Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Hesselholt

 1870

Julefesten skulle holdes på Hesselholt. Det var Kirstens påfund. Hun skulle altid fylde huset med folk, der ikke ligefrem kom dem ved. Eller ved og ved, det var så meget sagt, en del var man jo ligefrem i familie med, og andre var folk, der til nød kunne snakkes med. Om landbrug og udvikling og om fremskridt. Det var heldigvis ikke nye ord for alle i sognet, skønt de fleste drev deres brug akkurat som forfædrene havde gjort. De kørte videre i den samme plovfure uden at have den ringeste fornemmelse for forandringens nødvendighed.
Lars kunne ikke helt lade være med at bryste sig en smule over, hvor langt han selv var nået på de 15 år, han havde haft gården. Kirsten forsøgte undertiden at holde igen. Nu skal du huske at spise brød til, sagde hun hver gang han blev ivrig. Han ville kvæles af det tørre brød, om hun skulle bestemme.
Det skulle hun ikke.
Og han havde god grund til at være tilfreds med sig selv, for nu hvor det var ham alene, der bestemte, hvor ploven skulle gå, havde han opdyrket en god del af de hedelodder, der hørte til gården, og vist havde han slidt som et bæst, men han havde til gengæld set frugterne af sit arbejde og høstet, som han havde sået. Først og fremmest havde han sørget for yngre og stærkere heste og en langt bedre plov, en, der uden at slides itu kunne bryde den hårde, sure hedejord, som med flid og slid nok kunne forvandles til brugbar agerjord. Og besætningen af kreaturer var vokset i takt med markernes antal. En dygtig karl havde han sørget for og piger, der kunne arbejde.
Navnlig efter at onkel Jens var død, havde han haft helt frie hænder, for den gamle kunne jo ikke lade være at blande sig i tide og utide. ”Vent du bare, til dine egne sønner tager over, og du bliver sat til side som en gammel udslidt fejekost. Vil du bryde dig om det?” Han havde ikke svaret, men tænkt, at hans drenge skulle lære alt det, han ikke selv havde lært. De skulle på landbrugsskole og komme hjem som fuldbefarne bønder. Og han ville lytte til dem. Det ville han. Gamle Ane blandede sig på en god måde, hun hjalp til, hvor hun kunne, og uden hende havde Kirsten ikke kunnet gå med i stald og på mark mens drengene var små. Hun var så ”tålle” den gamle kone, at det var en fornøjelse.
Han så ud over de mange bænkede Hulsigfolk og dem fra Rannerød. De havde taget godt for sig af Kirstens jødekager og æbleskiver og drukket tæt af hendes gode julemjød, og nu bredte der sig en stemning af fred og fordragelighed i stuen, der for en gang skyld føltes trang. Han vendte sig mod Christian Krøg, der sad bænket ved hans venstre side.
”Du fik nok tøsen godt gift.”
”Jo, såmænd. Ole Houkjær er et mandfolk. Og de har fået godt hold på nabogården til os. Og så er de jo svært tilfredse med de to små.”
”Og nu kom der så et karlfolk ind i familien.”
”Hvad?”
Krøg skelede surt til ham, og da Lars bare blev ved med at smile, fortsatte han uden at hæve stemmen: ”Hvis det er ham Christian Larsen, du stikker til, så er han ikke kommet ind i familien. Han kender sin plads.”
”Nej ham. Det var nu den nye Houkjær, jeg mente. Ham den bette Peter. Han er vel også et karlfolk?”
”Jo.”
De sad lidt tavse, og Lars lod blikket glide hen over alle konerne, der sad ved deres ende af det lange bord, opstemte og røde i ansigtet af varme og velvære, mens de skræppede om kap.
Ole Houkjær dannede sammen med sin søster Karen grænsen mellem de to køn på den ene side af bordet, og han lagde mærke, hvordan de to søskende stak hovederne sammen og syntes tabt for alt andet end hinanden. Og så alvorlige begge to, som sad de og snakkede om død og begravelse. Det gjorde de måske også. Man havde ikke set Karen smile, siden manden forsvandt. Eller nej, de fandt ham jo. Han lå i brønden. Stendød. Ingen i Hulsig snakkede højt om den hændelse, men alle kendte jo til det. Folk sagde, at ham Klarupmanden havde været tosset. Men de sagde så meget. Det skulle man ikke lytte efter.
