Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg sidder og læser i en dejlig bog, som jeg godt kan anbefale til dem, der interesserer sig for Skagen Landsogn. Det er Gyldendals “I begyndelsen var lyset” redigeret af Kirsten Obelitz Rode. Heri er en artikel af Bent Hardervig, som hedder “Kokholm’s Hotel.”

Hardervig fortæller historien om det hotel, der kom til at hedde “Kokholms Hotel”. Da Chresten Kokholm, der er håndværker, kommer til Kandestederne for at arbejde med at bygge et nyt redningshus, forelsker han sig i Mads Houkjærs datter Elisabeth ( = Lise), og de bliver gift. Houkjær havde i generationer været strandfogedgård, og havde fra tid til anden haft logerende, nemlig de søfarer, der var forlist ved Kandestederne og reddet i land i levende live. De boede her. Men da de unge gifter sig, realiserer de drømmen om et rigtigt hotel. Og det bliver en bragende succes. Der er fuldt hus hver sæson, og det er honette folk, der gæster Kandestederne.

Det er nu ikke den historie, jeg vil fortælle lige her, men derimod citere en bid af artiklen, hvor det handler om Chresten og Lises lille datter Rigmor og hendes trange vej til skolen. Der var jo ingen skole i Kandesterne, så hun måtte trave til Rannerød. Her er det lille uddrag:

( Citat side 138) “Og to små varme vantehænder der holdt hinanden i de mørke morgener ad den frosne lyngvej fra Kandestederne til den stråtækte Rannerød Skole ved Hulsig – til den lavloftede, kakkelovnsfyrede skolestue, hvor Lærer Wilhelmsen indviede egnens børn i al denne verden viden og visdom.

De små hænder tilhørte Rigmor og den lille, jævnaldrende Svend fra nabofamilien Hjorth. Sammen sjoskede de hver morgen de 4 – 5 kilometer ad det sandede spor til Lærer Wilhelmsen. I slud, tåge eller i knagende frost med et himmelhvælv af glitrende stjerner, der lagde nakken tilbage på to lyse, rødnæsede barnehoveder, som uden smålig skelen delte mækevejen mellem sig. Der skulle mere end en almindelig forkølelse til, før de svigtede.

Når kulden bed og sneen føg, fik Rigmor de ekstra-tykke, hjemmestrikkede strømper på – og derudover nogle gamacher, faderen selv havde lavet af sjeldug og som blev sat ned over de små træsko.

Og var det rigtig slemt, så blev der udover træsko og gamacher trykket et par af de store brødres eller faderens hjemmeuldne strømper – for de skyede sneen og så smuttede fødderne ikke så nemt i de glatte, frosne hjulspor.

Det var dog noget i strid med hendes forfængelighed og hendes egen opfattelse af, hvad der klædte en lille pige – så inden hun nåede skolen trak hun dem af.” ( Citat slut)

Senere hører vi om turen til præsten – men her drejer det sig om de ældste af Kokholmbørnene: der var nemlig endnu ingen kirke i Hulsig:

( citat side 141) “Var vejen lang til Lærer Wilhelmsens skole, ad de lyngklædte hjulspor i østlig retning, så var det dog for intet at regne i forhold til turen, når man skulle til konfirmationsforberedelse i Raabjerg Kirke. Den lille trykkede “fattigmands”kirke ude bag horisonten, syd for den vældige mile. Dertil gik ingen vej, når man skulle forberede sin bekræftelse af dåben.

Hver for sig måtte de fem ældste af Kokholm’s børn, i lighed med generationerne før dem, stride sig alene over milens fygende, vejløse øde til kirken langt ovre bag klitterne, hvorfra de vendte tilbage, når mørket faldt på. Med sand i tøj og hår og med hovedet fyldt af salmevers, hvoraf man havde glemt de to sidste linier.

Men tider og skikke mildnes – familiens to yngste, pigerne Helga og Rigmor, kunne nøjes med at gå de fem km til den nyopførte kirke i Hulsig. Her blev de konfirmeret iført en sort kjole, hvortil de bar en halskæde med et sølvkors, der havde inskriptionen: “Fra Emil Robin”, navnet på en fransk cognacfabrikant, der i gudfrygtig taknemlighed over sin redning fra et skibsforlis ved Kandestederne stiftede en fond med det formål at bekoste udgifterne til konfirmationsudstyr for børn af redningsfolk i det Raabjerg Sogn, der havde trukket ham af havet og derved sikret en fortsat produktion af mangen god flaske cognac.” Citat slut.

Mere om Kandesterne og bogen i et af de følgende indlæg.