Egentlig var det planen ikke at inddrage skagensmalerne og det, der er skrevet om dem i indsamlingen og behandlingen af materiale om Skagen og omegn. Det er altsammen så grundigt beskrevet, at det vil virke mere end overfladisk, hvis jeg forsøger mig i den retning.
Og så er det alligevel umuligt helt at undgå. Dertil fylder det for meget, og det ville være som at forsyne gennemgangen af Skagensmateriale med en stor mørk plet, der bredte sig mere og mere, efterhånden som indsamlingen voksede. Det ville simpelthen mangle. Men det bliver med venstre hånd og af nød.
Jeg vil slet ikke behandle malerierne, men blot omtale og kort gennemgå nogle de værker om malernes liv på Skagen, som jeg falder over.
Jeg har netop afsluttet læsningen af ovennævnte to værker, der omhandler det samme tema: Kærlighedsdramaet i trekanten: Søren Krøyer – Maria Krøyer – Hugo Alven.
Emnet er højaktuelt, idet Bille August netop i denne tid er i færd med at filmatisere dramaet om de tre elskende.
Jeg ved endnu ikke meget om filmen, men titlen “Lyset over Skagen” optræder to steder: dels er det titlen på et filmmanuskript, som Jens Smærup Sørensen skrev i 1985, men som aldrig blev til en film. Eller som bliver det nu?? Det andet sted er i musicalen “Lyset over Skagen” fra 2007, der blev spillet i Skagen samme år og senere i København.
Nej, filmen af Bille August er ikke lavet over Smærups manuskript men over Anastassia Arndts bog om Marie Krøyer: “Balladen om Marie.”
Vivian Nielsen skrev sit skuespil: Den yderste Nat i 2003 – det er et bestillingsarbejde for Vendsyssel Teater.
Det samme stof er grundigt behandlet i Anastasia Arndts “Balladen om Marie” en biografi om Marie Krøyer. Den har jeg endnu ikke læst, men vil gøre det snart og skal melde tilbage til bloggen senere.
“Lyset over Skagen” er en skildring af udviklingen af følelserne mellem Marie og Hugo fra den spæde begyndelse til det fuldbyrdede forhold. I Den yderste nat er spillet koncentreret i en sen nattetime juleaften.
Fælles for begge de fiktive tekster er kompleksiteten i skildringen de tre personers følelsesliv, navnlig når det gælder Marie og Søren – med hensyn til Hugo synes det klart i begge tekster, at han er en Don Juan type, der nyder sin forførerrolle. I Smærups tekst indføres til illustrering af dette et par badenymfer, som han ikke helt kan holde sig fra, og man ser ham også flirte med Holger Drachmanns unge kone.
Marie er skildret som en kvinde, der ( for første gang?) oplever sin egen seksualitet i fuldt flor. Et fænomen, som Hugo er ond nok til at slynge i hovedet på Søren: ( citat fra Den yderste Nat s.38): Hugo ( til Søren) : du har aldrig tilfredsstillet hende. Men jeg siger dig: i øjeblikke, du sku’ se hende, høre hende, lugte hende – sikke udtryk, når den kvinde overgiver sig”” – og Krøyer: “Jeg tror ikke der er meget du kan lære mig om Marie, jeg ikke ved – husk på, hvem der har oplært hende” Og Hugo: – “Så fortæl mig, hvorfor hun skreg, da jeg forløste hende for første gang? Hun troede, hun skulle dø! Hun vidste ikke, hvad det var!”
Og stakkels Krøyer er slet ikke med og svarer med at sige, at Marie altid har følt kropslig anspændelse ubehagelig ( sic!) – han ved meget om malerier og ingenting om sex.
Så banalt er det selvfølgelig ikke. Men læs selv de to tekster. De er god underholdning.
 
Det vil blive interessant at se, hvordan Bille August vil behandle stoffet om den berømte trekant i Skagen.