Lars forsøgte at ryste tankerne af sig, og fik i det samme øjenkontakt med Kirstens søster Ane, der havde overtaget Klarup efter sin far, Jens Madsen. Nu kom hun med en svingende fuld kande mjød, som hun lod dumpe ned foran ham så skødesløst, at det skvulpede over og silede hen af bordet. ”Værsgo og søb!’ lo hun, og han kunne ikke skænde på hende. Ane var så køn at se på, men et sært løssluppent kvindfolk var hun ligegodt, tænkte han og undrede sig igen over, at hun aldrig var blevet gift. Nu gik hun i sit 37’te år og drev gården som et andet mandfolk. Ja, det var to kvindfolk, der drev de store og indbringende Klarupgårde i Rumpen, og de udførte begge deres arbejde så godt som noget mandfolk, det måtte han indrømme. Folk sagde godt nok, at Ole Christensen gjorde sine hoser røde hos Ane, ja, flere havde endda set ham stille sine træsko i hendes bryggers, og han kom da ikke ud igen lige med det samme. Men han var jo så meget yngre end Ane. Og desuden, tænkte Lars, folk snakkede.
Karens og Anes gårde lå klods op ad hinanden. Alligevel var der sket det mærkelige, at en kvinde engang forsvandt på vej fra den ene gård til den anden. Det var jo for mere end hundrede år. I en snestorm. En ung kvinde med et lille spædbarn forvildede sig på den korte vej fra Vester- til Østerklarup, og man fandt hende ikke før om foråret, da sneen smeltede. Så kom hun til syne ude langt ude på heden, hvor hun lå med sit lille barn knuget ind til sig.
Pludselig fik han øje på Janus, der stod henne ved døren til køkkenet og undersøgende lod sit blik glide rundt, som søgte han noget bestemt. Lars kaldte drengen til sig, og Janus kom farende og masede sig med lidt besvær ned mellem sin far og manden fra Tranestedet, Jens Christian Madsen, som han var gode venner med, for Tranebonden læste dagen lang og vidste alt, hvad der var at vide i hele verden. Mente drengen i al fald. Han havde da så mange bøger, at man vist aldrig ville kunne nå at læse dem alle i ens levedage.
”Nej Janus, her er ikke plads til børn,” sagde Lars og tog et fast tag i drengens arm, men han lod sig ikke uden protester trække væk fra sin gode plads.
”Og du kan spise alle de æbleskiver, du vil ude i køkkenet.”
”Ja. Men jeg har ikke fået mjød. Kun mælk.”
”Det er da skammeligt,” blandede Tranebonden sig nu. ”Her! Drik! Det har du kuns godt af.”
”Nej,” kom det hvast fra Lars, og han tog kruset fra ham og skubbede det hen foran ejermanden, inden drengen nåede at drikke.
”Vent til du bliver stor, Janus.”
”Men far siger jo altid, at jeg er stor. Og jeg bliver snart 12 år og er stor nok til at muge under køerne og køre den tunge bør til møddingen, når Christian Poulsen har læsset den. Og jeg har regnet alle skolens regnebøger på skolen og læst alle bøgerne. Men der er nu heller ikke ret mange.”
Han snakkede sig rent forpustet, og Lars kunne ikke lade være at trække på smilebåndet. Den dreng.
”Jamen, så smag du. Men ikke for meget.” Han rakte sit eget krus over til drengen, der hastigt tyllede i sig af den søde drik. Der var et godt søk i den knægt.
Lars lagde en arm om drengens skulder. Janus og Mads var heldige, at der nu var bygget en skole i Rannerød og endda ikke langt fra Hesselholt, så drengene skulle ikke som børnene i Kandestederne traske mange kilometer til skole og det i al slags vejr. Han gav ham et lille klem. Ham kunne man godt være stolt over. Så lærenem, den knægt var. Lærer Andersen var kommet over en dag for at fortælle, at han nu snart ikke kunne lære Janus mere, og at det var en god ide at sende ham på en større skole. Lars og Kirsten havde ikke været uenig med ham. Men det kunne vente. Han var endnu for ung til Landbrugsskolen.
”Da er det både synd og skam om han skal være bonde,” havde læreren sagt. ”Han har jo evner til at blive præst.”
”Præst!” havde Lars råbt og slået næven i bordet.
”Ih! nej virkelig. Præst?” havde Kirsten himlet og set på læreren som var han direkte udsendt af Vorherre. Tydeligt, at de rottede sig sammen.
Men det skulle blive løgn.
