Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som min mest opmærksomme læser forleden påpegede, så har jeg forsynet min helt, omgangslæreren Christen i kapitel 3 med lige lovlig stor biologisk kundskab. Skønt han altså er stærkt påvirket af oplysningspræsten i Vogn, så er han trods alt ikke så meget på forkant med den naturvidenskablelige udvikling, at han har sat sig ind i bakteriologiens mysterier, og det er unægtelig en anakronisme, når han formaner bønderne til en bedre hygiejne. Men ligesom Christen tydeligvis tager munden for fuld, så gør forfatteren det også gerne. Det finder I sikkert ud af.
Ret mig endelig, når det kører af sporet!
Jeg holder meget af Christen, og ved kun lidt om ham, har ikke kunnet finde hans hjemkommune ( og nu ønsker jeg ikke at gøre det, for jeg har jo givet ham en – visse foræringer har en forfatter vel lov at rutte med og det nære forhold mellem præsten i Vogn og Christen er opdigtet.) – og jeg ved kun om den unge mand, at han ikke bliver hængende flere år i sognet. Han forsvinder fra Hulsig, og det skulle da glæde mig, om præsten i Vogn ( som ganske vist ikke findes) adopterer ham og sender ham på seminariet. Skal vi ikke sige det?
Indtil Rannerød Skole bygges undervises bønderne på skift af “oplyste” landmænd fra Raabjerg, og de hedder bl.a. Jens Hendriksen, Peder Høgenhaug, Jens Andersen og Ole Madsen. Sidstnævnte kommer vi til at høre mere om, for han udmærker sig og bliver synlig i mere end lærergerningen. Han får jobbet, fordi han har været orlogsgast – senere bliver han en af de rigtige helte på egnen: bådsmand ved redningsbåden i Kandestederne.
I kapitel 4 holder vi os til jorden. Hesselholt i 1855. Her sker et ejerskifte – det bliver kapitlets omdrejningspunkt. Kapitlet består af to dele, i den første er vi på Hesselholt og hører om den og dens overgang til min oldefar VesterLars.
I det andet afsnit introduceres min oldemor Marie Houkjær ( hun hed Marie Christiansen efter sin far Christian Krøg, men blev kaldt Houkjær, da hun giftede sig med min oldefar Ole Houkjær. Her er hun barn på Krøggården og kun en lille pige. Men jeg synes allerede, jeg begynder at kende hende.

