Det er bare en stol lige som alle de andre stole magen til, som står i vores spisestue.
Og det er alligevel ikke bare en stol. Det er også en historie. En historie, som ganske vist ikke kan fortælles mere, for dem, der indgik i den, er for længst døde. Men historien lever alligevel videre i sit eget tavse univers, og når jeg ser på stolen, så synes jeg, at dem, der engang sad der hver dag, bliver levende igen og taler til mig. At lidt af historien undslipper forgængeligheden.
Bedstefar. Det var dig, der købte stolene. De var så moderne dengang for mere 100 år siden, og du ville så inderligt gerne imponere Magdalene, den unge pige, som du havde friet til og som havde sagt ja til at dele livet med dig. Og du havde jo overtalt hende til at forlade sin hjemegn dernede syd for Limfjorden, hvor gårdene lå tæt, og der var grønt og frodigt overalt og høsten velsignet og velstanden stigende, og hvor ungdommen så fremad og drømte store drømme.
Men du forlod egnen sammen med pigen, og I flyttede til et af de goldeste og barskeste steder i landet. Til en egn, som i århundreder havde været udsat for naturkræfternes hærgen, og hvor alle familier kunne tale om nød og elendighed, en egn, hvor menneskene var blevet mærkede og mærkelige af det hårde liv. Der kom I til. Magdalene frisk og frejdig fra højskolelivets lethed. Der var ikke meget højskoleånd i Hulsig. Og nu skulle de bo her.
Jeg tænker mig, at stolene skulle formidle min mormor.
”Se!” sagde Anders til Magdalene, ”Se, hvad jeg har fundet til dig. Til os. En spisestue så fin og moderne, at der nok ikke er mange af dine veninder, der får en, der er lige så flot.” En flottenheimer, det ville han gerne være.
Nej, han sagde nok ikke lige de ord, og måske skulle stolene ikke formilde hende. Eller de kunne ikke. På alle de billeder, jeg har af hende, ser hun alvorlig og yderst betænkelig ud.
Jeg ved fra min mor, at mormor aldrig fandt sig til rette i Hulsig. At hun led af hjemve. Og stolene hjalp nok kun en lille smule på skuffelsen over, at livet kunne være så glædesløst.
Men nu digter jeg. Undskyld mormor! Måske fandt du glæder, jeg ikke kan have den mindste anelse om. Du skabte et hjem. Dig og bedstefar og mor.
Og stolene.