Hvad er udsigten? Til vejret? Til i morgen? Til fremtiden? Til at det nok skal gå? Til at det vil gå af helvedet til?
Eller er udsigten himmelsk?
Det er ikke til at svare på. Man kan kun gætte.
Men én udsigt er sikker nok, selv om den skifter med årstiden. Og det er udsigten fra mine vinduer. Den er altid noget nær himmelsk. Der er udsyn til himlen og til naturen, og ser jeg ud af det store stuevindue, hører man historiens vingesus: Den smukke Ålum Kirke ligger lige uden for døren.
Når man ser ud ad vore vinduer, kunne man let få den tanke, at vi bor midt i naturen, og det er da også den store Nationalpark Fussingø, der danner baggrunden. En stor skiftevis efter årstiderne grøn -gul -rød eller sort mur i horisonten, og landsbyens store træer danner mellemgrunden, og i forgrunden breder vore egne træer deres mægtige kroner.
Engang havde jeg besøg af en ung journalist, som skulle interviewe mig om min bog om B. S. Ingemann, og han boede i København, og han gik fra vindue til vindue og kiggede på det derude. Det var sommer, og alt var grønt, og jeg tænkte, at han ville sige noget rosende om udsigten, men han så nærmest fortvivlet på mig, og så sagde: hvordan kan du holde ud, at bo her? Her er jo ingenting.
Og jeg tænkte, at han måtte være blind og svarede, at her jo både var natur og kultur, og han sagde, jo, men hvor går du hen, når du vil på café og tale med et menneske?
Jeg vil aldrig gå på café. Men det sagde jeg ikke.
Det ville han ikke kunne forstå.
Han mente altså ikke, at der kunne bo mennesker herude, som jeg kunne tale med.
Vores landsby er ganske vist lille, men der bor faktisk levende mennesker, og så er der det at tilføje, at vi kender hinanden godt her, og vi lever med i hinandens liv. Her er man ikke alene. Det kan man vist godt være i København, også selv om man der altid er omgivet af mange mennesker.
Alene i et menneskehav. Ikke alle har lært at svømme i det hav.
Her er der menneskeligt lavvande, men alle kan bunde.
Ingen drukner.
Herover: Ålum Kirke i aftensol som vi ser den fra vinduet mod syd.