For flere år siden foreslog en af mine søstre, at jeg skulle skrive familiehistorien, fortællingen om den gamle, smukke gård, Hesselholt, der havde tilhørt slægten i mange generationer, og hvor min far voksede op, og som for os børn dannede rammen om så mange lykkelige feriedage. Fortælle om, hvordan den i sin tid lå i en frodig og grøn egn, hvor alt groede og lykkedes, og om, hvordan sandstormene opstod og tog til og til sidst tog gård efter gård og gjorde familie efter familie hjemløs. Den gamle gård havde sin egen helt unikke historie: den blev sten for sten flyttet til Hulsig, og det var derfor, vi kunne komme der.
Det var en fristelse. Men jeg vidste med mig selv, at det ville blive en vanskelig opgave, for der vil altid være et fæstningsværk, en uendelig række af barrikader og barrierer og andre blokeringer, der rejser sig omkring det mest private. Kan de forceres og skal de det? Giver det mening?
Og samtidig er erindringsromanen paradoksalt nok en genre, der er og altid har været så uhyre populær. Men vel egentlig også en genre, der lyser af utroværdighed, for selv ikke i dokumentarromaner og erindringsbøger er det sandheden, der fortælles. I al fald en anden slags sandhed. Et litterært værk, måske endda et hvilket som helst kunstværk følger jo sine egne veje og love, det kan ikke tage hensyn til andet end det, der passer sig for værket og hører til der, det bærer sin egen sandhed, der måske endda ligger langt fra den historiske. Johanne Louise Heiberg skrev sin selvbiografi under titlen: “Et Liv genoplevet i Erindringen”, og eftertiden har moret sig med at omdøbe den til “et Liv genopløjet i Erindringen.” Og det er jo fremragende bog.
Og i dag er det højeste mode at skildre sit liv i romanform – et par eksempler grebet i skrivende flæng: Knud Romer: “den der blinker, er bange for døden” – Suzanne Brøgger: “Jadekatten,” – Henning Mortensen: alle de mange bind om personen Ib, begyndende med “Havsidesommer” – Erling Jepsen: “Kunsten at græde i kor,” Smærup Sørensen: “Mærkedage” og Kanusgårds “Min Kamp”.
De gør det dog på vidt forskellige måder. F.eks. har den lange serie om Ib måske endda kun perifere berøringspunkter med Henning Mortensens eget liv, mens Knausgårds “Min Kamp”, hvoraf jeg bekender kun at have læst det første bind, efter sigende skulle komme helt tæt på forfatterens eget liv – en slags postuleret autenticitet.
Der er dog en anden markant forskel på lige de to forfatteres selvbiografiske romaner, nemlig den, at mens Mortensen er en sprogets mester og skriver, så man kan høre englene synge omtrent så smukt som i Guds Himmel, så skriver Knausgård efter min mening pænt nok, men uden den kunstneriske glød, der tænder en( = mig ).
Alle ovennævnte forfattere tager udgangspunkt i deres eget miljø ( barndom) og kun få af dem træder varsomt. Nogen af dem går så vidt som til næsten at flå familiemedlemmer, venner og bekendte. Alligevel er det fremragende romaner, der holder læseren fanget fra første til sidste bogstav.
Nå, men så suverænt godt som de forfattere skriver jeg for det første ikke, og for det andet kunne jeg aldrig udlevere min familie på den måde. Og her hjælper det ikke, at jeg påberåber mig min ret til kunstnerisk frihed. Smerten over at blive ramt er jo lige stor for det.
Jeg husker en episode fra min tid som gymnasielærer på Amtsgymnasiet i Randers. En af mine kolleger hed Gunnar Christensen. I 1970’erne 80’erne var vi kolleger, men i 60’erne havde han været min lærer på Th. Langs Skole i Silkeborg. Her gik også Suzanne Brøgger, og hun skrev i erindringsbogen “Crème fraiche” temmelig stygge ting om Gunnars sex-liv – hun kaldte ham i bogen “Røde Gunnar”, men det kaldte vi ham nu alle sammen, og det havde ikke noget med hans politiske tilhørsforhold at gøre. Da han hørte, at jeg havde købt bogen, ( nu var vi i 80’erne) bad han om at låne den. Det gjorde jeg, men noget tøvende, for jeg vidste, at han ville blive såret, når han læste den. Det blev han også, men da han gav mig bogen tilbage, sagde han meget stille: “Ja, men hun har jo sin digteriske frihed.”
