I det interwiev, far giver til avisen ( hende, der har klippet ud (fy mor!) har ikke skrevet, hvilken avis, udklippet stammer fra, men jeg antager, at det er Frederikshavns Avis) , her fortæller far et lille erindring, som han desværre ikke uddyber, eller jounalisten har ikke plads til det hele, men jeg har heldigvis hørt historien før, så der kan jeg med god samvittighed sætte en lille krølle på.
Han fortæller, at kronprinseparret hvert år holdt sommerferie på Klitgården i Skagen, og både prins Christian og prinsesse Alexandrine var meget afholdte, også fordi de forstod at optræde som “almindelige og jævne” hvad de selvfølgelig ikke var. Far fortæller, at det var en tradition, at de den første feriedag rejste med toget tilbage til Hulsig og gik op til Hesselholtgården, hvor farfar tog imod dem, hvorefter han kørte dem til Kandestederne, hvor de nød deres eftermiddagskaffe på Kokholms Hotel. Det var et fast ritual med den tur, og der blev altid serveret det samme: kaffe og æbleskiver. Farfar har sikkert ikke ligefrem snakket med de fine folk, men de har jo nok snakket til ham, og en dag, hvor han skulle køre med dem, så kongen lidt tilknappet ud ikke bare i tøjet, men også i ansigtet. Og hvad der var galt, kom jo snart for en dag.
Dagen forinden havde toget jo på vej til Skagen passeret Hulsig, hvor alle byens børn var linet op på perronen, hvorfra de skulle vinke til kongen og råbe hurra. Og kongen stod parat til at modtaget de smås hyldest. Men i går havde alting været anderledes. Og vist var der børn, sagde kongen, men de havde da været så sært stivnakkede og hverken vinket eller råbt. Farfar vidste det godt. Min far og hans brødre havde jo også været der og forholdt sig demonstrativt stive og stille ligesom de øvrige. “Nå,” sagde kongen, “fortæl! hvad stak dem dog?” “Jamen, de vinkede da godt nok,” protesterede farfar, for han havde jo selv stået fulgt optrinet i baggrunden. “Ja,” sagde kongen med et glimt i øjet, “det gjorde de jo ganske vist, men da ikke før jeg lænede mig helt frem og vinkede meget kraftigt til dem. Så kom der jo et par arme op.” “Jo,” sagde farfar en smule beklemt. “Men se, vi har altså fået ny lærer i Rannerød, og han … han er altså sådan en slags socialist.” “Aha,” sagde kongen “rød altså. Som sin skole. Hmm …”
Sådan omtrent faldt ordene, men jeg er ret sikker på, at min farfar, som selvfølgelig har været glødende højremand, ikke helt har forstået sagens rette sammenhæng, for så vidt jeg kan regne ud, så hed den unge rebelske lærer Wirring, og han var ikke socialist, men fuld af en masse ideer om fornyelse og folkeoplysning, og muligvis var han ikke rigtig royalist. Han var derimod grundtvigianer,  og det skulle ikke undre  mig, om han oven i købet stemte på Venstre – og det var jo galt nok. Det gjorde ingen andre deroppe, ikke engang de fattige fiskere i Skagen: de blev aget af Købmand Møller til Frederikshavn, hvor de som tak for turen fik ordre til at stemme på Højre. Hvad de selvfølgelig også gjorde.
Nej, Wirring var ikke socialist, men han var som sagt grundtvigianer, og jeg ved fra min bedstemor, som nåede at blive hans elev, hvilken revolution, han skabte i det lille samfund. Ham kommer jeg helt sikkert tilbage til. Præsten i Hulsig var i samme periode for resten indremissionsk – hvad der kan have været af konflikter der, ved jeg ikke. I den lille folder, der ligger i Hulsig Kirke står der, at de to virkede fint sammen – og at Hulsigfolk i det hele taget var tolerante. Hmmm …
Men nu skal vi tilbage til kongen. Og nu kommer en beretning, som jeg vist nok har fra min farmor, men det kan også være, at far har fortalt den. I al fald var det sådan, at der en dag kom en famlie cyklende ad den nye makadamiserede vej fra Frederikshavn. Ind i mellem kom der jo tossede badegæster bilende til Hulsig – men cyklende, nej, det var noget nyt. Og de gik jo ind på gården, og endda ret hjemmevant, syntes min farmor, og de var forfærdelig snavsede, for vejen var støvet på den tid af året. Farmor var jo en rar dame, så hun skjulte vel sit ubehag ved de støvede spøgelser der stod der så ugenerte – fruentimmeret endda meget dristigt påklædt. “Kan De ikke kende os,” spurgte manden. “Nej,” sagde farmor, “sådanne folk har jeg ikke kendskab til.” “Det tror jeg nu nok, de har. Jeg er kongen.” ( Det må altså have været efter 1912). Farmor knækkede efter sigende sammen af grin. Aldrig havde hun da hørt magen til vrøvl. Kongen!!!! Som altid var så pæn. Og så det der rakkerpak. Ja, det sidste sagde hun jo ikke, og hurtigt gik det op for hende, at hun måtte skynde sig at undskylde af fuld hals. Men det var svært at vise ærbødighed for sådan nogle støvgrise.
Kong Christian var i øvrigt ikke til at spøge med. Det fortalte min bedstemor, som kendte postmesteren i Skagen. Og hvert år på postmesterens fødselsdag kom kongen på gratulationsvisit. Men et år var var det så uheldigt, at postmesteren havde absenteret sig lige netop den formiddag, hvor han havde fødselsdag, og da det behagede det Hans Majestæt at aflægge ham visit, var han der ikke. Postmesterinden beklagede jo og bad kongen vente – postmesteren var ude, men kom snart tilbage. Kongen blev vred, vendte om på hælen og satte den aldrig mere i det hus. Så kunne de lære det!! Jo vist kunne han blive majestætsfornærmet.
En anden historie har jeg fra farmor, men den er så uklar, for jeg ved ikke, om hun selv oplevede de,t eller om hun har fået episoden fortalt. Sikkert det sidste. Og så er det måske løgn. Historien er, at de to prinser havde været med skoleskibet hele sommeren, men nu skulle de hjem, og far og mor stod på kajen for at tage imod dem, da skibet lagde til. Drengene kom fra borde og forventede måske et knus, men nej, Alexandrine bad dem række hænderne frem, og da hun så, at neglene ikke var ganske rene, blev de beordret ombord igen. Og så tog kongen og dronningen hjem uden børn. Sådan kunne min bedstemor ligegodt aldrig behandle sine drenge!