Hulsig 1855

Hesselholt

 Nadveren på Hesselholt sattes på bordet og indtoges med samme punktlighed som den, hvormed solen foretog sine daglige op- og nedgange. Om sommeren sent på aftenen, mens det endnu var lyst i stuen og om vinteren i den første skumring, inden lampen tændtes. Nu var man i det tidlige forår, og skønt stueuret endnu ikke havde slået sine syv magiske slag, sad alle gårdens folk bænkede om langbordet, de tre af dem med øjnene stift rettet mod Jens Madsen, der havde tilsagt dem så højtideligt, som drejede det sig om et møde i sognerådet og ikke om flæsk og meldyppelse. Selv tronede han ved bordenden og så med et underligt smil fra den ene til den anden, mens han lod hænderne glide hen over den tunge huspostil, der lå uåbnet foran ham, og som han endnu ikke havde skubbet over til Lars.
Noget lignende var aldrig før hændt på Hesselholt, ikke i deres tid i al fald, og de fire tjenestefolk var trods husbonds smil fælles om følelsen af, at noget ildevarslende var i gære, og i tankerne gennemgik de hver sit synderegister, men kunne dog hurtigt frifinde sig selv. De havde ikke bedrevet noget forkert.
Men Jens var nøjeregnende.
Ved den nederste bordende sad gårdens yngste, drengen Christian fra Raabjerg. Han betragtede tilfreds sine renvaskede hænder, der fromt havde foldet sig til bøn, men da han et øjeblik efter kiggede op på husbond og læste alvoren, der havde afløst smilet i det indfaldne, skæggede ansigt, følte han en sær kriblen i hårrødderne. Og det var ikke lus. Dem havde Ane for længst gjort kål på. Nej, det var en uro, der forplantede sig til resten af kroppen og vist også smittede af på de andre tjenestefolk: de tre søskende, der kom fra Jens Madsens navnebror og svoger, Jens Svendsens fiskerhus i Højen, og som nu havde arbejdet år ud og år ind for deres onkel. De lignede hinanden som tre dråber vand, var lige kraftige og alle tre en smule duknakkede af det daglige slid, de havde samme vandblå øjne i brede, runde ansigter, samme korte næse og lidt for svulmende læber og det samme lyse, uregerlige hår. Og alle var de for længst ude over den første ungdom. Lars gik i sit fyrretyvende år, Karen Marie havde rundet de fire og tredve og blev allerede betragtet som gammeljomfru, og den yngste, Mads, var ni og tyve år, men også han havde mistet ungdommens friskhed.
”Jeg har kaldt jer sammen for at sige jer, at jeg har tænkt mig at afhænde Hesselholt.” Det gav et sæt i Ane, men hun sagde ingenting. Også de andre tav. Deres øjne flakkede usikkert mod husbond, der nu igen smilede underfundigt, som havde han just indbudt dem til fest og blot ventede på svar. Kun Christian åndede lettet op.
”Og nu vil jeg så gerne høre, hvad I mener om det.”
”Jeg mener …”, begyndte Ane tøvende, men Jens skar hende ned med ordene: ”Du mener som jeg …”
”Jo da, men …”
”Godt, godt … og det kommer vi til. Men nu I andre?”
Lars rømmede sig forlegent: ”Ja, onkel har jo ingen børn.”
”Nej. Men jeg har jer.”
”Ja, det er jo det.”
”Og så?”
”Så tænkte onkel måske, at vi skulle arve gården.”
”Arve? Jeg har da aldrig hørt mage til sludder og vrøvl. Jeg har ingen arvinger”
Lars tav. Nu forstod han ingenting. Eller måske alligevel. De senere år havde hans tanker kredset om fremtiden, og navnlig når han som nu følte sig tom og træt. Og undertiden havde de tanker tynget ham mere, end han ville vide af. Han havde givet sin ungdom og det meste af sit voksenliv til Hesselholtgården og slidt sig halvt fordærvet på de magre jorder, og det var ikke onkels fortjeneste, at gården stadig var den største i sognet. Lars havde lånt bøger om landvæsen af præsten, og de to havde haft mangen en fornuftig snak om bedre redskaber og nyere dyrkningsmetoder. Men onkel Jens havde været en solid bremseklods, hver gang han luftede nye tanker og ideer, og ofte havde det kløet slemt i næverne på Lars efter at vise ham, at han ikke var et umælende arbejdsdyr, men havde en god forstand og en sund dømmekraft, og at han kort sagt kunne mere end at læse og skrive. Og han havde drømt, at det en dag skulle være ham, der gik bag ploven. Ha! Bag ploven!! fnøs han indvendigt, han havde jo aldrig været andre steder end bag ploven, men aldrig nogensinde havde han fået lov at bestemme det mindste om, hvor og hvordan der skulle pløjes.
Og nu ville onkel sælge gården, og der skulle sættes en ny mand for bordenden, og han selv og hans søskende kunne fortsætte med at trælle videre i al evighed. Ja, netop trælle! for første gang tænkte han på trældom og vidste, hvad det betød. Føden, klæderne og et sengested havde de ikke manglet. Og ingen af dem havde nogensinde beklaget sig, det var ikke det. De var ikke utaknemmelige.
Men onkel havde aldrig før talt om andet end det daglige arbejde, og når det tog ham, om sognets ve og vel. Deres ve og vel interesserede ham vist ikke. Og de to søskende? Lars vidste knap, hvad de tænkte i de sager. Ja, hvad tænkte han i grunden selv? Lige nu sad han med bitre tanker om slaveri og ufrihed, men det var nye tanker, og han brød sig ikke om dem, men kunne heller ikke trænge dem bort, skønt han vidste glasklart, at han aldrig måtte glemme, at den vinter, hans fars båd splintredes i en storm, og de stod forknytte og uden midler, da havde onkel Jens ikke tøvet med sin støtte. Deres far havde kunnet købe sig en ny båd og begynde forfra. Ingen talte om, hvordan det gik til, men alle mente at vide, at Jens Madsen havde stukket ham penge. Uden ham havde Jens Svendsen og Kirsten Marie aldrig klaret sig igennem. Og den store børneflok havde onklen vel også taget sig af på sin måde. En for en havde de tjent på gården. Var det som afbetaling på en gæld?
”Nu har I sundet jer længe nok. Nu skal vi have noget at bide i. Ane!”
”Jo, Jens, men gården?” Hun så fortumlet på ham.
”Nå den … ja, den render vel ingen steder, mens vi spiser. Og jeg er blevet så sulten af al den snak.”
”Sulten, jo …”Ane ilede ud.
 