”Men som jeg siger,” indvendte præsten spagt, ”jeres søn er jo så begavet. Og … og..”
”Og bønder er så dumme. Var det det du ville sige?”
”Nej.”
”For så kan jeg godt fortælle dig, at det kræver både viden og omtanke at styre en stor gård. Men det ved du selvfølgelig alt om? Det lærte du vel på seminariet.
”Nej,” havde lærer Andersen indrømmet og koncentreret sig om Kirstens kager, hvoraf han fortærede op til flere uden at snakke mere om drengene. Nå, han var jo ungkarl og fik vel sjældent den slags bagværk.
Inden læreren gik, havde han dog forsøgt sig med et forslag. Mads kunne overtage gården, mens Janus blev holdt til bogen. Mads var ikke boglig, men praktisk. Sådan havde Vorherre lagt det til rette.
Jo, det var nok muligt. Men der i huset var det altså Lars, der lagde til rette. Og Andersen havde rejst sig og takket for sig. Og så var han gået.
Lidt senere på dagen havde han haft sit første skænderi med Kirsten. Det skulle også blive det sidste, lovede han bagefter sig selv. Der var ikke noget kønt ved det gnaveri. Og Kirsten havde ikke fortjent det. Hun var bare ikke klogere.
Hun var kommet trimlende ud til ham i stalden, som var fanden lige i hælene på hende. Selv gik han helt fredsommeligt sammen med karlen og fodrede sine kreaturer.
De skulle snart på græs, og han glædede sig hvert eneste år ved denne tid til den store fest, det var at slippe dem løs på de grønne marker. Og som han gik der i den mørke stald og gav ædelse, så han for sig, hvordan de frit ville bese hen over de grønne marker, så det gungrede i jorden. Al den muskelkraft, al den løsslupne livsglæde. Det var selve livet, der vågnede efter en død og klam vinter.
Han klappede en halvstor kvie, som han holdt særlig meget af, for den havde øjne, man ikke fandt smukkere hos noget fruentimmer. Han lod den slikke sin hånd, som havde den været en lille spæd kalv. Jo, men det havde den jo også været, smilede han for sig selv og blev varm om hjertet.
Men dyrene var så træge og søvnige i denne tid. Det var, som om de var sat på vågeblus og ikke kunne vækkes igen, før foråret satte ind og solen atter fik magt.
Nu kom Kirsten så. Og hende var der ikke noget søvnigt ved. Hun skræppede op allerede i stalddøren, og han forsøgte at gøre sig døv. Men hun trådte helt hen til ham og stillede sin store krop op foran ham og spærrede for ædetruget. Han så op i hendes vrede ansigt og sagde sagtmodigt, at det nok skulle gå, som Vorherre havde bestemt.
Men hun skreg: ”Som du har bestemt!”
”Jo. Men det kan vel være nok så godt.”
”Godt! Du ved ikke, hvad godt er. Du har kun dine satans køer i hovedet, ja … og så markerne og kornet og hederne. Alt sammen døde ting,  og …”
Nu tog hun da munden fuld, syntes han. Og da hun fortsatte, ramte hun rent ved siden af: ”Os er du ligeglad med.”
”Dyrene er ikke døde. De er bare trætte.”
”Det er jeg også. Det kan du lige regne med, jeg er. Dødsens træt. Her går man og slider sig op for din gård, og ens drenge kan være nok så strålende begavede, uden at du så meget som lægger mærke til det..”
”Det er kun Janus, der er begavet.”
”Ja. Og så vil du bremse ham.”
”Nej, bette Kirsten. Jeg vil sætte skub i ham.”
Sådan var de blevet ved i lang tid, og det havde virkelig kostet tid og kræfter at dysse kvindfolket ned igen og gøre hende begribeligt, at han skam nok kerede sig om drengene. Og om hende. På sin måde. Men med dyrene var det jo noget andet, de var selve livsgrundlaget, og det burde hun forstå. Skulle man miste en af drengene, så var det grumme galt, men skulle man miste dyrene, så var det hele forbi.
Der var blevet så sært stille imellem ham og Kirsten siden det skænderi. Ikke at han begreb det.
Men i dag havde hun fået sin vilje, og her sad nu det halve Hulsig og summede, mens de fyldte sig med kager og snak, så det var forskrækkeligt. Men Kirsten strålede, og det var jo godt at se på. Der lå en slags forsoning i det, tænkte han og bestemte med sig selv, at han i aften ville kæle for hende, som havde hun været den sødeste spædekalv.
Så gik alting vel i lave igen.
 

