Krigens briller er sort/hvide. Alle nuancer forsvinder. Det er venner eller fjender. Man er for eller imod. Det er ja eller nej.

Så i aftes en serie i fjernsynet om Frankrig efter Anden Verdenskrig. Jeg husker ikke, hvem der står bag filmen, men den var sammensat af en lang række dokumentaroptagelser fra årene lige efter krigen – fra 1944 til 1953. En stemme kommenterede billederne.

Og den fortalte – og viste skræmmende tydeligt – at de allierede bombede de franske byer sønder og sammen. Jeg tror, det var ca. 2/3 af husene, der blev ødelagt af bomber, og billederne lignede dem, vi ser fra Gaza i denne tid: store hobe af rygende ruiner.

Og så det underlige. At franske kvinder sås på filmen omfavne og kysse de amerikanere, der lige har smadret deres hjem.

Det er så underligt, at vi aldrig rigtig har hørt om, hvordan krigen endte. Hvilket frygteligt blodbad det var. Det skal ligesom forties, for de allierede vandt jo. Men hvorfor ryster ingen på stemmen, når de taler om den sejr? Hvad den kostede!

 Jeg vidste godt, at Tyskland blev sønderbombet. Jeg besøgte Hamborg i 1957, og da lå en del af byen stadig i ruiner. Men jeg vidste ikke, at Frankrig blev akkurat så smadret som Tyskland. Det hørte vi ikke om i skolen. Og det blev der tiet om. Men vi skal huske det. Vi skal huske, hvad krig er. Det er ikke heltegerninger. Det er mord og drab og ødelæggelse.

Det må vi aldrig glemme – og når vi svælger i oprustningsretorik nu, så burde vi få hvert eneste ord galt i halsen.A