144 – kapitel 11 af Hændelser ved Hulsig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Kapitel 11

Hulsig 1889

 

Fra 1872 til 1887 havde Lars Jensens Enke Kirsten Madsdatter Gaarden, og i denne Tid blev den ikke synderligt forbedret. Kreaturbesætningen ved Gaarden vedblev vel at være lige mange til Tal, men var nu mindre og gennemgaaende daarligere end i Lars Jensens Tid, hvilket for største Delen havde sin Grund i at Kalvene altid blev for daarligt opfødte i det første halve Aar, og Kirsten Madsdatters store Tilbøjelighed til at sælge de bedste Kreaturer bort af Besætningen, hvilket lykkedes hende alt for godt, lokket af de i Forhold til Kreaturernes Beskaffenhed meget høje Priser, som hun altid fik dem betalt med. Lars Jensen og hans Enke klarede sig godt ved Gaarden. Lars Jensen byggede en ny Lade i Aarene 1862 og 1865, og Lars Jensens Enke resten af Laden i 1872 og 1879.

Ved Skøde af 23 December 1887 overdrog Lars Jensens Enke Gaarden Hesselholt til sin Søn Janus Jensen Hesselholt for den Sum 5050 Kr., hvilket var en Udbetaling til min Broder, Mads Larsen Hesselholt af 4000 Kr. og en Aftægt til Moder ansat i 5 Aar til 1000 Kr. og Begravelsesomkostninger 50 Kr. = Aftægt i alt 1050 Kr. Til Gaarden hørte den Gang foruden Pudemarken 2 Klit- og 1 Hedelod, der tilsammen havde en Størrelse af 10,452 Kvadrat Alen eller 747 Td. Land foruden Pudemarken ….

Da jeg overtog Gaarden havde den en Besætning af to gamle Heste, 8 Køer og 8 Ungkvæg i alt 16, som vare meget smaa og daarlige, den bedste Ko kunne jeg kun blive budt 70 Kr. for, desuden var her 16 Faar. Avlsredskaberne var middel gode, Vogn, Plove og Harver var dog daarlige. Bygningerne vare: Rollingen gammel lille og daarlig, Laden god og middelstor. Desuden hørte til Gaarden et lille Hus assureret en Gang for 400 Rdl. Assurancesummen for de øvrige Bygninger vare: Laden 1950 Kr., Rollingen 900 Kr. Tilsammen 3650 Kr.

 

Det var sommer. Også på Hesselholt. Og Kirsten havde travlt. Hun havde altid travlt. Det havde hun haft siden den dag, hvor Lars gravede isskosser, til han døde af det, og de troede, at alle dyrene var druknede i vandmasserne, og at Lars’ profeti nu ville gå i opfyldelse: at dyrene ville dø og at der ingenting blev tilbage. Ingenting. Sådan havde hun selv tænkt, da de kom bærende med Lars og lagde ham på dødslejet, hvor han åndede ud i løbet af få timer.

Hun huskede hans blik den dag, hun havde haft sit første og eneste alvorlige skænderi med ham. Om dyrene og om drengene. Da var det, han havde sagt ordet. Og gentaget det. Ingenting. Hvis dyrene altså gik hen og døde. Det glimt, der altid tændtes i hans øjne, når talen var om hestene, køerne og fårene. Det lys i øjnene. Hun havde aldrig kunnet tænde det, og heller ikke drengene.

Hvis de døde, havde han sagt. Men det var jo ikke dem, der døde. Det var ham. Og bagefter snakkede folk i Hulsig om, at ikke blot Hesselholts dyr, men også dyrene på mange af de andre gårde ville være omkommet, hvis det ikke havde været for en bonde, der var så stædig og så stærk som hendes Lars. Vesterla’s, kaldte de ham, og han havde reddet dem, og hun ville så gerne, at drengene skulle dele den stolthed med hende, som hun inderst inde følte for deres far, men Janus lukkede af og ville ikke høre et ord om ham. Og nævnte ham aldrig selv. Og Mads gik sin vej, når talen var om faren.

Selv havde hun tænkt på ham næsten hver dag i de mange år, hun havde styret gården og forsøgt at gøre det i hans ånd. Hun undte sig ingen hvile. Et slid fra morgen til aften.

Og drengene. De havde jo været mænd i mange år, og hun syntes, at de begge mere og mere kom til at ligne den far, de forsøgte at glemme.