Aldrig var et måltid forløbet i en så fortrykt stemning og uden at der blev mælet et ord, og da den sidste gnalling meldyppelse var skovlet indenbords, og den lunkne mjød skyllet ned, rejste Jens sig på sin egen sindige måde og med et højtideligt udtryk i øjnene, som ville han lige sige dem et par afsluttede alvorsord, inden de gik hver til sit.
Da var det, der for en djævel i Lars, og han følte hele sit indre bruse op i et afmægtigt oprør, han ikke kunne tøjle. Han skrumlede op fra bænken og rasede ud midt på stuegulvet, hvor han et øjeblik blev stående stiv og ubevægelig. men så var det, som om alle lemmer vågnede på en gang, og han spjættede ud med arme og ben, mens en sær halvkvalt lyd banede sig vej ud af ham og fik ham til at bide tænderne voldsomt sammen, som ville han alligevel ikke gøre sig bemærket. Men det gjorde han, og de andre gloede på ham, som var den fredelige og ”tålle” Lars forvandlet til en drage, der spyttede gløder efter dem. Selv Jens trak sig uvilkårligt tilbage til endevæggen, og herfra så han, hvordan søstersønnen med et afsindigt brøl greb fat i den gamle, solide rokkestol, der havde stået uantastet siden Gammelfars død for år tilbage. Og han så ham hæve den højt over sit hoved og i et hug hamre den ned i bænken, og det med en sådan kraft, at både stol og bænk splintredes. Et øjeblik stod han med hængende arme og et udslukt blik i de vandblå øjne, så buldrede han med endnu et brøl ud gennem døren, som han sparkede op, og efterlod sine fem bordfæller tilbage i stuen. De så ikke på hinanden, men stod alle, som om nogen havde tabt dem i gulvsandet og ikke gad samle dem op. De to søskende kom først til sig selv og greb hinandens hænder, og Karen Marie begyndte at græde. Ane stod vred og sit forklæde, og Christian løb hen til hende og holdt trøstende om hende, som var hun hans mor. Kun Jens blev stående tilsyneladende uanfægtet af det vilde optrin. Han rystede på hovedet, harkede lidt usikkert, så begyndte han langsomt at le.
”Det var da som bare satan, det,” gnækkede han helt fornøjet og forsvandt ud af den dør, som Lars havde ladet stå åben efter sig.
Ude på gårdspladsen blev han stående en stund og skuttede sig. En halvkold vind fejede ind fra hushjørnet, men ellers var der akkurat så tyst og roligt, som der plejede at være ved aftenstide. Kun lænkehunden gav et par hæse bjæf fra sig, da han skramlede over stenpikningen, som ville den lige gøre opmærksom på sig selv, så krøb den atter sammen og lagde sig lurende i sit hjørne. Ellers var det kun solsortens sang, der brød stilheden. Tonerne trillede glade og lystige ud i den klare, kølige aftenluft, som havde den ingenting at gruble over. Det havde de vel ikke. Jens strakte hals og kiggede op på fuglen, der sad på kanten af storkereden og pustede sig op til en gevaldig karl. Fuglekroppen dannede en sort silhuet mod den rødmende aftenhimmel, og Jens trak vejret dybt ind og sundede sig. Alt var præcis, som det skulle være sådan en køn aprilaften, og livet gik sin vante gang, og alt det andet var blot krusninger på overfladen. De lagde sig igen.
Men han måtte alligevel se at finde den knægt, tænkte han fortrydeligt og mærkede til sin ærgrelse, at en svag uro begyndte at krible. For man kunne nu aldrig vide med de søskendebørn, de virkede så fremkommelige i det ydre, ja næsten så det ind i mellem kunne synes ham for meget af det gode. Men så ganske uventet kunne de slå om. Ja, de unger måtte holdes i ave, for de var ligeså omskiftelige som dagene i april. Der var så det gode ved foråret, at man vidste, hvilken vej det gik. Altid mod lys og varme. Men med de unger fra Højen, som han tålmodigt havde varmet under sine vinger og det i årevis, med dem kunne man aldrig vide. Tænkte han og pissede, nu han alligevel var gået udenfor. Han skumlede en smule, både over søskendebørnene og over pisseriet, der heller ikke ret ville arte sig, som han ønskede. Omsider fik han dog dryppet af og bragt orden på sig selv.
Han skridtede over mod loen. Før noget andet måtte han sikre sig, at knægten ikke forbrød sig mod de stakkels dyr, der var akkurat ligeså sagesløse som Gammelfars rokkestol.