Hesselholt

1872

I april 1872 døde min farfar Lars Jensen ( Vester Lars ). Der faldt en forfærdelig masse sne, flere meter. Men så faldt det ind med et varmt tøvejr, og sneen smeltede, vandet oversvømmede alt og kunne ikke komme til havet, da alle vandløb var fyldt med snekvadder. I staldene stod køerne og rakte hovederne oven vande, men flere får druknede. Vester Lars tog da sin store træøseskovl og begyndte at skovle snekvadder op fra havet og opad. I 3 dage stod han i vand til livet og skovlede op. Så kunne han ikke mere, gik hjem i seng – og stod aldrig mere op.
 
( Lars Hesselholt: Hulsig-minder – fra Kandestederne til Tranestederne, Vendsyssels Årbog 2003).
 
”Du kan ingenting gøre Lars. Det her er Guds vilje, det kan du jo selv se. Det er ikke menneskers værk.”
”Nej, det er Satans værk.”
”Herren lader det sne og tø, som det passer ham. Det kan du ikke forhindre. Han lader sin sol skinne over gode såvel som over onde.”
”Lige nu er det ham, der er ond. Hvis du ikke vil give Satan æren.”
”Sådan må du ikke sige. Det hævner sig. Gud finder sig ikke i, at folk trodser ham.”
”Tror du jeg finder mig i det her?”
”Nej, Lars, det tror jeg ikke. Og jeg vil bede for dig. At HAN må være hos dig.”
”Ja, gør det. Og hils ham fra mig og sig, at han ved, hvor han kan finde mig, hvis han vil give en hånd med.”
”Lars dog! Men hvor kan jeg finde dig?”
”Vil du da give en hånd med?”
”En hånd, men det rækker jo ingenting Lars. Tænker du på ene mand at fjerne al isen? Men det er jo den rene galskab!”
”Jamen, så lad mig være gal. Ja – jeg er gal! Jeg er rasende. Og nu går jeg.”
Allerede inden han med besvær nåede over til staldbygningen, var han gennemblødt af vandmasserne og regnen, som igen tog fat og styrtede ned over den forheksede jord.
Han kunne ikke åbne ind til dyrene, måtte nøjes med strække sig og kigge gennem de små vinduer, der glinsede fugtigt i den silende regn. Det så ud, som om ruderne græd. Han pressede ansigtet mod glasset og kunne se sine køer stå og strække hals for ikke at drukne i vandet, der blev ved med at stige og ville tage livet af dem en for en, hvis der ikke skete et mirakel.
Han troede ikke på mirakler.
Fårehuset turde han ikke kigge ind i. Det ville være som at se lukt ind i helvedet. Det var et helvede, og så kunne Kirsten snakke så meget hun ville om Gud og Himlen. Her hjalp ingen bønner.
Med sig selv vidste han, at hun havde ret, når hun påstod, at han intet kunne gøre. Men han kunne heller ikke stå passivt og se til, mens hans verden faldt sammen for øjnene af ham. Han ville gerne have haft Janus med, drengen havde arvet hans kræfter og ville kunne gøre god gavn. Men han var ingen steder at finde her til morgen, og han fik en mistanke om, at Kirsten havde sendt ham bort. Hun var så pylret med den dreng.
Det lykkedes ham at trænge ind i huggehuset, der var højere placeret end staldlængen. Han fik fat i sin store øseskovl, og med den over skulderen kæmpede han sig vej til stranden.
Det havde sneet næsten uafbrudt hele vinteren, og bjergene af sne voksede, som ville de overgå selv de højeste klitter. Men han havde ikke været ræd for sine dyrs ve og vel, vidste jo, at der var rigeligt med foder og staldvarme til hvert eneste kræ derude. Også for kone og børn var der sørget.
Jo, han havde følt sig tryg.
Men så var det, at ulykken ramte fra en uventet kant. Det satte pludselig ind med varme, og overalt og på ingen tid tøede sneen. Foråret væltede sig ind over dem med al sin kraft. Sol skiftede med regn, og regn skiftede med sol, og hele verden forvandledes til strømmende vandmasser, der bredte sig til alle sider og silede ind i våningshuse og udhuse. Isen smeltede ikke i samme takt som sneen, og alle bække og grøfter forblev tilfrosne dag efter dag.
Han måtte gøre noget. Men han var ene. Alle de andre syntes lammede af skræk, og ingen agtede at røre en finger. I går var han gået fra hus til hus for at få dem med ned til stranden og i fællesskab gøre det eneste, de kunne: forsøge at rense bækken op, så den smeltede sne kunne strømme frit ud mod havet. Men alle som en havde rystet på hovedet og forsøgt at dæmpe ham ned, og enkelte havde sagt lige ud, at han var tovlig i hovedet.
Rasende moslede han videre gennem sne og vand og nåede omsider helt ned til bækkens udløb. Og her begyndte han at skovle. Op med de forbandede isskosser, op med det halvfrosne snesjap, op og væk med alt det, der truede med at tilintetgøre den verden, der var hans, og som han havde stridt for i alle de år.
Det var holdt op med at regne, og luften var blevet mild og solen varmede hans ansigt og hænder. Men bækken var isnende kold, og han stod i vand til livet. Han frøs ikke. Underliv og ben var hurtigt blevet følelsesløse. Men ind imellem sortnede det for øjnene af ham, og han måtte tage sig voldsomt sammen og gribe ekstra hårdt om skovlen og fortsætte med at hugge og skovle uden at tænke på andet.
Kunne jo se, at det nyttede. Vandet begyndte langsomt at sile mod havet. Han var stærk, og nu skulle han vise, at han ikke bare turde, men også kunne trodse de onde kræfter, der truede ham på livet.