Mads, der var så urolig og ikke kunne stilles ved noget arbejde, men bare skulle væk. Så langt væk, han kunne komme. Til Amerika. Og han rejste ud og var så ung, at han næsten var barn endnu. Dengang havde hun frygtet for at miste ham, og folk fortalte, at havde det ikke været for Thomas Frederiksen fra Rannerød, så ville han være druknet i de store søer der borte i det fjerne land, og hun ville ikke en gang have haft en grav at hæge om. Thomas, som havde fulgt ham hele vejen, og altså også den lange tur tilbage. Alt det han fortalte. Alle rygterne. Selv sagde Mads ingenting. Nu gik han og sukkede efter en pige i Kandestederne. Mathilde. Søren Krøgs i Tversted, men hun var jo opdraget af slagter Rasmussens i Kandestederne. Så var det måske slagter, Mads skulle være. Om han ville have både Mathilde og et godt håndværk. Jo, Kirsten lagde sammen og trak fra og fandt et facit, som passede både hende og knægten og ikke kunne være til ulykke for Mathilde.

Så var der Janus? Hun vidste ikke, hvad den dreng tænkte og følte. Og nu var han over 30 år, og altså pebersvend, men han egnede sig vist ikke for ægteskab, og det kunne også mageligt vente, syntes hun. Og mon ikke han var enig i den tanke, for sidste år hjalp Marie Houkjærs pige Elisa til på Hesselholt i en lang periode. Og på Klarup havde de vel tænkt sig, at der skulle komme mere end et par kroner ud af det. De tænkte vel på gården. Men de unge havde jo ikke fundet sammen, og hun havde hørt, at August Trane sværmede for hende. Mon det var sandt? Og skulle de unge nu selv bestemme, med hvem og hvornår de skulle giftes? Hun var sandelig ikke blevet spurgt i sin tid. Og Lars, han friede så vrangvilligt og ugerne til hende. Eller friede? Det var mere en handel. De havde efterhånden fundet sammen i seng og ved bord, men nogen lyksalighed kom der aldrig ud af den handel. Hvem troede også på lyksalighed i denne jammerdal? Det var noget, man måske kunne finde i Guds Himmel. Men det tvivlede hun nu ærligt talt på.

Og Janus. Jo vist lignede han sin far, som han gik der og ældedes i takt med dyrene, og havde så travlt med at bryde det ned, som hun omhyggeligt havde bygget op. Men han vidste jo besked med alting, var blevet så klog efter at have været på højskole og lært sig sprog og på landbrugsskole og lært at drive en gård, som om der skulle lærdom til det og ikke bare det daglige slid. Men hun protesterede ikke, da han skiftede dyrene ud og forbedrede bygningerne og ikke kunne stilles ved noget af det gamle.

Hun havde fået sin aftægt, som hun ønskede, og den rakte 5 år frem, og nu var snart halvdelen af tiden forløbet, og hun burde vel så i grunden lægge sig til at dø, som det skikkede sig for en aftægtskone.

Vrøvl, rettede hun lidt arrigt sig selv, hun var jo rask og stærk, og kunne ikke undværes, så længe Janus ingen kone havde. Og det hastede ikke med det gifteri. Janus havde jo sin mor. Han kunne få sig en kone, når hun til sin tid lagde sig. Hans far havde passeret de 40 år. En passende alder, når man tænkte over det.

 

*

 

Solen gik ned nu og trak brede penselstrøg hen over himmelbuen. Mod vest flammede det ildrødt, og ind over landet og helt til Kattegat farvede det sarte genskær fra solen skyerne, så de lyste pastelrødt. Om lidt ville alle farver slukkes, og stjernehimlen glimte frem. Og månen ville stå op, og klitlandskabet ligge ligblegt og lysende i dens stråler.

Janus skuttede sig. Han brød sig ikke om månelys og småløb det sidste stykke vej til Klarup.

Bare Elise nu ville se ham denne gang og snakke lidt med ham. Eller i det mindste lytte til ham. Hun kunne da ikke blive ved at undslå sig. Så var han ved gården. De gik tidligt til ro på Klarup, og han vidste nok, hvor han skulle finde hende. Listede sig om bag rollingen og talte sig frem til hendes rude.

Så lænede han sig op af den lave mur og stod lidt og ventede, mens han så ud over heden. Langt ude mod nordøst sneg månen sig op over klitterne, og alle himlens farver blegnede bort. Var nær ved at fortryde, syntes pludselig, at han kom uværdigt listende som en månesyg kat. Burde have ventet til morgendagen og passet hende op i fuldt dagslys.