Da han sammen med sin far, Mads Pedersen, havde flyttet gården til Hulsig for mere end 50 år siden, havde de allerførst opført et stort, grundmuret våningshus med hele 8 fag, og den gamle indretning med åbent ildsted og lyrehul i taget havde de nok så flot skiftet de ud med en rigtig solid skorsten og en god bilæggerovn i køkken og stue. Dertil kom en sidebygning på 9 fag, rummelig nok til at tjene både som lade, lo og stald. De seneste år havde Lars gang på gang som en anden uvorn hvalp galpet op om flere skorstene og en ny sidebygning. En ny bygning? Hvad skulle den til for, når de kun skulle have plads til de 19 fækreaturer og 18 får? Men de kunne jo så få plads til flere. Hvad i alverden skulle de med flere? Havde de måske ikke til dagen og vejen? Ejede de måske ikke den største gård i sognet, ja i hele Skagen for den sags skyld? Og lige siden udskiftningen af Skagen Jorder i 1853, hvor hver eneste gård havde fået tildelt sin klitlod i henhold til gårdens hartkorn, da havde Jens kunnet bryste sig af at være i besiddelse af så megen jord, at han, hvad det angik, ville kunne måle sig med en hvilken som helst halvstor proprietær. Det huede rigtignok Ane at tænke på, men selv var han ikke storagtig. Og for resten, hvis han skulle være ærlig, så kunne det næppe kaldes jord al den stund det meste henlå i grå klitter og nøgne sandmiler.
Der var ingen Lars hverken i lo eller lade.
Jens gik videre til stalden, hvor de fede kreaturer stod og gumlede veltilfreds, uvidende om hvilken vildbasse, der var sluppet løs på deres fredelige gård. Nå, han var åbenbart hverken at finde her eller der i bygningen.
Jens stod lidt og råbte på ham. ”Lars! Lars,” genlød det i den rummelige stald, og den yngste af hestene blev nervøs ved lyden og begyndte at skrabe i halmen og gav endda et lille vrinsk fra sig. Jens gik hen og klappede den på manken, så stod han lidt og småsnakkede med det urolige dyr.
”Nej, men nu må vi også se at finde den tossede Lars,” betroede han hesten, ”for ser du, han har det ligesom dig. Også han er blevet kuldret. Det er foråret.”
Han slog den nordre stalddør op og gik udenfor. Her stod han og lyttede. Solsorten havde lukket sit næb for natten, og der var ikke andre lyde i den kølige aften end vindens hvisken i havens buske.
Kunne knægten være løbet hjemmefra? Jens gnæggede så småt ved tanken. Hæ, hæ … hvor skulle han løbe hen? Var jo ikke ligefrem den, der havde sit daglige rend på nabogårdene, og så vidt Jens vidste, sad der ingen bette tøs i Hulsig og sukkede efter ham. Eller noget andet sted. Det var nu for resten også sært. Det måtte man vist pirre lidt ved. Når man fandt ham.
Så hørte han det.
Lyden kom fra huggehuset, og det lød såmænd fredeligt nok. Og dagligdags. Kvaset fra kævler, der blev spaltet til brændestykker i en rivende hast. Jens skyndte sig ind i det lille hus, og ganske rigtigt, her stod karlen minsandten og svingede med øksen, så det var en fornøjelse.
”Nå, du er nok flittig, bette Lars,” råbte han for at overdøve larmen, og nu sænkede karlen øksen og blev stående med bøjet hoved, mens han skulede til onklen. Så megen vrede. Og var det ikke ligefrem, som om knægten havde ondt? Sølle karl, var det da så slemt med ham?
”Nu må du holde op, Lars!”
”Nej! Onkel skal vide, at nu holder jeg ikke op. Og han skal også vide, at jeg vil have gården.”
”Nå, nå, vil du nu have den?”
”Ja … eller … nej.” Øksen hang stadig i hans hånd. ”Jeg vil købe den.”
”Ja, ja. Det vil du vel. Det forstår sig. Hvem i himlens navn skulle ellers købe den? Som jeg sagde nys: jeg har ingen arvinger. Får jo så nøjes med dig.”
”Men onkel sagde …”
”Som du måske husker, så nåede jeg slet ikke at sige noget, før du teede dig tosset. En ku’ jo blive helt ræd for dig, om en ikke kendte dig.”
”Og onkel kender mig?”
”Det skulle jeg tro. Endda fra barnsben. Men til sagen. Du vil altså købe?”
Nu kunne Jens jo nok se, at vildskaben truede med atter at slå sine kløer i den sølle knægt. Og det skulle lige mangle, at han igen skabte sig tosset. Og Jens tænkte sig ikke om denne gang, men slyngede ordene fra sig i uvant hast: ”Men du har ingen penge.”
”Nej.”
Lars knyttede næverne. Jens så knoerne blive hvide om øksen og skyndte sig igen med sine ord: ”Men se, det har du nu alligevel. Jeg har jo sørget for, at du ikke ruttede din løn bort.”
”Jeg har aldrig fået løn.”
”Selvfølgelig har du fået løn. Dine penge ligger i dragkisten.”
”I dragkisten? I onkels dragkiste?”
”Har du måske din egen?”
”Nej.”
”Altså i min. Som nu bliver din.”
Det var for meget. Lars tabte øksen og begyndte at græde, og Jens tænkte et øjeblik, at det måske ikke var for sent at fortryde. Sådan en grædekone skulle vel ikke overtage gården, der havde været i stærke, seje bønders varetægt lige fra tidernes morgen.
Som om Lars kunne læse hans tanker, tørrede han sine øjne og sendte onkelen noget, der mindede stærkt om et smil.
”Det var ret. Og så skulle vi måske gå ind til Ane. Hun tager sig alting så tungt og står sikkert og græmmer sig nu, det bette kvindfolk. Og for resten, nu vi er ved det med kvindfolk …” snakkede onklen løs, mens de sindigt begav sig til våningshuset, og inden de nåede det, var der vist gået søgang i knægten. Han ligesom vaklende en kende. Men denne gang havde han kun godt af det.
 
