Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.
Her en lille tanketorsk af den slags, som jeg med jævne mellemrum lader svømme frit og som regel også midt i Randers Amtsavis. Den her klumme stod i avisen i mandags:
Apropos alder
I rigtig mange år stod jeg hver dag foran unge mennesker og talte til dem og med dem. For jeg var lærer, og de var mine elever. Så skiftede jeg job, og nu står jeg ofte foran ældre mennesker og taler til dem og med dem. For jeg er foredragsholder, og de er mit publikum. Begge grupper var og er lydhøre og interesserede, så jeg kan roligt sige, at jeg har haft ønskejobs hele mit liv.
Der er alligevel stor forskel på de to grupper – først og fremmest er der jo aldersforskellen. Og det ses både i ansigterne og i adfærden. Den første gruppe afspejlede ofte uro og usikkerhed, og man skulle bruge både energi og pædagogiske tricks for at overbevise dem om, at f.eks. salmedigtere var værd at beskæftige sig med. Men det lykkedes som regel altid, og var interessen først vakt, så blev rejsen ind i en åndelig og fiktiv verden både spændende og eksotisk.
Den anden gruppe afspejler ro i minespil og adfærd, og de ældre ejer en umiddelbar evne til fordybelse, og med deres store livserfaring i bagagen kan de ofte forbinde åndelige og abstrakte emner til deres egen her-og-nu-virkelighed. Og det er en gave, som kun alderen kan give.
Der er kort sagt mange fordele ved at blive ældre, så glæd dig, unge pige og raske dreng! Nok mister I færdigheder på idrætspladsen, men I vinder terræn på andre felter, og hvis I lærer at bruge de ressourcer, alderen giver, på den åndelige tumleplads, så bliver tilværelsen ikke så ringe endda.
Jeg så forleden i TV en såkaldt ”reality udsendelse” som det hedder på moderne dansk. Den hed Botox eller Broccoli. Og budskabet var: pas på, at du ikke mister dit unge udseende! Mas og slid for at slippe for rynker og andre tegn på, at det går den gale vej = mod alderdommen.
Alderdommen, ja den er set i TV-udsendelsens optik virkelig en dom. Og den er afsagt en gang for alle. Stakkels dig! Dømt til alderdom!!!! Men hør: hvis du virkelig giver den en skalle, så kan du ase og mase og operere ondet væk.
Nej, mennesket er ikke stakkels. Og det er ingen dom at blive gammel. Det kan blive en velsignelse, og dine rynker kan vise dig og alverden, at du har levet. Og lidt. Og stridt. Men ikke forgæves, for du opnåede hele vejen igennem livet noget, du havde dine nederlag og dine sejre. Og rynkerne er dit adelsmærke. Vær stolt af hver eneste rynke! For de viser at du har levet – og at du lever. Hvis du fjerner dem, så viser det kun en ting: at du lyver.
Og her er tegneren NEX’ tolkning af ordene: