Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Jeg har i de seneste 20 år holdt mange foredrag om alderdommen. De første mange år hed foredraget “de ældste og de yngste”. Og det handlede om de to aldre i menneskelivet, der i år ligger længst fra hinanden, men som også er kendetegnede ved, at de deler vilkår med hensyn til det forhold, at både de helt små og de meget gamle er svage og sårbare. Og ret så afhængige af de “voksne” = de stærke, der befinder sig i den midterste livsfase.
Kort sagt: de lever i samme udsathed.
Den seneste tid har foredraget ændret navn og indhold. Det hedder nu: Alderdom er visdom.”
Ligesom det første foredrag tager det udgangspunkt i en historisk rejse. Hvordan har man set på begrebet “alderdom” i fortiden, og hvordan har det forandret sig med tiden.
Jeg hørte engang i et radioprogram Rane Willerslev ( socialantropolog og direktør for Nationalmuseet) hævde, at det KUN er i vor tid og i vor kultur, at man ikke agter og ærer de gamle. At det kun er Nu og Her, at alderdom ikke er omgærdet med stor prestige og respekt fra det omgivende samfund.
Det er jo ikke helt rigtigt.
Men langt hen er det.
Dog kan man se, at man i den græske oldtid dyrkede ungdommen (som aldrig før eller siden) og at i al fald nogle af de førende tænkere foragtede alderdommen. Det har vel så været provokerende, set i lyset af det “normale” syn på gamle folk.
Aristoteles ( 384 – 322 f. Kr.) ser først og fremmest “de gamle” som egoister, der har mistet kontakten til det levende liv. Han skriver i Retorik Xlll bl.a., at de gamle er ondskabsfulde, smålige og nærrige.
Platon (428-348 f. Kr.) ,som i øvrigt var Aristoteles’ lærer var ikke enig med ham i de anskuelser.
I Staten fremstiller han de ældre som selve visdommens kilde – dem kan man spørge til råds og lære meget af.
Senere i historien, nemlig i Det gamle Rom var synet på alderdom helt igennem positivt. At opnå en høj alder var ensbetydende med at opnå stor viden og magt. Alderdom er Visdom – Ja, den overskrift passer fint her.
Cicero ( skribent og statsmand, 106-43 f. Kr.) ) er en modpol til Aristoteles angående synet på de gamle. Han skriver endda et værk om det: Cato Maior de Senectute. Det skriver han, da han selv er en ældre herre, og her er ordene lagt i munden på den 84-årige Cato den Ældre ( statsmand,234 -149 f.Kr.). Han fortæller, hvordan han i sin alderdom bliver levende på en ny måde. Her et lille citat:
“Jeg har kastet mig ud i dette studium (= om den græske digter Solon) med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig det! Med hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats. Men for nu at vende mig til en anden påstået fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette sin aktivitet efter, hvad man kan magte.”
Og senere skriver han: 
“…det er hos de gamle, man finder den forstandige tanke og det kloge omdømme, og havde vi ingen af dem, hvad var der så blevet af staten og samfundet?”
Og sådan fortsætter hans forsvar for synet på alderdommen som den mest positive periode i menneskelivet.
Det er også den almindelige mening i Det gamle Rom, idet landet styres af SENATET.  Ordet senat kommer af ordet senatus = samling af gamle. Senex = en gammel mand. Altså for at få indflydelse og magt skulle man være gammel. Det vil faktisk sige, at man skulle være senil for at være agtet. Ikke lige en tanke, der fænger i dag.