Lars læste kontrakten højt for sin onkel for mindst 20ende gang. Købesummen for gården var sat til 800 rigsdaler. Så var der 300 til aftægt for de to gamle. Og en udstykket parcel, Pudemarken, hvorpå et lille aftægtshus skulle opføres.
Onkel nikkede. Og Lars gjorde atter omhyggeligt rede for det med betalingen. De 500 lå som onkel jo vidste i kisten. Så var der 300 til rest, som skulle stå i panteobligationer, og de 300 til aftægten ville han selv lægge ud af den smule, han gennem tiden havde tjent ved at grave martørv på fællesjorden. Dertil kom så den store eng, som onkel skulle beholde.
”Men du behøver en fødedygtig kone.”
Også det krav havde onkel fremført hver eneste gang, papirerne blev læst højt for ham. Men det stod der heldigvis ikke et ord om i kontrakten. Og onkel kunne ikke tvinge ham.
Men det kunne han.
”Før det er klaret, skriver jeg ikke under.”
”Men …”
”Og du kan få Mads Jensens næstyngste, hende den tykke Kirsten. Hun er 25 år og pige endnu. Og Klarup er en god gård. Du får en medgift, der kan mærkes i driften.”
 
Lars var i sine søndagsklæder, skønt det ikke var søndag. Men det, der ventede forude var højtideligere end selveste påskemorgen. Hele vejen til Klarup gik han og mumlede de nøje forberedte ord for sig selv. Først skulle han bede om at tale med Mads Jensen. Og i enrum. Det skulle han udtrykkeligt forlange, for blandede kvindfolkene sig i et så kildent ærinde, kunne det gå rent galt, havde onkel sagt og det vidste han alt om fra dengang, da han friede til Ane. Sikke et marked. Det kunne gå så galt, at Lars måtte vende om med uforrettet sag. Og det var jo selveste gården, der stod på spil. Han skulle sige Mads, at han var villig til at gifte sig med den ældste datter, hende Kirsten, der gik hjemme og blev tykkere og tykkere, og … nej, det skulle han nok ikke sige. Bare at han ville giftes med hende. Han ville ikke gøre som i de romaner, Ane læste højt for dem om aftenen. Her skulle helten altid ”anholde om pigens hånd”. Men det var for voldsk at sige sådan i Hulsig. Og for resten ”anholde” fik jo en til at tænke på politi og fængsel. Hvilket heller ikke helt galt, grundede han uroligt. Det var da den fornemmelse, han selv slæbte på, mens han langsomt traskede de skæbnesvangre skridt til Klarupgården.
Der lå den. Og derinde gik Kirsten omkring. Og hvem vidste, hvad hun ville sige. Men det skulle han heldigvis ikke overvære, han havde kun fået besked på at underrette Mads Jensen.
Det var næsten, som om denne havde ventet ham, og han behøvede ingenting sige. Husbond gennede kvindfolkene ud af køkkenet endnu inden Lars havde åbnet munden. Og så snart de blev ene, så han afventende på ham, og Lars havde glemt alle ordene. Og hvad var det nu tøsen hed? Nå jo.
”Det er hende Kirsten.” Fik han sagt.
”Ja, men hun er en knøv pige.”
”Og hun er pige endnu?”
”Ja, jeg kender ikke til nogen kæreste.”
”Hm … jo, så var det jo, at vi godt kunne bruge hende på Hesselholt.”
”Bruge hende …?” Nu brummede Mads utilfreds, og Lars skyndte sig at skære ordene ud i pap: ”Ja, jeg mener jo, at jeg nok kommer til at gifte mig med hende.” Nu var det sagt. Ligeud. Og han fortrød hvert ord.

