AT DU GIDER …
Det er der ingen, der har sagt til mig, i al fald ikke lige med de ord. Måske lidt anderledes formuleret: betragt dit skriveri som en hobby. Det har jeg hørt venner siger, underforstået: du er jo ikke en af de kendte, og lad nu være med at tro, at du er noget.
Nej, det er ikke janteloven. Det er velmente venskabsytringer – som skulle trøste mig, når jeg mistede modet. Og vist har jeg mistet modet ind i mellem, faktisk ret tit. Og det har de fleste af mine kolleger, for det her job er det hårdeste af alle. Af flere årsager: Det er dårligt lønnet, det har en svag ( ikke viljesvag) fagforening, det er ringe agtet ( ikke ringeagtet), det bliver enten knust i tavshed eller knust i ord. Ingen andre arbejder end lige akkurat vores, forfatternes, er i den grad konstant under lup og bliver dissekeret af folk (=anmeldere) der langt fra altid er kvalificerede til opgaven, som alt for ofte er mere obs på at promovere deres egne skriblerier end at promovere det værk, som de har fået til opgave at oplyse deres læsere om.
Jeg skrev de første år lykkeligt og frit. Mine skuespil. De nåede mange amatørteatre, de solgte godt, de var morsomme at skrive, og jeg var god til det. Havde skrevet universitetsopgaver både om Molière og Holberg, og havde også studeret den italienske commedia dell’arte – viste hvad der kunne få folk til at le og græde. Det var godt nok.
Så kom den alvorlige del. Romanerne og novellerne. Her snublede jeg i starten. Min første voksenroman ( efter et par ungdomsromaner) var om Thomas Kingo, og den (jeg) var så uheldig at få anmeldere på, som ikke brød sig synderligt om den. Det var uheld i uheld – Kristelig Dagblads anmelder Claus Grymer jordede bogen uden mange ord, Berlingerens Jens Kistrup harcelerede over den måde, jeg havde beskrevet Kingos forhold til kvinder, mente, at jeg havde romantiseret det – hans overskrift var ”Kingo in love” – han gav dog bogen en del kredit og mente nok, at forfatteren havde talent. Politikens Mette Winge kastede også et par skovfulde jord over den stakkels bog – hun skrev, at jeg havde fremstillet en alt for svag Kingo. Jeg genkendte ikke min bog i deres anmeldelser. De øvrige dagblade havde gode anmeldelser af bogen, men det var jo ikke dem, der skulle sælge den.
Det var den første rigtige roman, og de sorte anmeldelser kastede lange skygger over forfatterens videre færd. Jeg husker et aftenarrangement, hvor jeg var inviteret til at læse op fra bogen, og da jeg tav, kom det spontant fra en af lytteren: ”men du skriver jo godt. Det troede jeg ikke.”
Nej, de anmeldere har en satans magt.
Nå, men jeg skrev videre. Trods alt. Det er jo det, forfattere gør. Og ind i mellem faldt der et par roser, hele små buketter, men der var stadig torne, og de stak, og de mærkedes mere end roserne. Sådan er det.
Nu skrev jeg, at vi har en svag fagforening – jeg mener ikke, at de ikke kæmper vores sag, men vi er en samling individualister, og vi sidder spredt for alle vinde og arbejder ensomt hver især – lederen af den skønlitterære gruppe Stephanie Caruana skriver i sit nytårsbrev bl. a.: “…vi står sammen. Og jeg hepper på at I får nået jeres skrivemål i 2025 ( den manglende kulturdækning, de barske afslag og gnavne anmeldere kan jeg desværre ikke tylle væk). Fuld fart frem, fingrene mod taster eller fast greb om pennen, og visheden om at vi er her, vi skriver, vi gør det.”
Det er så det, vi gør. Skriver.
Vi bider tænderne sammen og bliver ved med at arbejde i den her benhårde branche.
