En gang om ugen aflægger jeg visit hos en gammel herre på 97, og når jeg kommer, kan man straks se, at jeg er velkommen: han har gjort forberedelser – den fine lænestol er sat hen foran hans egen gode stol, og så sidder vi over for hinanden og passiarer.

Og det er ikke vind og vejr, vi snakker om, men vejret skal selvfølgelig lige have et par ord med på vejen, for Knud er gammel landmand, og det med klimaet ligger ham i blodet, ligesom det også for ham er vigtigt, at haven fremtræder lige så kultiveret, som han selv gør. Her slår kræfterne dog ikke til, men han har skaffet sig hjælp, og mens vi snakker, hører vi ind imellem Christian med hans hæksaks og plæneklipper og buskrydder. For der skal være pænt. Og der er pænt.

Men når vi er færdig med vejret og har snakket lidt om høsten, glider samtalen videre til den omliggende verdens tilstand, som vi kommenterer fra hvert sit standpunkt, og her når vi aldrig til enighed, for Knud er helt på linje med tidens politiske trends og altså en ivrig tilhænger af oprustning, og han har ingen problemer med at betragte enhver russer som en absolut uværdig beboer af denne klode og slet ikke et rigtigt menneske og som derfor hurtigst muligt bør ekspederes ud af denne verden og ned i det helvede, hvor sådanne djævle hører til.

Og imens plæderer jeg for en fredeligere verden med nedrustning og imødekommenhed og diplomati og samtale og alle gode handlinger mod de folk, der kalder sig vore fjender. Og jeg tager ikke Mette Frederiksens ord for gode varer, når hun snakker om, at vi skal betragte alt derovrefra som det ondes tegn og i en fart se at blive endnu ondere end de ondeste onde, så vi denondelyneme´ kan true dem med at slå først.

Den slags retorik er gift. Men den danske befolkning er åbenbart let at forføre. Jeg synes, at hver dags nyheder, som de præsenteres for os i pressen, er et stadig voksende forsøg på at oppiske en krigerisk holdning i befolkningen. Det næste er vel, at børn skal lære, at det at ære sit land er at dø for sit land.

Det er en dødsdyrkning, som er set før, men det gør den ikke mindre uhyggelig. Tværtimod, for det er utøjlelige kræfter, der slippes løs, når lærdommen er, at det er ædelt at kæmpe (= at slå ihjel) og at en HELT er en, der har taget livet af rigtig mange (=fjender).

Og vi bliver aldrig enige, og Knud slår på, at han har større erfaring end mig, og at han tydeligt kan mærke den samme spænding i luften og det, der flyver rundt i den, som han mærkede i 30’erne, og se bare hvordan det gik! Det var da ellers vand på min mølle, mener jeg. Men det vil han ikke erkende.

Vi slutter i fuld fordragelighed. Og det kunne verdens lande også, hvis ikke dumhed og magtbrynde styrede den.

Og hvis vi ikke bare lod det ske.