Nu har jeg nylig været sammen to af mine børn og alle mine børnebørn, og i dag har vi siddet i haven på grønt græs midt i solskinnet og omgivet til alle sider af blomster og bier og med fuglesang i ørerne og kølig hvidvin i glasset. Livet er ikke det værste man har. Og om lidt er kaffen klar. Om lidt.

Om lidt er det fremtiden. Og selv om nutiden er så lys, i al fald var den det i går … og i dag … i al fald var den det for mig, så ved jeg ingenting om fremtiden.

Da jeg var ung, frygtede vi en atomkrig, og staten orienterede os om, hvordan vi skulle forholde os, hvis bomben faldt i nærheden, og vi så rædselsfilm i TV om atomkrigen: ”De overlevende,” ”Når vinden blæser,” ”On the beach”. Krigstruslen var i de år et baggrundsspøgelse, som vi ikke kunne overse og som skræmte os. Så blev det en smule lunere og mere fredeligt i vores nære omverden ( Vietnam og Pol Pot var langt borte), og vi begyndte igen at tro på en bedre fremtid. Nedrustning, sameksistens, opblødning af fronter. Vi troede endda på, at FN havde en fredsbevarende magt.

Vi troede, at vi var på vej ind i en bedre verden. En overgang så det sådan ud. Muren faldt. Sovjet faldt. Grænserne udviskedes en smule – fri bevægelighed i Europa – Men hvad skete der dog? Jeg forstår det ikke. Der er SÅ meget, jeg ikke forstår. Og der er SÅ meget, jeg er bange for i dag. Ikke så meget for mig selv, for jeg er gammel og siger snart farvel, men for dem, jeg elsker. Og som skal til at begynde deres liv i den mørke skov, som verden er blevet. Og nu brugte jeg et upassende billede, for verden er ikke en skov, verden er ved at udrydde skovene og resten af naturen. Det er ikke naturen, der truer, det er den, der er truet. Det er ikke ulven, vi skal være bange for. Det er mennesket – og den ondskab, som vi ser udfolde sig i en verden, vi engang troede skulle blive et bedre sted for vores børn end for os. Og den nye teknik. At vi hele tiden følges i et underligt ubegribeligt rum og manipuleres med af kræfter, vi ikke kan revoltere imod.

Jeg læste en kronik af Iben Krogsdal i Kristelig Dagblad ( fredag d.30 maj), og jeg vil citere fra artiklen, for den formulerer afmagten og frygten mere rammende end jeg kan gøre:

Citat: ”Når jeg ikke længere tror på en bedre fremtid, er det ikke ”bare”, fordi tiden er fuld af løgnagtige statsledere, eller fordi vi opruster, og ulykkelige krige finder sted i vores stadig mere ødelagte verden. Det er, fordi der i al dette er tegn på den magtovertagelse, som allerede nu er ved at ændre stort set alt, der foregår både mellem os og inde i os. Fordi vi er på glidende vej ind i en algoritmestyret virkelighed, hvor vores frie viljer stille og roligt lægges mere og mere i hænderne på kræfter, som er uden for vores kontrol.

At alt imens vi er optagede af Trump, Trump, Trump, Putin, Gaza og Netflix, tømmer maskinerne bit for bit vores sjæle for ægte, menneskeligt indhold. Og det sker næsten blidt og venligt, for vi arbejder alle helt frivilligt med på sagen. Hver eneste dag afgiver vi lidt af os selv og vores frihed til kræfter, vi ikke forstår og aldrig kommer til at forstå. For de er umenneskelige og åndløse. Det er noget helt, helt nyt under solen, der tager over, og vi lader det bare ske.”( Citat slut.)   

Så er der kun håbet tilbage, og det må vi ikke slukke, lige meget hvor meget modvinden truer med at blæse det ud. Sker det alligevel, og håbløsheden griber os i struben, så har vi pligt til at tænde det igen.

Og vist skal vi kæmpe. Siger en pacifist. Og der findes andre våben end droner og kanoner.