*

 Hun var tyk. Men det gjorde ingenting. Det vænnede man sig til. Så var der noget at tære på. Ikke at han havde tænkt sig at sulte hende, men en kone ved godt huld var og blev et plus i det store regnskab.
Sådanne tanker havde han lidt beskæmmet gjort sig, allerede da Mads Jensen kom trækkende med hende op ad kirkegulvet i Raabjerg Kirke. Den brudekjole havde nok ikke været billig. Alt det stof. Ane Sypige havde sandelig måttet rulle ud i lange baner og klippe til og sy i facon. Men så sad den også som støbt om hende, og han kunne ikke lade være med at fornemme en lille stolthed ved tanken om, at alt det, der nu kom bævende imod ham, indhyllet i det fineste silke, var hans alene.
Brylluppet havde været flot. Og den flothed skyldte han onkel Jens tak for. ”Nå hvad … Jeg har jo kun dig,” havde onkel sagt, og for første gang følte Lars, hvad de ord betød, og han havde taget onklens hånd endnu en gang og trykket den usædvanlig fast og sagt med lige så megen vægt i hvert ord.: ”Onkel skal have så mange tak.”
Og der var ikke blevet sparet på hverken mad eller musik ved det bryllup. Hele byen og familien i Skagen var indbudt, og der var blevet leget og danset, så det var rent forskrækkeligt.
Gamle Peder Krøg og sønnen Christian havde spillet til hver eneste ret, der blev båret frem. Man kunne næsten sige, at både fisken og suppen og stegen var kommet dansende til bords. Og de havde leget den gamle sveskeleg, så alle var blevet slemt  grimet til, men det skete nu først, da middagen næsten var slut og alle så beskænkede, at ingen græmmede sig over det farlige griseri. Ikke engang konerne. Der blev grinet og ikke skældt ud. Det kunne vente til dagen derpå. Og så blev der danset den hele nat og morgenen med. Og præsten havde holdt sin tale for brudeparret i tide, skønt han allerede på det tidspunkt, som rimeligt var, havde blusset og fjertet efter al den gode, solide mad og drikke, som han til ære for sine værtsfolk havde skovlet i sig i rigelige mængder. Han havde dog holdt sig rank og værdig under hele talen.
Ane havde sagt til Jens, at det var passende, om de overlod deres gode seng i kammeret til ”de unge folk.” Så kunne de to gamle i den smule tid ligge i alkoven inde i stuen sammen med tjenestefolkene. Aftægtshuset stod jo snart klar, så kunne  de ligeså godt overlade den gamle rede til det nye par. Og hun havde fniset så tøset til ham, at det var grueligt. Det bytte fandt Jens nu var alt for megen flothed. Og unødvendigt. Og Lars gav ret. Han mente nok, han med lidt god vilje kunne få plads til Kirsten inde sit eget sengested. At tjenestefolkene også sov i stuen, generede ham ikke det mindste, forsikrede han. Inderst inde anså han det for at være en fordel, men det tav han med. Ane havde dog insisteret, og de første nætter lå de i den gamle ægteseng, der jo slet ikke var så bred endda, tænkte Lars, da han første gang havde fået Kirsten skubbet på plads.
Så lå hun der og udfyldte sin plads, sådan som hun fra nu af ville udfylde hans liv. Ubehaget var ikke til at komme udenom, og han tænkte med gru på den dag, de begge skulle proppes sammen i den trange stuealkove. Kunne det nu gå? Det kunne det ikke. Og han lå ved siden af hende på brudenatten med planer i hovedet om at lade snedkerere en solid seng af strandingstømmer.
Men Kirsten lå nok med ganske andre planer, mærkede han og tjattede lidt til hende, mens han forsøgte at overbeviste hende om, at de begge var bedst tjent med at sove. Så trætte de var. Og der ville komme andre nætter, lovede han uden overbevisning.
Så faldt han i søvn, og i søvne forsvandt han dybt ned i den blødeste og varmeste dyne, der nogensinde havde omsluttet hans krop. I et flor af dun og silke og i den saligste duft af honning og rosiner.

Som I kan se, er der lidt kuk i kapitlerne, det bliver der ikke i bogen – men alle kapitlerne her på bloggen er jo i høj  grad uredigerede*

Kapitel 5

Hulsig 1855

 
 
 
 
 27/7 1968 udpegede Karl Krøg Larsen det sted, hvor det gamle Krøgsted skulle have ligget. Han fortalte, at han som barn havde siddet på stedet – den yderste kant af den nordligste og største af de to små lave bakker østen for knækket, hvor Tranerenden løber gennem Tornbakkerimmen sammen med sin bedstemor, Christan Krøgs datter Maren. Hun havde da fortalt, at der var hun født. Der var dengang nogle murbrokker at se i Bakkens nordligste skråning.
 
Fra Simonsens Arkiv i Tinghuset i Skagen) Simonsens interview af Karl Krøg.  (  Oldebarn af  Christian Krøg ).
 
 
 
