Jeg besøgte forleden en veninde, og hun har ligesom undertegnede en raptus med at finde forskelligt, som ligger hist og pist efter et langt livs forsøg på at gemme det væsentlige, eller i al fald det, man i øjeblikket fandt væsentligt. Og så ved man ikke … skal man “rydde det op” eller skal man fortsætte med at gemme videre? Nu sad hun netop med et nodeark til en sang af Aakjær og spurgte mig, om jeg ville have det. Og det ville jeg jo gerne, og her ses forsiden. Indholdet vender jeg tilbage til senere.
Jeppe Aakjær kæmpede for de undertrykte – og hans litteratur var virkningsfuld, ja, han kunne med sine ord flytte bjerge, således blev “Vredens Børn”, der handler om landproletariatets usle vilkår ved århundredeskiftet, løftestang til en ny og mildere tyendelovgivning.
Herunder teksten som Aakjær skrev om kvindevalgretten:
Der skrider i Lyset et frelsende Tog,
det kalder ved Smaamandens Døre,
paa Lovgiver-Porten det rungende slog,
selv døveste Drog maa det høre.
Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem,
og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem.
De Mørkets Dæmoner, som Natten har dulgt,
bortglider paa Flagermusvinger,
og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt,
de søndrede Lænker hensvinger.
Og Manden slaar Følge med Sindet i Brand;
men Kvinden hun tøver med Øjet i Vand.
Thi hvor skal hun tage det villende Mod,
som Guderne nægted de svage!
Vemodig hun løfter sin hildede Fod
og stirrer mod Vuggen tilbage.
Dog Maalet har luet, og Længslen er vakt,
en Dag vil den vokse til flammende Magt.
Forlænge hun sad under Formynder-Arm
og leged med Pynt og med Dukker,
forlænge — som Fugl i sin gitrede Karm —
hun nipped til Smiger og Sukker;
men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt,
da gnider hun Øjet og kræver sin Ret.
Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd
staar adlet blandt Jordlivets Goder,
den skulde du nægte din kjæreste Ven,
din Hustru, din Søster, din Moder!
Nej, delte de Byrden i Felt som i Lejr,
hvor skjændigt at nægte dem Part i vor Sejr!
Hvor Mændene brydes med Klinge og Kno,
der skulde hun tyssende træde,
hvor Skjæbnerne trampes med sømslagne Sko,
der vilde hun Saarene væde;
det Ømhedens Sind, som er Himlenes Skjænk,
med hende da smykked vor Lovgiver-Bænk.
Befrielsens Mærke staar tegnet i Sky’n
omkring i de fødende Lande,
og Luften er svanger med Torden og Lyn,
og Kravene stiger som Brande.
Agnete, vær vaagen, det ringer mod Dag,
snart Havmanden slipper sit kvælende Tag.
Teksten er fra