Der ligger gode fortællinger i enhver familie, også i min. Barske fortællinger ind imellem – eks. : en af mine onkler ( Karl) blev skåret af familietræet og forvist til glemsel. Han var sindssyg ( ungdomssløvsind kaldte man det vist), og det var en stor skam, og fra han var 20 år og til han døde som gammel mand, levede han på et sindssygehospital. Min far besøgte ham hvert år på hans fødselsdag, om han så andre i familien, ved jeg ikke, men vi hørte ALDRIG om ham, og far var tavs i flere dage efter besøget.
Og i går fik jeg repeteret en familiehistorie, som jeg kendte i forvejen, men ikke i den version. Den stod i en notits i Københavns Amtsavis 27. juni 1926, og i artiklen fortælles det, at Janus Hesselholt ( min farfar) i et anfald af sindssyge havde brændt alle sparekassebøgerne fra Ålbæk Sparekasse ( som han var direktør for) på et bål ved stranden, hvor man senere fandt ham flakke grædende om. Sådan står der i avisen. Men det kan ikke være sandt, for farfar døde i 1919. Min version af historien vil jeg ikke røbe,  for her er personen endnu tættere på, og jeg ved jo heller ikke, om den er sand – fik den fortalt af min bror for mange år siden, men han er syg nu med hukommelsestab. Så … hvordan finder man sandheden? Og hvorfor skulle jeg? I første omgang af ren og skær nysgerrighed, tror jeg.
Men hør, der er også meget smukke familiehistorier, som jeg heldigvis også har fået fortalt og husker: Poul Reumert boede i min fars ungdom i Kandestederne, og han havde en smuk kokkepige, som hed Kirsten, og hende sværmede egnens unge karle for, men det blev min onkel Otto, der løb af med hende – den historie gnistrer af skønhed.
En anden familiehistorie handler om samme skuespiller. Min far kørte taxa i 20’erne, og engang kørte han Reumert hjem til hotellet i Kandestederne og blev budt indenfor. Og her blev han ganske stum ved synet af så mange bøger på ét sted, og han spurgte, om Reumert virkelig havde læst dem alle. “Læst!” råbte skuespilleren. “Jeg har ikke læst dem. Jeg kan dem udenad.” Det troede far ikke på, og Reumert bad ham tage en af dem ud og slå op et tilfældigt sted og læse en linje. Far læste – han var ordblind, så det gik langsomt – så rejste skuespilleren sig op, så på min far og reciterede hele Terje Vigen. Far var målløs. Tænk, at nogen kunne gøre det? Han rakte bogen frem, men Reumert sagde: “De kan beholde den. Men på en betingelse. De skal lære den udenad!” Det gjorde min far så godt han kunne, og i al fald læste han den så tit for os børn, at vi snart kunne den udenad.
Da jeg skrev bøgerne om de store salmedigtere, var jeg mig bevidst, at jeg skrev om mennesker, der virkelig havde levet her på jorden, og jeg gjorde jeg det i taknemmelighed og respekt. Jeg vil gerne gå ind i det her projekt på nogenlunde samme måde.
Forleden sad jeg og bladede i en bog, min onkel, Lars Hesselholt, har skrevet: “Hulsig-minder” hedder den, og jeg fandt den ene uudfoldede fortælling efter den anden, fortalt med humor og indlevelse, men altså: Det var historier i svøb.
Jeg har derfor tænkt mig i den nærmeste tid ( de næste mange år måske!!! – alligevel) at grave i de historier der ligger og venter, at finde kernen i dem, og måske kan jeg vikle dem ud af glemslen. Hvis jeg synes, at det giver mening.
Det skal jeg i gang med nu. Og måske kommer der en bog, og måske ikke. I første omgang forestår et stort og interessant arbejde med at finde ikke bare mine egne rødder, men rødderne af de mange, der voksede op i den karrige sandjord og havde den og det barske vejr som vilkår livet igennem.