Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi løber. Jens og mig og lille Knud. Vi er syv år, og vi skal begynde i skolen til april. Så tager du hul på et nyt kapitel, lille Janne, siger Bedstemor og ser alvorlig ud, som om det er et af de uhyggeligste kapitler i en bog, hvor man ikke kan trække vejret af skræk.

Men vi har september nu, og der er længe til april. Millioner af sekunder og minutter, og mange dage og døgn og uger og måneder og år. Nej, siger Jens, ikke år. Kun måneder. Vi kender begge to ugedagene og månederne ved navn. Jens kan endda remserne udenad, og han holder ingen pauser, når han lirer dem af, han er klogere end mig, jeg må gøre ophold, når månedernes forvirrende navne skal hales frem, af sig selv dukker de ikke op. Jens kan også læse, flydende endda. Det kan jeg ikke. Hvorfor er jeg så dum?

Men både Jens’ far og mor er lærere, og i deres stue er der bøger fra gulv til loft. De læser altid. Hr. Bjørn Hansen er den klogeste i verden, og Fru Bjørn Hansen ved også meget mere end min mor, og Jens er godt på vej. Jeg halter bagefter. Min far hakker sig gennem ordene. Vi kan ikke læse i vores familie, siger han, men det gør ingenting, for vi kan så meget andet. Og vi kan blive til noget alligevel. Husk det! Far er blevet til noget. Han er auktionsmester i Strandby.

Men lige nu halter jeg ikke bagefter, vi løber side om side. Nu krydser vi sportspladsen bag skolen. Jens og Marianne og Knud. Og gummiskoene slipper græsset, mens vi flyver tværs over den grønne mark med retning mod skoven, som vi skal nå, inden fjenden får øje på os, for så er vi dødsens. Vi mærker allerede hans ånde i nakken.

Nu dukker skoven op. Det vil sige, en rigtig skov er det jo ikke, for vores by har kun forblæste frugttræer og små buske og grønne enge og masser af sand og klitter og hav. Men det skal der laves om på, ja det er faktisk ved at ske lige nu, og det er fars skyld. For selv om han ikke læser så godt som Bjørn Hansen, så er han klog, og derfor sidder han i noget meget fint, som kloge mænd kan sidde i, mens de ser hinanden i øjnene og bestemmer over verden. Det hedder Sognerådet. Og nu har det bestemt, at Strandby skal have en skov, og derfor er alle engene bag skolen plantet til med bitte små nåletræer. De største når akkurat Knud til navlen, og han er ikke ret stor. Men for os rækker det. For os er det selveste Nyskoven, og uden den var vi fortabte, for vi er forfulgte børn. Cromwells mænd. De er overalt.

Vi smider os på jorden mellem de små fyr, og Jens sætter sig straks op igen og peger på mig. Hvad nu, siger han, vi er jo kun tre. Ja, siger jeg, men Anders har fået en dampmaskine, han gider ikke lege med os. Og han er en dreng, vi mangler en pige. Vi har da dig, siger Jens. Du kan sagtens gå for to. og Knud kan være Humphrey, og jeg er selvfølgelig Edward.

Mig – en pige. Jeg er ikke en pige. Nej, to piger, retter Jens, og du hedder Edith og Kate. Jeg kan mærke, at jeg bliver rasende, og inden jeg ved af det, er jeg over ham, og vi tumler rundt mellem de små tæer, og Jens er stærkere end mig, men jeg er vredere end ham, og så sidder jeg overskrævs på ham og hyler, at jeg vil være Edward, og Knud kan være pigerne, og så kan Jens være den åndssvage bondeknold til Humphrey.

Knud begynder at græde, og jeg rejser mig fra Jens for at trøste ham, men Jens siger rask, at det er fint nok, for piger græder altid, så Knud er alle tiders pige. Og så græder Knud endnu højere, men han holder snart op, for legen er jo lige begyndt, og han vil alligevel hellere være to piger end slet ikke være med.  

Fra nu af er vi børnene i Nyskoven, og bag os brænder Arnwood, vort elskede hjem. Vi ser på hinanden, og Jens gør et kast med hovedet, så rækker han mig sit sværd, som godt nok ikke er så lige så smukt som det i bogen, men i min hånd forvandler det sig til stål, der lyner i solen. Og vi tager hinanden i hænderne og sværger, at vi vil hævne den udåd, der er øvet mod os. Nu er vi både hjemløse og forældreløse.

Vi har forladt Danmark, og 1950 er langt borte. Vi er i et andet land og i en anden tid. Det med tiden har vi ikke styr på, men vi ved, at landet hedder England, og at den onde Cromwell har brændt vort hjem ned til grunden og at alle tror, at vi fire stakkels børn brændte inde og ligger døde i asken.

Men vi er i live, og nu skal vi blot finde en hytte, hvor vi kan bo, indtil det hele løser sig. Og det ved vi, at det gør. Vi bliver endda gift til sidst, men det kommer ikke med i legen. Og allerførst skal vi slås mod de onde. Det glæder vi os til. Ærgerligt, at Anders ikke ville lege med, han ville være rigtig god som ond. Nu må vi forestille os det hele, men det er vi heldigvis gode til, og lidt efter kæmper vi tappert med de åndssvage rundhoveder, der usynlige for alle andre end os, kaster sig over os.

Fru Bjørn Hansen læser tit højt for os, og min mor læser højt for mig og Anders og Annelise og Hanne, men det er ikke de samme bøger, de læser. Heldigvis. Mors bøger handler mest om livet på landet i gamle dage, og om unge, som ikke må få hinanden, men som heldigvis altid bliver gift til sidst. En dag tog far og mor os med i biografen i Frederikshavn og vi så en af bøgerne på Film ”De røde Heste”. Men ”Børnene i Nyskoven” kan man ikke se på film, så vi er nødt til selv at lege den frem nu, hvor Fru Bjørn Hansen har læst det sidste kapitel og vi endnu ikke kan slippe den.