ENDNU ET GREB I LOMMEN

Hvad er et menneske?

Svend Brinkmanns nyeste bog ”som ingen andre som nogle andre som alle andre” forsøger sig med et svar på det spørgsmål. Og han er en rigtig filosof, så det svar har substans, selv om hans uddannelse siger, at han er faktisk ikke er filosof, men psykolog, endda professor, men han har altså også studeret filosofi, ved jeg.

Det har jeg ikke, og jeg har heller ikke læst Brinkmanns nye bog, så egentlig skulle jeg ikke nævne den, men det gør jeg så alligevel, for efter at have lyttet til ”Brinkmanns briks” i flere årtier og læst de fleste af hans bøger, så kan jeg næsten gætte mig til indholdet.

Og hvad har jeg så at komme med?

Ingenting.

Og det vil jeg så gøre.

Først vil jeg påstå, at et menneske er ved at være et vaklende begreb, at vi har svært ved at stå oprejst på de to ben, som skaberen ( Darwin ville sige evolutionen) har forsynet os med. Og det skyldes flere ting, men en af de mest skræmmende og som nok kan få jorden under os til at gynge og os selv til at vælte, er tanken om, at vi mere og mere nærmer os en tilstand, hvor vi ikke mere er verdens selvfølgelige nr. 1. Vi er så langt fra at være i skabelsens centrum, at vi nærmer os periferien og snart er i fare for at falde ud over kanten og ende … hvor?

Engang var vi al tings alfa og omega. Vi var herskerne, og alt i verden (os selv inklusive) gav vi navne, så det blev til og til at forstå.

Vi døbte og vi skabte.

Men nu er vi ikke mere i centrum.

Nu kan vi se os selv på to måder:

 1) som en art, der skubbes mere og mere ud mod kanten og måske til sidst helt kan undværes ( en samling af algoritmer – en slags robot udkonkurrerer os – vi er ikke så stærke som den, vi er ikke så kloge som den, vi er ikke så hurtige som den – vi er ikke så ufejlbarlige som den etc. Etc. Altså ud med os!

2) Vi er en del af alnaturen ligesom flåter og ulve og myg og græs og alle andre arter – i alt det og som alt det andet har vi vores plads, og hvis vi forstår at udfylde den, så vil vi overleve. Hvis vi kan blive lige så gode til at være menneske, som flåten er god til at være flåt og ulven er god til at være ulv, og myggen er god til at være myg etc. – så har vi en chance for at overleve.

I så fald skal vi blive gode til det, som Brinkmann i sin nye bog kalder ”at menneske” = at agere som menneske fuldt og helt.

Det må vi lige tænke over.

Jeg tror på, at vi har en chance.

Engang blev Margrethe Vestager spurgt om, hvordan hun kunne blive ved med at være optimist, når hun tog verdens tilstand i betragtning, og hun svarede, at hun var optimist, fordi pessimister opnår så lidt.

Ålum skov en forårsdag.