Næste år udkommer højst sandsynligt bogen Pigen i det røde Hus. Her et kapitel fra den tidlige barndom. Min bedste ven hed Jens. Vi forlovede os, da vi var seks år. Men det holdt ikke. Her kan man læse lidt om hvorfor.

 FARVEL

Vi skriver 1950. Og Jens er rejst og har efterladt et tomrum, som ingenting kan fylde ud, og skolen er kommet faretruende nær, der er kun 18 dage til, at fælden smækker.

”Men glæder du dig ikke?” siger Far, og jeg svarer ikke og ved ikke, hvad han tænker eller, hvad jeg selv skal tænke. Glæde? Lige nu kan jeg ikke finde den.

Undertiden forekommer det mig, at førskoletiden var den lykkeligste periode i mit lange liv. Vi klatrede i de højeste træer, vi svømmede i den bundløse mergelgrav, vi løb på kanten af havisen, vi sprang som bjerggeder på havnemolen, vi sloges, vi rapsede fløde fra mælkejungerne, vi neglede Bentzens hønsetrug og sejlede på ajlesøen, og jeg kom ofte hjem og var snavset og med forrevet tøj, og det hændte, at jeg blev sendt i seng og skulle skamme mig, men jeg var lige lykkelig for det.

Min verden var uden grænser, livet var en fest, og friheden lå og glitrede for enden af hver eneste morgen. Sådan husker jeg tiden.

Indtil. Ja, lige indtil en dag i april 1951. Da bliver jeg skolebarn. Røde mure, og det er ikke hjemmets, lukker sig om kroppen og holder den fanget i timevis. Nu skal den bænkes. Nu skal den tøjles og tæmmes. Nu skal benene holde sig i ro, selv om de er ustyrlige og vil løbe væk.

Mange årtier senere hørte jeg Yves Montand synge en vise, som bedre end noget andet illustrerer det lille barns fornemmelse af fastlåshed og udbrydertrang.

Her er digtet i min oversættelse:

To og to er fire

Fire og fire er otte

To og to fire, fire og fire otte – gentag siger læreren

To og to fire, fire og fire otte, otte og otte seksten

Men lyrefuglen flyver på himlens blå

Og barnet ser den, barnet hører den, barnet kalder

Red mig, leg med mig fugl

Fuglen flyver ned og leger med barnet

To og to fire – gentag siger læreren

Og barnet leger og fuglen leger med ham

Fire og fire otte, otte og otte seksten

Og seksten og seksten hvad bliver det

Det bliver ikke til noget og især ikke toogtredve

Og det forsvinder bare

Og barnet gemmer fuglen i sin pult

Og alle børnene hører dens sang

Og alle børnene hører musikken

Og otte og otte forsvinder

Og fire og fire og to og to stikker af

Og en og en bliver hverken en eller to

en og en forsvinder

Og lyrefuglen leger og barnet synger

Og læreren skriger: Ka’ I så holde op

Men alle de andre børn hører musikken

Og klassens mure smuldrer

Og ruderne bliver sand, blækket bliver vand

Pultene bliver træer, kridtet bliver klinter

Pennen bliver fugl

Jeg husker ikke den allerførste tid i skolen. Kun ubehaget ved at blive bænket og at skulle sidde stille er blevet tilbage. Min første sidekammerat hedder Alice, og hende husker jeg, og jeg kan lide hende fra den første dag. Hun bider negle og sutter på sine fingerspidser, så de næsten bliver gennemsigtige, og jeg synes, hun er sej.

Der er ingen skolebilleder fra denne første tid, og erindringerne er så få og så flydende, at de er vanskelige at fastholde. Der er en dreng ved navn Ole i klassen, husker jeg, og han er pæn, og en dag spørger han mig, om vi ikke skal være kærester, og jeg giver ham ikke en kurv, men siger ja tak, og det kommer fra hjertet, men siden snakker vi aldrig sammen.

Sært nok er den eneste dreng, som jeg husker helt tydeligt ikke den kønne Ole eller nogen af de andre, men Niels, der er tyk og grim og sidder bagerst i klassen og ruger over sin status som åndssvag. På et tidspunkt sætter jeg mig ned til ham og tager ham i hånden og betror ham, at jeg heller ikke er særlig klog.

”Men selv om vi er lidt dumme, så klarer vi os nok alligevel, så du skal ikke være så ked af det.”

