Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Min far
En nat kan jeg ikke sove. Måske har jeg sovet, det husker jeg ikke, men nu er jeg lysvågen. Det sker ganske ofte, at en ond drøm vækker mig og at dens uhyrer trækkes med ind i børneværelse, hvor de skjuler sig i krogene, hvorfra de lurer på det rette øjeblik. Engang gjorde det ingenting, for jeg kunne høre Anders trække vejret i mørket og vidste, at når han var der, sovende eller vågen, så havde hverken døden eller uhyrerne nogen magt overhovedet. Men nu er han her ikke. Han har fået pigens værelse oppe på loftet, for vi er så store nu, at vi ikke behøver nogen pige, siger mor. Og derfor sover han langt væk. Og så er der kun mig i kammeret. Mig og lillesøster Dorte, men hun tæller ikke, for hun er så lille, at hun ingenting ville kunne stille op mod det onde, som vi godt nok har bedt Gud fri os for i vores aftenbøn, men som er så revnende ligeglad med Gud, og bare maser sig på, trods bønnen og alt det. Og Gud rører heller ikke en finger for at hjælpe. Og Dorte kan ikke redde os.
Så er der kun Far.
Jeg skubber dynen til side og lister ind til far. Lidt efter står jeg ved hans side af dobbeltsengen. I børneværelset er radiatoren tændt, og der er lunt hele natten, men herinde i Mors og Fars soveværelse er der ligesom i vores isskab. Jeg står og tripper i kulden og ved godt, at jeg ikke har noget at gøre her. At jeg er på forbudt område. Og Mor ville blive stram i ansigtet, hvis hun så mig. Heldigvis ser hun mig ikke, for der er næsten helt mørkt. Kun et svagt lys fra gadelygten trænger gennem rullegardinet og sender et blegt skær ind i værelset. Og desuden sover hun. Hun har spist sine piller, men det tænker jeg ikke på, for jeg ved ingenting om piller. Først langt senere bliver jeg klogere: min mor spiser piller.
Lige nu er jeg bare en lille, dum unge, der ryster af skræk. For jeg skal dø i nat.
”Far,” hvisker jeg. Hans hånd har forladt kroppen og ligger nøgen og ene på dynebetrækket, mens resten af ham er hyllet i fjer og bolster. Jeg rykker ham lidt i ærmet, men han grynter, og jeg vil ikke, at han skal lyde som en gris, så jeg planter min varme hånd på hans kolde og klemmer om den. Og han holder op med at trække vejret. Det gør jeg også. Nu dør vi begge to, tænker jeg og begynder at græde.
Far er ude af sengen, inden gråden har fået lyd, og han griber mig og flygter ud af soveværelset med mig i armene, som om han vil redde mig fra en brand. Inde på sit kontor, som nu er oplyst af bordlampen og uden et eneste uhyre, lægger han mig fra sig på divanen og pakker mig ind i det brune, lodne divantæppe, som han folder ind under mig, så stramt, at jeg ikke kan røre en finger og så kysser han mig på kinden.
”Nu bliver jeg siddende her på stolen,” siger han og sætter sig ved mit hovedgærde.
”Hele natten?”
”Hele natten.”
Og så falder jeg i søvn, og da jeg vågner, sidder Far ikke på stolen, han er allerede gået på havnen, og det er for længst blevet meget mere end morgen.
Hen på dagen trækker Far mig til side.
”Hvad var det med dig i nat?”
”Ingenting,” siger jeg.
”Hvordan ingenting?”
”Jeg var bange,” siger jeg.
”Ja, det ved jeg nok, men for hvad?”
”Jeg drømte,” siger jeg.
”Det skal du holde op med,” siger han meget mere alvorligt end han plejer, og så siger han, at det er usundt at drømme. Og at fantasere.
”Lad være med det,” siger han.
Og jeg nikker og lover.
Jeg er ikke ret gammel, før jeg ved, at far har en bror, som er sindssyg. Bedstemor fortæller mig det. Men jeg ved det godt uden. For en gang imellem er far borte en hel dag. Og selv om ingen snakker om det, så ved vi det godt alle sammen. Han besøger sin bror på sindssygeanstalten i Risskov. Og når han kommer hjem, er han fjern i blikket og meget tavs. I lang tid er han det.
Og Far har let til latter. Han er det, man kalder lattermild, og han elsker at være i selskab med glade mennesker og at feste igennem – glæde og fest – det er ham – og alle elsker at være sammen med min far.
Jeg har kun set skyggen af ulykkelighed hos ham de gange, han kom hjem fra et besøg hos bror Karl.
Senere, langt senere, forstod jeg sammenhængen, og så vidste jeg, at han mistede sin bedste ven og elskede bror igennem en hel lang og smertelig barndom, hvor hver dag var en afsked. Han har levet i ”ventesorg” hele sin barndom.
Nej, ikke hver dag, selvfølgelig.
Der var mange dage, hvor de to drenge var lykkeligt sammen og legede uden tanke for andet, men bror Karl var syg gennem hele sin barndom, og da han var omkring 20 år, blev han indlagt i Risskov og kom aldrig mere hjem. Og han fik ikke andre besøg end min fars. De andre brødre besøgte ham ikke. Hans mor besøgte ham ikke. Og han led af hjemve hver dag, indtil han i 1952 fik ”det hvide snit” og det tog længslen fra ham. Jeg har læst hans journal, så jeg ved hvordan han havde det. Dag efter dag. Jeg har læst om længslen og sorgen. Man gav ham lobotomi-behandling for at tage savnet fra ham. Livet tog de så også fra ham. Men det havde han jo allerede mistet. Og måske var det OK at dræbe følelserne. Det blev vel gjort i en god mening. Det vælger jeg at tro. Men det er hårdt at tænke på.
Jeg har aldrig set min far ulykkelig ellers. Kun de dage, hvor han kom fra hospitalet i Risskov. Og jeg har aldrig set ham græde. Måske har han grædt alt det, der lå i hans lod at græde.
Måske har han grædt op.