De måtte ikke lave skarnstreger, og det var ærgerligt, for det var det sjoveste, de vidste. Og de skulle altid være søde og artige, og det var der ikke spor ved, for så måtte man ikke råbe eller grine højt, og man skulle ligne en død gris i hovedet og bevæge sig langsommere end et pindsvin, og man skulle adlyde, når mor sagde, at man skulle gøre dit, og man skulle gøre dat.
Dit og dat. Sikke noget pjat.
Dit var at stryge sand på gulvet, og det kunne gå an, for så kunne man strinte alle vegne og måske komme til at ramme Gammelfar i ansigtet uden at det var med vilje. Og så vågnede han op og var fuld af sjov. Og hvis han blev rigtig vågen, kunne man tigge ham til at spille violin, og man kunne glemme alt om sandstrygning og danse om i hele stuen, lige indtil mor viste sig i døråbningen og skældte ud og sagde, at hvis Gammelfar manglede noget at bestille, så var der nok at arbejde med i stalden. Og de kunne bare vente sig.
Dat var at øse vand op til mor. Det var træls, for øsekarret var alt for tungt, men så fik man tykke arme ligesom mor, og det var jo godt, for så blev man stærk.  De måtte aldrig røre i de store gryder, selv når det lugtede af jul og fødselsdag, de måtte end ikke nærme sig det åbne ildsted ved den ene skorsten eller bilæggeren ved den anden skorsten. Det var farligt, og man kunne brænde sig fordærvet, og det var der ikke meget sjovt ved.
Køkkenet var det bedste sted, hvis man ikke måtte gå ud og blive væk og først fundet igen, når Bedste og mor var ved at ”gå ud af deres gode skind” over de to uvorne tøser. Køkkenet var varmt om vinteren og koldt om sommeren, det kunne Maren huske, for hun havde levet i 9 somre og snart 8 vintre. Marie selv havde kun været til i sammenlagt 12 – altså i 6 somre og i 6 vintre og huskede ikke ligeså meget som Maren. Men hun var god til at regne, og derfor ville hun også arve gården efter far, selv om hun ikke var en dreng, og endda var den yngste, og det var endnu værre, for det var altid den ældste der arvede. Arv var vigtig. Hun havde ikke fortalt Maren om det, for hun kunne ikke lide at være uvenner. Og Maren blev så let uvenner, og så var Marie også nødt til det. Man kunne ikke være uvenner alene.
Marie åndede på ruden og lavede et lille kighul ud til gården, der lå forfrossen og forladt og ikke engang havde noget sne at varme sig ved. Det var den koldeste dag, hun kunne huske, og så var det tilmed søndag, og der var ikke noget mere kedeligt end kulde og søndage.
De havde været i kirke i Raabjerg og frosset hele vejen både ud og hjem, selv om far og mor havde pakket dem gevaldigt ind og proppet dem ned imellem sig, og så var de alligevel faldet i søvn i vognen og havde sovet videre inde i kirken og var kun vågnet op, når de voksne gav sig til at brøle salmer. Dem kunne man sandelig hverken sove eller danse til, og de var forfærdelige for et musikalsk øre, sagde Gammelfar, og han måtte vide det, for sådan et øre havde han.
Hun vidste ikke, hvilken slags øre, hun selv havde, men mens hun sad ved vinduet og kiggede, blev hun klar over, at hun havde et skarpt øje og kunne se helt ned til de bagerste klitter, næsten helt ned til der, hvor deres gård havde ligget før den blev flyttet, og hvor Maren var født. Selv var hun født her. Så det var klart, at hun skulle arve gården. Maren kunne så få tomten, hvor de somme tider gik ned med Bedste og sad og hvilede sig, mens hun drak kaffe og spiste kandis og længtes efter den gamle gård.
Så kunne det ske, at Bedste begyndte at fortælle om al den trolddom, verden var så vrimlende fuld af. Hjemme tav hun om de ting, og det nyttede ikke at plage hende, for far ville ikke høre et ord om det ”mørkesnak”. Og det var ikke noget at fortælle de små piger. Og når de spurgte ham, hvorfor ikke, så begyndte han at snakke om ting, der var endnu mere ubegribelige end troldene i skoven og de underjordiske i klitten. Overtro og oplysning, sådan nogle ord sagde han. Og den klare sol. Marie tænkte på varme sommerdage ved stranden, når de gik og samlede strandingstræ. Så kunne solen skinne i timevis, og de blev røde og forbrændte, og det gjorde ondt i øjnene, hvis man så på den. Du er min lille sol, lo far somme tider og svingede hende rundt, så hun blev svimmel og fortumlet. Men hun ville hellere være en grønært. Gammelfar kaldte hende sin lille grønært og spiste hende, når han fangede hende, og så måtte hun godt både grine og hvine.
Bedste kunne mange historier om trolddom, og de var alle lige så sande, som at jeg sidder her. Og der sad hun jo, så det måtte være sandt. Både den store Karredgård og Hesselholtgården var skrækkeligt forheksede. En forbandelse, hviskede Bedste.
Og man fik gåsehud over hele kroppen, når hun fortalte og rent glemte, at de var små børn. Når hun bare lod munden løbe. Så trykkede Marie og Maren sig ind til hende og forsøgte at holde vejret, men det kunne de ikke, for historierne var alt for lange, og man skal trække vejret ellers dør man selv.
Da Bedste var ung blev både konen og datteren og en tjenestedreng på Karredgård dræbt af lynet, mens de stod ligeså fredeligt i døråbningen og så ud i regnen. Og bang! Var de døde. Og det var, fordi folkene på gården havde gjort noget meget slemt mange år tidligere.
Et skib var strandet, ja det skete jo så tit i vinterstormene, men her gik det nu grueligt galt både for de nødstedte søfolk, der alle som en mistede livet undtagen en ganske ung sømand, og han blev båret op til gården og lagt i en seng.