Jens er et tomrum i klassen. Han skulle have været der, men Hr. Bjørn Hansen har fået stilling ved en større skole i Frederikshavn, og det var nok også det bedste for alle parter, siger Far, og jeg forstår det ikke.

I lang tid går jeg og sørger, men jeg siger ikke noget, for den slags snakker man ikke om, men jeg tror, at Far forstår det, for en dag spørger han mig, om jeg ikke kunne have lyst til at besøge Jens. Have lyst til? Hvad mener han?

”Ja. Savner du ham ikke?” siger Far.

Om? Vi har svoret hinanden evig troskab, vi har blandet blod, og når vi bliver voksne, skal vi giftes, og så skal ingen nogensinde skille os igen. Jeg savner ham hele tiden.

Far kører mig til Frederikshavn. Det er en stor by, og Jens bor i et rigtigt fint hus med have både foran og bagved og en flisebelagt sti, der fører op til hoveddøren, og jeg er forskrækkelig spændt og knuger Fars hånd, da vi går op mod huset, for kan jeg nu kende ham igen? Laver storbyen ikke sådan om på folk, at de bliver anderledes og finere end os andre og får et andet sprog? Og synes han mon stadig om mig?

Allerede i døråbningen ved jeg det. Noget er galt. Noget har revet Jens midt over, og den ene halvdel ser glad ud, og den anden halvdel surmuler ved synet af mig. Det er ikke godt.

Så er Far kørt igen, og vi er alene og ved ikke, hvordan vi skal begynde samtalen for ikke at tale om legen. Leg? Hvordan er det nu, man begynder en leg? Og samtale? det er jo, når to mennesker ser på hinanden og snakker sammen, men det gør vi ikke. Vi står helt stive uden et eneste ord på læben, og vi ser til siden.

Pludselig skubber Jens til mig. Hårdt. Og det kommer så uventet, at jeg er ved at falde forover.

”Kom!” siger han så, og jeg lader mig føre af sted på fortovet, væk fra huset. Han tager ikke min hånd, bliver bare ved med at skubbe.

”Hold så op!” siger jeg og vil ikke græde. Men han giver mig bare endnu et puf og hårdere denne gang.

”Kom nu!” kommanderer han, og jeg ved ikke, om vi leger, eller hvad det er for en leg, men den er ubehagelig, det er, som om han er færd med at føre mig til galgen og er bange for, at jeg skal slippe væk, inden han når at hænge mig.

”Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, noget vigtigt,” siger han i en lidt mildere tone og lader være med at skubbe mig, og jeg går tavs ved siden af ham et godt stykke.

”Så sig det!” siger jeg.

”Ikke her,” siger han.

”Hvorfor ikke?”

”Her er for lyst,” siger han, og nu lyder han trist, og jeg spørger ikke om mere, men følger bare med ham, og så kommer vi til en grøn forhøjning, der ligger for enden af vejen.

Han peger.

”Vi skal derind,” siger han, og han halvt fører og halvt skubber mig hen mod en lav åbning ind til en snæver gang. Han fortæller mig, at det er et beskyttelsesrum, og at folk gemte sig her, når der var luftalarm. Inde i gangen er det helt mørkt.

”Sæt dig!” siger han, og jeg falder sammen som en kludedukke, og nu lægger Jens armene om mig og holder mig fast, som om han er bange for, at hans ord vil blæse mig væk. Og derinde i mørket hvisker han til mig, at han har fået en ny kæreste, og at jeg ikke skal komme mere.

”Jeg kan ikke lege med dig mere,” siger han.

Hele vejen tilbage til huset græder jeg, og Jens forsøger ikke at trøste mig, han ser ikke engang på mig, men sætter farten op og går fra mig og forsvinder om bag huset.

Det burde have regnet, men himlen er ligeglad med mig, og solens stråler rammer mig som en løgn. Græsset lyser grønt, og der er blomster alle vegne, og ingenting visner.

Jeg går ind i huset og får Hr. Bjørn Hansen til at ringe til Far og sige, at han skal komme og hente mig. Nu.

I bilen hjem siger Far, at det går over. At det er sådan, det er at være til.

”Vi bestemmer ikke alting selv,” siger han.

”Men jeg vil,” græder jeg, og han klapper mig på hovedet med den hånd, der ikke holder om rattet.