen og blev et eksempel til efterfølgelse. Ja, smitsomt var den slags jo, tænkte han med et smil i sindet. En af de mere frydefulde smittekilder, hmm … men altså … alligevel … og nu måtte han være alvorlig.
”Sæt jer børn,” sagde han venligt og pegede på et par stole, der stod og svømmede sært malplaceret midt på gulvet.
”I ved måske, hvorfor jeg har sendt bud efter jer?”
”Nej,” kom det i kor.
”Ja, det er jo ikke så lige til,” fortsatte han tøvende.
”Jeg synes, at forstanderen skal sige det lige ud. Har vi forbrudt os, så må vi vide det.” Chresten talte som vanligt højt og med sikkerhed i stemmen. Lise smilede glad, og det var nok forkert, for forstanderen smilede ikke tilbage.
”Jeg ved ikke, om vi kan have jer gående længere på skolen.”
”Hvad siger De? På skolen? Jamen vi …” Chresten gik for en gangs skyld i stå midt i en sætning.
”Ja netop. Med mindre I holder inde med jeres upassende opførsel.”
”Jeg forstår ikke?”
”Jaså, ikke det? Men hør så, I ter jer som to forelskede turtelduer. Og det kan vi ikke have. Her er jo både piger og karle.”
Lise følte rødmen stige op i kinderne, hun syntes, at den lille buket i hendes skød visnede af flovhed, og hun slog øjnene ned.
Udmærket, tænkte forstanderen. Pigen er velopdragen. Men den unge mand? Hmm … sandelig om han ikke ser på en med et næsten sejrrigt udtryk i de blå øjne. Som om blufærdighed var forbeholdt det svage køn.
”Tal frimodigt, min ven,” sagde han alligevel til Chresten, der blev ved med at sende ham dette ejendommelige blik. Så blåt og så stærkt. Hansen følte trang til at se væk fra de øjne, men det gik jo rigtignok ikke an. Det var ham, der førte an i det her møde. Skulle føre an.
”Ja, De har selvfølgelig ret. Der er bare det, at vi ikke lade være. Vi elsker hinanden. Og så skal vi for resten giftes.”
”Virkelig?” Poul Hansen gjorde stemmen fast og rynkede brynene. Her var noget, der ikke stemte.
”Jeg har netop kontaktet Houkjær. Det var ganske vist ikke Deres far, der svarede, men Deres mor. Det undrede mig i grunden. Men selvfølgelig, nye tider, nye skikke.”
”Min mor?” sagde Lise og lød lettet.
”Ja, og hun kendte så vist ikke til nogen forlovelse.”
”Men det gør vi. Jeg mener, vi kan forlove os den dag i morgen, om forstanderen ønsker det.” Ordene fløj ud af munden på Chresten, og Lise greb hans hånd og klemte den og nikkede.
”Ja, hvis I begge er enige om det, så forholder sagen sig unægteligt anderledes. Men så forventer jeg, at vi kan holde et lille forlovelsesgilde på højskolen på lørdag. Og jeg håber da, at jeg er indbudt.” Nu smilede han bredt, og de to unge rejste sig, bukkede og nejede og takkede.
Så snart døren havde lukket sig bag dem, tog Chresten hende i favn, knugede hende ind til sig og kyssede hende, inden hun kunne nå at komme til orde, for han vidste præcis, hvad hun ville sige, og det ville han ikke høre. Men hvad nu med far?
Selv havde han et ganske andet og langt mere presserende problem. Hvor i himlens navn skulle han få forlovelsesringene fra? Han ejede ikke kongens mønt. Og det gjorde hun vist heller ikke.
 

*

 
Hvor blev Mads af? Nu havde han gået på stranden i flere timer. Det plejede han ikke. Og hun havde netop modtaget telegrammet fra Lise og Chresten. Hun læste det for tiende gang og var stadig lige rystet. Det kunne hun simpelthen ikke vise Mads. Men det måtte hun jo, og han ville få det at vide under alle omstændigheder. Sandheden kunne ikke skjules. Det telegram.
 

”Kære Mor og Far. Vi skal forloves på lørdag. Send venligst penge til ringene.

Lise

Hun havde ikke fortalt Mads om kontakten med forstanderen forleden dag. Det kom hun nok også til. Men hvor blev han af? Hun måtte sende nogen ud at søge efter ham. Han var måske blevet syg. Den seneste tid havde han set sølle ud, og hun vidste, at han ikke sov om natten, Oftere og oftere vågnede hun ved, at han travede hvileløst om i huset.
 
De fandt ham i laden. Han havde hængt sig. De unge blev kaldt hjem, og efter begravelsen giftede de sig i al stilhed.
Nogle år senere byggede Chresten ”Kokholms Hotel”, der blev et af Danmarks fineste badehoteller.