Min morfar ( kaldet bedstefar ) var brugsuddeler i Hulsig. Jeg ved ikke ret meget om ham, og det jeg ved, er stykket sammen af små bemærkninger, der er faldet tilfældigt og uden sammenhæng. Mor fortalte aldrig om sine forældre, og det er mærkeligt, når man tænker på, at de begge var døde, da jeg og min lillesøster blev født. Han nåede netop at se min bror Anders, og et af de bedste billeder af ham er netop et, hvor han sidder med Anders på skødet. Så det oplevede han, men vi oplevede aldrig ham.
Om min mormor ved jeg næsten ingenting, og der er kun bevaret et temmelig utydeligt billede af hende – i min erindring selvfølgelig slet ingenting. Den tale, min mor holdt til hendes begravelse, er det største minde om hende.
De fleste af de bygninger, der lå i Hulsig i 1900tallets begyndelse, er borte nu. Jeg kan svagt erindre min fars købmandsbutik, men der hvor den lå, ligger nu et andet hus. Men brugsen er bevaret og ligner det hus, det var dengang, og jeg er ret sikker på, at det var et af de smukkeste og største huse i Hulsig. Uddeleren kom ellers udefra – og det var noget nyt, for byen havde i generationer været selvforsynende med mennesker, hvilket jo også betød, at man nødvendigvis giftede sig med slægtninge. Det kom der sikkert mere end en “særling” ud af. Jeg har hørt om flere af slagsen, men det får vente.
Her drejer det sig om et hus, og nedenfor vil jeg vise den nuværende “Gamle Brugs” -butik, som i dag sælger brugskunst og lignende, men som altså har til huse i min mors barndomshjem, der stort set står som da det blev bygget. Billedet af min bedstefar er venligst udlånt fra denne butik, hvor det er ophængt.

Billedet af bedstefar ved sin butiksdør:

Så fandt jeg alligevel et par billeder af mormor. På det øverste er hun ganske ung. Hun har taget turen til København for at blive foreviget – og sikkert lånt hovedbeklædningen. Den er så fin. Og hun kommer lige fra Ollerup Højskole, hvor hun gik i sommeren 1903. Og her synes jeg, at hun virker som en, min bedstefar nok kunne forelske sig i. En ung pige, der varsomt går ind i voksenlivet – lidt sårbar måske, men dog bevæbnet med paraply og et blik, der ser ligefrem, som ville hun sige: jeg er kun blid på overfladen.
Og på billedet af den ældre mormor er blidheden gået fløjten, synes jeg. Hun smiler en anelse, men der er alvor, ja, næsten vrede i øjnene. Hvordan mon hun var? Jeg kender hende kun fra min mors tale til hendes begravelse:
Her er en del af talen med mors skrift – jeg “oversætter”  nedenfor:

Oversættelse: Lille Mor, før du nu i dag skal bort fra det Hjem her paa Jord, du holdt saa meget af og fra os tre, du elskede saa højt, vil vi gerne takke og mindes dig.
Takke dig for alle de gode Minder, vi har om dig herhjemme, hvor du altid kun tænkte paa at gøre det bedste for os, kærlig og uegennyttig, som du var til det sidste. Tak, lille Mor for hver Gang du kom ned til os i Strandby, du var altid saa glad, naar du kom, og vi er glade for, du fik vort Hjem at se, vi kan næsten ikke forstaa, du aldrig kommer mere.
Jeg mindes, Mor, da jeg var en lille Pige, om Aftenen naar du puttede mig i seng, du satte dig hos mig og saa sang du denne lille Aftensang: Jeg ved en dejlig Have, hvor Roser staar i Flor, den skabte Gud til Gave til alle Børn paa Jord. Nu er du selv, lille Mor, hjemme i den dejlige Have, det ved vi, naar vi mindes dine sidste Ord deroppe paa Hjørring Sygehus, vi spurgte dig, hvordan du havde det, og du svarede:”Jeg har det saa godt saa godt, alting er jo saa skønt, det maa I tro.” Og med det lille Smil, som kun du kunde smile sagde du: “Godnat Far”, og du sov ind for ikke at vaagne mere. Stille, som dit Liv og din Færden, saadan var ogsaa din Død.
Vi var saa faa at miste af, og nu blev du sparet for den Sorg at se nogen af os gaa først.
Lille Mor, vi tre vil altid savne dig. Din plads vil staa tom, men vi ved, vi skal mødes med dig igen, og da aldrig mere skilles. Indtil da Farvel du lille, gode Mor og Tak.
Min bedstefar giftede sig få år efter med Anna Larsen, hende jeg har kendt som bedstemor. Hun var henrivende – nu skriver jeg lige det ord, for bedstemor kunne godt finde på at bruge det selv. Hun levede sin ungdom i København, begyndte som slemt misbrugt pige i huset hos en arrig, nærrig og rig kone, der nød at se bedstemor kravle helt ind under sengene for at gøre dem rene – alt imens hun skældte ud over tempoet!! Senere kom hun i huset hos søstrene Kondrup, der var velhavende, ugifte og meget søde mod hende. Det var også her hun blev “missionsk”. Bedstemor arvede en del af deres bohave og måske også penge, i al fald blev hun i stand til at iværksætte sin egen virksomhed: en systue med mange ansatte – jeg har set billede af den, men det er blevet borte, måske finder jeg det.
Her er til gengæld et ungdomsbillede af bedstemor, taget i København, og hun står sammen med en lille dreng, hvis relation til hende jeg har glemt. Men der var noget med en officersfamilie, hvor bedstemor kom som husven … det ligger i tåge … men drengen er vist nok fra den familie, og her altså fotograferet med min bedstemor:
Da bedstefar døde, flyttede bedstemor til Strandby for at bo hos os. Der var et venligt, men ikke særlig varmt forhold mellem mor og bedstemor, jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor. Det gør jeg nu. Pladsen efter mormor skulle stå tom. Men den blev alt for hurtigt fyldt ud og af en kvinde, der også som ældre var meget smuk. Fra min “tante” Sylvia, som var ung pige i huset hos det nygifte uddelerpar i Hulsig, ved jeg, at de var som to turtelduer ( det er “Sylles” udtryk) – så forelskede, som havde de været 20 og ikke over 50 år.