ONDSKABENS TRÆ

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

Ondskabens Træ

Bibelen taler i skabelsesberetningen om to træer, Livets Træ og Kundskabens Træ, men der var et tredje: Ondskabens Træ. Det har vi alle spist af, og det vidste vi jo godt, men vi har aldrig villet være ved det, og så pyntede vi os med fortællingen om Kundskabens Træ.  Men de frugter nippede vi kun til. Og vi blev ikke så forfærdelig meget klogere af det.

Ondskabens Træ, derimod, det åd vi af. Vi kunne slet ikke få nok.

Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger. Det siger vi hver søndag i trosbekendelsen, eller rettere præsten gør, for i vores protestantiske kirke er det jo mest præsten, der taler, vi andre står som tavse skygger, der ikke rigtig tør træde frem og stå ved ordene.

Og ærlig talt: tror vi på Djævelen? Men det, der kommer efter, er jo næsten endnu sværere at tro på: Jeg tror på Gud Fader den Almægtige. For hvordan kan vi tro, at Gud magter alt, når vi tænker på børnene i det sønderbombede Aleppo og i Mosul, på jøderne i gaskamrene, på flygtningene i deres skrøbelige både, på de incestramte børn og de voldtagne kvinder osv. osv.

Hvor er Den Almægtige i al den rædsel? En ond gud kan vi ikke tro på.

Den israelske forfatter Amos Oz skriver i ”Fortælling om Kærlighed og Mørke” om sin familie. Hvordan moren begår selvmord, da han selv er en dreng på kun 12 år. Først 50 år senere kommer han til en forståelse af, hvorfor hun gjorde det.

Han forstår den smerte, hun ikke kunne leve med. Hun stammer fra byen Rovno i Polen, og her levede hun en ubekymret barndom og ungdom i en jødisk overklassefamilie i 1920’erne. Hun klarede sig godt i gymnasiet, blev indskrevet på universitetet – var begavet, smuk og livsglad. Fremtiden tegnede til at blive lys.

Men i 1930’ernes Europa voksede antisemitismen, og som nogle af de få jøder valgte hun at emigrere til Israel. De fleste andre blev tilbage, alle hendes venner og det meste af hendes familie. Og nu citerer jeg fra bogen (s.267):

I treogfyrre eller fireogfyrre, eller måske tidligere, vidste hun, at alle var blevet dræbt der, i nærheden af Rovno. Nogen må have fortalt hende, hvordan tyskere, litauere og ukrainere, bevæbnet med maskinpistoler, havde ført hele byen, både unge og gamle, ud i Sosenki-skoven. Den samme skov, hvor de alle havde nydt at gå ture, når vejret var godt, hvor de havde været spejdere, sunget sange rundt om bålet eller sovet i soveposer på vandløbets bred under stjernehimlen.

Der, i Sosenki-skoven, mellem grene, fugle, svampe, ribs og skovbær, åbnede tyskerne ild og dræbte på kanten af grave, på to dage, omkring femogtyve tusind sjæle. Blandt dem var næsten alle min mors skolekammerater.

Det er i situationer som den ovennævnte, hvor helt almindelige mænd dræber mænd, kvinder og børn, blot fordi de anser dem for værdiløse, at vi rigtig fatter, hvor giftige ondskabens frugter er.

I dag har vi næsten glemt alt det, der skete dengang. Det er bare tal. Og det var jo ikke os, der dræbte. Men vi har et ansvar for, at det ikke sker igen: at vi ikke skal opfinde nye grupper, som vi kan finde uværdige og pine og dræbe.

Nu, hvor højreekstremismen i Den vestlige Verden blomstrer ligeså frodigt som i 1930’erne kan man blive bange for, at Det Onde = Den Satan, vi forsager om søndagen, skal få magten igen.

Jeg er ikke bange for mit eget liv, jeg har levet så mange gode år, og på trods af al fornuft tror jeg på Gud. Og har tillid til ham. Det skal nok gå.

Men for mine elskede børns og børnebørns liv er jeg bange. Og for alle de små liv, der skulle folde sig ud og blive smukke, men som måske bliver grimme, fordi de er inficerede af de onde kræfter, der spirer overalt i landene, også i Danmark. Bange for, at de bliver grimme nok til en dag at skyde på dem, der står ved kanten.

Og jeg er bange for alle de små liv, som skulle folde sig ud og blive smukke, men som tilfældigvis hører til en ”forkert” gruppe og derfor er bestemt til et liv i fattigdom og forfølgelse og udryddelse. De liv, som vi skulle værne om, men som vi behandler som ”småt brændbart” og helst skiller os af med.

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


- three = 6

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>