Da jeg for nogen tid siden hørte en af dagens ivrigste høge tage ordene ”åndelig oprustning” i sin mund, undrede det mig alligevel, og det selv om jeg efterhånden er blevet mentalt hårdhudet og forsøger at ruste mig til at lægge øre til lidt af hvert, for det udtryk vækker (i al fald hos mig) ret vamle mindelser fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Mon alle andre har glemt det? Er jeg virkelig så gammel?
Det første, jeg tænkte på, da M. F talte om ”åndelig oprustning,” var den højreekstremistiske religiøse bevægelse, der opstod i 30’ ernes England under navnet Oxfordbevægelsen og senere bredte sig til resten af Europa, og i Danmark kom til at gå under navnet Moralsk Oprustning. Jeg husker den som en dyrkelse af idealet om det syndefrie menneske. Min svigermor, der var barn og ung i 30’ernes Esbjerg, har fortalt mig, hvordan det finere borgerskab i byen (hun kom meget hos dyrlægens) var grebet af bevægelsen og forsøgte at indpode de unge mennesker ”renhedsidealer” – her navnlig med henblik på seksuel afholdenhed. Muligvis var det en overklasseting dengang. Og som sådan kunne det måske betragtes som en finere afart af Indre Mission.
Jeg har også hørt danske politikere sige, at folkekirken i en krisesituation skal være regeringens forlængede arm og at hvis (når?) vi går i krig, så går vi med kirkelig velsignelse. Og så er ørerne jo ved at falde af!! Ånd kan da aldrig spændes for en vogn, og slet ikke en krigsvogn. Ånden dør, når den instrumentaliseres. Det er derfor ”politisk” litteratur og kunst aldrig bliver særlig ægte og aldrig når ret højt ( eks. Sovjetkunst) , men kommer til at handle om noget helt andet end ånd. Det bliver til materie.
Ånden vil altid være fri – det er åndens dna. Frihed. Hvis ånden fanges og spændes for en vogn, ender det hele i et blodbad. Det fortæller historien, men den har man måske også glemt: oplysningstidens flotte frihedsidealer blev spændt for en vogn – revolutionens, men det var barbariet, der sejrede, som det altid vil være, når ånden ikke er fri.
Derfor kan vi ikke opruste ånden. Den lever i sig selv. Den lever i det enkelte menneske, og hvis vi er heldige (det synes jeg, vi er i Danmark) så lever den i fællesskabet.