Og der lå han jo så godt, men så var der en af pigerne, Bedste havde ikke rede på hvem, som blev gruelig forelsket i ham, fordi hun havde vasket ham og set, hvor smuk han var.
Her var Marie nødt til at afbryde. Hvorfor skulle hun vaske ham for at se det? Far og mor og syntes, at de var pænest i de nye søndagskjoler. Hvor er I smukke, mine små prinsesser, kunne far godt finde på at sige, men når de skulle vaskes og stod uden tøj, sagde mor næsten altid: hvor er I beskidte.
Men Bedste sagde, at det forstod små børn ikke, og så fortsatte hun og fortalte med gru i stemmen, at sømanden havde været så smuk, at de var nødt til at slå ham ihjel. Og det døde han af. Selv om ingen kunne bevise det, og folkene på gården sagde, at han var gået til Aalbæk.
Hvad der er sandt og hvad der er løgn, det får vi aldrig at vide, men sikkert er det, at gården har været forhekset lige siden. Ingen har kunnet sidde ved den. Og selv lynet var blevet så rasende, at det slog tre af dem ihjel.
Og Hesselholt, hvad med Hesselholt, plagede pigerne, men Bedste var blevet så bange af sin egen historie, at hun ikke kunne fortælle mere, men så tog Marie et stykke kandis, som hun havde gemt til det samme, og proppede det i munden på Bedste, og når hun havde munden fuld, og der løb savl ned af mundvigende, glemte hun at være ræd og fortalte videre, og så var det kun Marie og Maren der var rædde. Men de var jo selv ude om det.
Hesselholt. Sagde Bedste og holdt en lang pause, som truede med at vare i evigheder, men endnu en lille gnalling kandis kunne sætte skub i historien.
Hesselholt havde alle dage være forhekset. Hvornår det begyndte, kunne ingen mere huske. Og det stod ikke skrevet. Men det var en stormfuld nat, hvor høstakkene flåedes fra hinanden og spredtes over hele egnen og dyrene på marken blev slået omkuld og lå og trimlede og skorstenene faldt af tagene på de gårde, der havde en skorsten.
”Havde de ikke alle sammen det? hvordan lavede de så varme?”
”Vil du hellere høre om skorstene?” skar Bedste hende ned og sad igen tavs. Så fortsatte hun med en stemme, der rev begge børnene og hende selv med, indtil de alle tre sad og stønnede og vred sig, og Bedste råbte, at nu måtte det være slut. Og nu skulle de hjem. Og så rejste hun sig og hev fat i deres arme og trak dem med hele vejen til Krøggården.
Historien skiftede lidt med Bedstes humør, men nogle ting var de samme, og dem ville Marie i al fald aldrig glemme, og når hun selv en dag blev Bedste, ville hun fortælle dem til sine børnebørn, for det måtte ikke glemmes, for gjorde man det, så brændte gården ned, eller der kom nogle fæle mænd og rev den ned.
Historien handlede om sølvapostlene, og apostlene de var jo Jesuses allerbedste venner, men Marie ville nødig have den slags venner, som var ude på fortræd og andre slemme sager.
Og så fortalte Bedste, at engang, men hun huskede ikke hvornår, blev de kylet i land fra et strandet skib og fundet af folkene på Hesselholt.
”Hvad for nogen folk?” ville Marie altid vide, og det gjorde Bedste sur, for hun vidste jo alting, men lige det vidste hun ikke. I al fald stjal folkene Jesuses venner og gemte dem inde på gården. For de var nemlig lavet af det pureste sølv og guld og mange penge værd.
Men det var dumt af dem at stjæle de venner, for nu begyndte deres gamle orgel at spille om natten, når alle sov, og spøgelserne rumsterede om kap i alle rummene og truede med at skære halsen over på hver og en, ung som gammel, ja selv barnet i vuggen var i fare.
Til sidst tilkaldte de heksen fra Jerup, og hun læste fra Cyprianus den remse, som plejer at virke på trolddom. Og nu blev Bedstes stemme mærkelig, og der krøb små dyr rundt på Maries arme og ben:
”Nu i Jesu Christi Navn, Du almægtige Abrahams og Isaks Gud og Jacobs Gud, giv mig nåde og bevar mig nådeligen og bønhør mig nådeligen på denne min beden for Jesu Christi Skyld, som lod sig føde i en oksestald blandt kreaturer og bæster, for at de skulle se ham. Fri og frels Dine i Jesu Christi navn og alt det, som er bunden i knude i husene og i gården, og som kan fordærve mennesker og andre kreaturer og alle ting. Hjælp os, kære Herre Gud, fra alle troldekunster og fordærv.”
Bedste blev helt hæs, når hun læste troldeordene og bagefter var hun stille i lang tid, og Maren spurgte altid, om det så havde hjulpet? Var de så sluppet fra af hekseriet? Var de nådeligen det? Og Bedste så på hende med så dystert et blik, at det var Bedste, man blev ganske ræd for.
Men så sagde hun, at det ikke havde hjulpet det mindste, men heksen fra Jerup mistede sit gode ry.
”Men Jesuses venner da? Hvad skete der med dem?”
”De blev gravet i det lille egekrat, men dermed hørte spøgeriet nu ikke op. Og forbandelsen har hvilet over gården lige siden. Den sandede til, og mændene blev barnløse eller tossede.
”Er Jens Madsen så barnløs eller tosset, ville Marie altid vide. Og Bedste nikkede og nikkede, men sagde ikke en lyd.
”Og ligger apos… øh … vennerne i egeskoven nu?” spurgte pigerne og pegede ind i landet.
”Ja.”
”Og hvordan ved du det?”
”Det ved alle. Og om aftenen er der sommetider lys inde i skovtykningen, og lyset brænder lige over det sted, hvor kisten er begravet. Men man skal holde sig derfra. Det er den visse død, der lurer i det krat.”
Ja, det kunne de godt forstå, og nu ville de aldrig mere lege i den lille rare skov, hvor de ellers havde deres hule og plukkede liljekonvaller til mor om foråret. Nej, og så var det, at Bedste hankede op i dem, og nu skulle de hjem. Og ikke snakke mere om troldtøj og spøgeri, vel?
Nej. Ikke et ord.