TEODICEGÅDEN

I går var vi patienter. På en klinik i Randers. Det er vi oftere nu end for år tilbage, og det er derfor ikke helt ligegyldigt for os, hvordan vi bliver modtaget i systemet.

Vi er patienter. Det er de fleste af os gamle. Det er naturligt. Jeg elsker ikke altid naturen og det naturlige, men vi kan jo ikke komme udenom, at det er den, der bestemmer.

Vi (også jeg) plejer at snakke om NATUR i andre sammenhænge, og det vil jeg også gerne gøre. Men en anden gang. Lige nu gælder det den side af naturen, som er, at vi ældes og dør.

Men det er sådan set heller ikke det, jeg vil skrive om, men om den kontrast, der er mellem det gode og kærlige, som vi gudskelov møder oftest, og så det onde og hæslige, som ingen undslipper, og som vi ikke kan forstå.

Godheden forstår vi. Men ondskaben?

Vi var som sagt på klinikken i går, og der mødte vi som altid en utrolig venlighed og varme – noget der gjorde besøget bærbart og trygt, og vi forlod stedet med en glæde i sindet over, at der er sådan en godhed til, og at den findes for os. Tak. 

Godheden ja. Men det er jo heller ikke den, jeg vil skrive et indlæg om. Ikke, hvis jeg skal holde fast i overskriften: teodiceproblemet.

Og det skal jeg.

Jeg er kristen. Det er de fleste af os i det her land. Og det betyder, at vi tror på en god og kærlig Gud, vi kalder ham endda Vor Fader. Og at vi tror, at han er almægtig. Det siger vi i trosbekendelsen. Og i Fadervor: ”dit er riget og magten og æren.”

Jeg behøver ikke skrive mere om selve problemet, for det er jo så indlysende, og ingen har indtil dato kunnet løse gåden. Leibniz (1646-1716) brugte sit liv på at finde en forklaring, og kirkens tænkere har fortsat med mange forskellige bud, men ingen har efter min mening fået de to ting til at gå op = at Gud er god og almægtig, og at vi rammes så hårdt af Det Onde.

Min egen lille bitte forklaring, som ikke ret mange køber, er, at Satan ikke er sat ud af spillet. Hvis han var ikke var til, ville vi vel ikke begynde trosbekendelsen med at forsage ham. Vi tror på Gud, og vi forsager Djævelen og al hans væsen.

Vi tror ikke på Djævelen, men vi forsager ham, for han er til, for hvem skulle ellers svinge svøben over os? Gud? Nej, vel!

MEN som Paulus siger: nu ser vi som i et spejl – i en gåde – … nu erkender vi stykkevis, men en skønne dag osv. 

Paulus kommer vel sandheden nærmere end alle tænkerne ( tænker jeg):  vi KAN jo ikke forstå det paradoks, som udspiller sig i vort liv.

Så lad det ligge! Nej, jeg kan ikke lade være med at kredse om det, for jeg tror, at det med ondskaben bunder dybere, end vi normalt forestiller os. At det endda ofte er usynligt. At vi på sin vis accepterer det og ikke altid ser det djævelske som det, det er.

Det vil jeg prøve at forklare. Og nu griber jeg et tilfældigt eksempel: Vi lærer vore børn i historieundervisningen om erobringer og om kampe og sejre og om helte og kæmper osv. Og det onde fortaber sig i de ”spændende” narrativer. Fortællinger, hvor det onde det lever sit skjulte liv.

Og vi får sjældent indflettet det, som egentlig skete i de heroiske slag og erobringstogter: at folk stødte det skarpe stål ind i hinandens hjerter og i hinandens hjerner, så de faldt skrigende sammen: ”så Gotens hjelm og hjerne brast” – det synger vi gladeligt uden at gyse, for vi ser ikke hjernemassen flyde ned over ansigtet ( det er jo heller ikke et menneske, men en goter!!!). En af mine forfædre, jeg tror det var min oldefars bror Peder Houkjær, var med i slaget ved Helgoland i 1864, og han så sin bedste ven blive ramt af en kanonkugle og vennens blod sprøjte ud over dem begge. Men vi lærer i skolen, at det slag vandt vi!!!! Vi tabte ved Dybbøl, men vi vandt ved Helgoland.

Hvad er det for noget vrøvl? Det var begge voldscenarier, hvor ondskaben fik frit spil. Som den altid gør i krig. Krig er og bliver den ultimative vold. Det er volden sat i system. Og der findes ikke gode krige. De er alle arnesteder for ondskaben. Her er der kun en, der har magten: Djævelen. Og hvor han fryder sig, når blodet sprøjter, og når kødet flåes af knoglerne og skrigene når himlen.

Men den glæde bør vi ALDRIG dele med ham.