  *

”Mor, jeg tror far kommer hjem snart.” Janus væltede ind, drivende våd og forkommen.
”Hvor har du været?”
”Jeg var først hos Jens Christian Madsen på Tranegården. Ville lige snakke lidt med ham og se hans nye bøger.” Sagde drengen og ville ikke fortælle mor, at det også var for at snakke med Kirsten Marie som var så pæn, men ikke til at komme i nærheden af oppe i skolen.
”Ja og så bagefter ville jeg lige løbe op til August Trane og få ham med til stranden for at se, hvordan det så ud dernede.”
Han rystede af kulde, og hun trak ham hen til den varme kakkelovn og begyndte at trække de våde klæder af ham.
”Jamen, så fik du vel øje på far. Ikke? Nedenfor Tranes?”
”Jo. August ville ikke ud i regnen, så jeg lød derned alene og så ham med det samme og løb også hen til ham. Men han ville ikke høre på mig. Snakkede hele tiden om, at jeg skulle løbe op til Tranestedet igen og sige, at Jens Christian skulle komme ned til bækken og hjælpe med at skovle. Og det lovede jeg ham også. Men Jens Christian var hverken til at hugge eller stikke i, det her var solens og Vorherre opgave. Ikke vores, sagde han. Og så løb jeg tilbage til far, og til sidst lovede han mig, at han ville gå hjem. Snart.”
Janus’ korte referat var langt fra hele sandheden. Det vidste han nok, men han ville ikke skræmme hende, og fortalte ikke hvad der virkelig var sket dernede ved bækken. Og hvor bange han havde været for sin far, der stod halvt begravet i det plumrede og isfyldte vand og fægtede med skovlen og blev mere og mere underlig og slet ingenting hørte. Så var det Janus var begyndt at græde, og det fik hans far til at rase endnu vildere, mens han skreg op om, at han ikke tålte at høre på det forbandede tøseflæberi, og at han skulle tage sig sammen og være et mandfolk og hjælpe sin far, når alle andre svigtede. Og pludselig havde far kylet skovlen fra sig og grebet fat i Janus og i et hiv trukket ham ned i grøften, hvor han næsten forsvandt i det isnende vand. Far trak ham lynhurtigt op igen og holdt ham op foran sig i strakte arme, mens han stirrede lige ind i hans ansigt. Janus var holdt op med at græde og bed tænderne sammen så godt han kunne, for de klaprede højt mod  hinanden, og vandet drev af ham og nedover far, der pludselig gav et brøl fra sig og slyngede ham op på bredden, som havde han været en af de tunge isskosser.
Janus havde straks rejst sig og var løbet væk fra far, og nu græd han igen, men det hørte kun regnen. Et øjeblik tænkte han på at løbe tilbage til Tranegården, men ombestemte sig. Kirsten Marie skulle ikke se ham sådan. Heller ikke ved den anden Tranegård, hvor August boede, standsede han op, og først da han pjaskede op i indkørslen til Hesselholt, fik han hold på gråden. Mor skulle ikke se, hvor ræd han var.
”Men far er ikke kommet hjem,” sagde Kirsten med angst i stemmen.
”Du skal ikke være bange, mor. Måske er han ved at få has på isen, ikke?”
”Jo,” sagde hun for at fjerne skrækken i hans øjne.
”Mor, jeg går til stranden. Tager en spand med. Så kan jeg hjælpe far. Det lovede jeg ham.”
”Nej,” sagde hun, ”vi går derned sammen, så prøver vi at få ham med hjem. Imens kan Bedste Ane se efter Mads.”
 
