For nogen tid sider skrev jeg om “mellemtiden” – og mente den lange tid, hvor Ole blev udredt og vi ventede på et konkret svar. Derefter ville tiden blive en anden, tænkte jeg. Så ville vi træde over tærsklen til et nyt liv, et liv, hvor vi vidste, hvad der ventede os hver dag. Defineret af sygdommen.

Vi trådte over tærsklen. Vist gjorde vi det. Og vi blev vel klogere også. Men på en anden måde, end jeg havde troet. Det var, som om selve tiden blev slået i stykker. Det er svært at forklare den følelse, men hidtil havde jeg nok som de fleste levet med hovedet fjernt fra øjeblikket og altid været i færd med at forberede noget nyt og tænke på, hvad der skulle ske om så og så lang tid. I fremtiden.

Men nu har jeg tænkt på, at udtrykket “mellemtid” strækker sig længere end det.

At jeg fra nu af lever i en ventesal.

Og at der ikke om lidt kommer et tog og tager mig et andet sted hen.

Jeg bliver her.

Og det er OK