Det var blevet koldt, og så småt begyndt at mørkne, da de begav sig ad Tranevejen ned mod havet. Men drengen havde klapret af kulde og måtte først varmes og tørres grundigt og klædes i tørt tøj, skønt hun tænkte, at det kunne være det samme med tøjet, for nu dryppede det igen, og om lidt ville regnen styrte ned og de ville blive drivende våde, inden de nåede ned til stranden.
Omsider var de ved den nederste eng inden havet, men det varede en rum tid, inden de fandt Lars. De gik efter lyden og et godt stykke længere oppe af bækken skimtede de ham. Det af ham, de kunne se, for hans krop var skjult af bækkens høje, stejle skrænter, og kun hovedet stak ovenud. Det dækkedes helt af sydvesten, og de så det bevæge sig rykvis, som var det hovedet, han huggede med.
Da de kom tættere på, kunne de se, at han stod i vand til livet, og at skovlen gik op og ned, op og ned, op og ned, så taktfast og mekanisk som en af de nye tærskeværker, der blev ved med at slå på kornet, indtil nogen slukkede for strømmen.
Her kunne ikke slukkes.
Han så op på dem med syge øjne. Det var først, som om han ikke kendte dem. Så fortsatte han sine vilde hug i den frosne is.
”Vil du ikke nok gå med os hjem?”
”Jeg er hjemme. Det her er min bæk.”
”Lars!”
”Ja, ja, jeg ved det nok. Gården betyder ingenting for jer og alt for mig. Det må I se at få ind i hovedet.”
”Men du kan ikke holde til at stå i den kulde. Og det er snart mørkt, og du har ingen lygte, og …”
”Jeg har månelyset.”
Det var sandt. Regnen var hørt op, og uvejrsskyerne begyndt at spredes, og mere og mere af den mørknende aftenhimmel kom til syne deroppe. I nat ville månen være tændt, og den ville sende sine blege sølvstråler ud over klitlandskabet.
”Men du kan da ikke stå her hele natten.”
”Og i morgen med, og næste nat og næste morgen. Og først når jeg ser vandet strømme frit, kommer jeg hjem.”
Kirsten tav. Det kunne hun ligeså godt. Så kunne de gå herned og samle liget op i morgen. Til den tid ville han være frosset ihjel, tænkte hun, men det kunne hun ikke forhindre, og det måtte så være straffen for hans vilde trods mod alle tings Skaber.
Hun kunne bare ikke forstå, hvorfor hun og børnene skulle straffes så hårdt. Uden Lars og med lutter døde dyr og ødelagte bygninger, var der ingenting.
Ingenting.

 *

Præsten fra Skagen havde været nænsom i sin samtale med den stakkels enke og de to drenge. Aldrig med et ord havde han ladet forstå, at han var ganske klar over at Lars selv var skyldig i sin død ved i samfulde tre dage at kæmpe imod Guds vilje ved at stå i en iskold bæk og arbejde på at ændre Den Gudskabte Natur.
Rygterne var løbet som en klitbrand fra mand til mand eller måske navnlig fra kone til kone, og ordene havde ikke skånet Lars og hans familie.
Men præsten ville skåne dem. De var uforskyldt kommet i ulykke, tænkte han, og den stakkels mand måtte jo have været syg. Ja, det var sygdom, der fældede ham, og han skulle nok sørge for som den gode sjælehyrde han var, at han fik en ordentlig begravelse, og at ordene om Herrens miskundhed og store nåde skulle være de sidste, der blev talt over denne mand. Han ville ikke lytte til folkesladder og heller ikke til sin kone, der med forargelsens frelsthed i stemmen havde hvisket til ham, hvad folk sagde. Ukristelig snak, havde han svaret-  og hun skulle vare sin mund. ”Så bliver han altså begravet på kirkegåden alligevel?” havde hun spurgt så syrligt, at han ikke holdt det ud, men gik ind i sit studerekammer, hvor han kunne være i fred.
 
Slut på 6. kapitel – vi møder senere Janus som voksen – men først skal vi helt andre steder hen.