Men nu stod han her altså. Og han kunne ikke vente. I lang tid havde hun bevidst undgået ham, og han vidste ikke hvorfor. Da han kom hjem fra højskolen, var hun helt forandret og havde ikke villet være ene med ham. Ikke engang da hun en kort tid hjalp til på gården, var det lykkedes ham at få hende i tale i enrum, og når han forsøgte at passe hende op på vejen hjem, sørgede hun altid for, at Karoline fulgte hende hjem, og han kunne se dem tiske sammen, og var sikker på, at talen var om ham. Hvorfor snakkede hun om ham og ikke med ham?

Var det sandt, hvad han havde hørt af sin mor? At Elise havde en kæreste, og at det ikke var ham. Hvem så? havde han frittet sin mor, men hun ville ikke sige mere.

 

Elise havde siddet længe foran spejlet og redt sit lange, korngule hår, inden hun bandt det i to tykke fletninger. Hun tænkte på Janus, og hun tænkte på August. Og så tænkte hun på sig selv og kom til at græde, og hun sad længe helt stille og så på pigen i spejlet. Hendes tårer trillede ned af de sommerbrune kinder og dryppede på hænderne, der lå foldede i skødet. Inde i pigens bryst, men det kunne ikke ses i spejlet, voksede knuden, som aldrig kunne løses op. Hun havde selv knyttet den, og nu måtte hun bære den med sig som en ond tyngde hele livet.

Hun vidste så klart, at hun måtte gifte sig med August, for hun var jo hans. ”Nu er du min,” havde han sagt. Og det var ikke til at komme udenom, kunne ikke lyves bort.

August og Janus og Lise. Et trekløver, der havde kendt hinanden altid og var så gode venner. De unge mænd var venner fra barnsben, og da hun begyndte at holde af Janus og han af hende, var hun blevet en del af det venskab. Selv om hun var så ganske ung, og de var voksne mænd. Og hun havde flere gange ledsaget dem på jagt og fiskeri. På trods, for far og mor fandt det upassende, men hun lo dem fra alle bebrejdelser. De levede ikke i oldtiden mere, og unge mennesker omgikkes helt naturligt, som de havde gjort det på højskolen, forklarede hun og forstod jo nok, at de fortrød, at de havde været så moderne i deres opdragelse af børnene. Men inderst inde var de stolte af hende. Og af Peter.

Men så skete det altså alligevel. Det utænkelige. Janus var rejst på højskole; det havde hun endda selv presset ham til, for han kunne trænge til at tænke på andet end køer og grise, havde hun drillet ham. Men han havde taget det alvorligt og meldt sig til et efterårskursus på Askov.

Det var i høsten. Og hun havde hjulpet til på Tranegården som så ofte før, og efter en lang arbejdsdag havde hun og August siddet sammen ude i klitten og set ud over havet, der lå som et spejl i den vindstille aften. Nu var de trætte og støvede. Gad ikke engang snakke sammen, sad og hang dovent, Lise lænet mod ham. Men så havde August rystet trætheden af sig og leende foreslået, at de skulle springe i bølgerne og tage et bad. ”Hvad for nogen bølger?” havde hun spurgt, men inden hun kunne nå at protestere, havde han krænget alt tøjet af og var løbet som en glad hund ud i det endnu sommervarme vand, hvor han dykkede og svømmede og dykkede igen og blev så længe under vandet, at hun blev bange. Hvordan det nu gik til, så var det endt med, at hun var styrtet ud til ham, akkurat så nøgen som han, og de havde svømmet om kap og moret sig og været lykkelige. Morilden brændte, og når de bevægede arme og ben lyste de op som to svømmende fakler. De lo, og alt var smukt og ufarligt og sensommervarmt, og trætheden var som blæst bort.

Da de igen stod på stranden og småfrøs, havde de været tavse og forlegne begge to. Blev sig deres nøgenhed bevidst. Og så var det, som om der lige med et rejste sig en stormflod, som skyllede ind over dem og rev dem med.

Og bagefter havde hun følt sig elendig til mode, og han var vel heller ikke glad. I lange tider havde hun undgået Janus og heller ikke set meget til August.

Nu lå hun i den varme sommernat og forsøgte at sove. Vendte og drejede sig på lejet og kunne ikke finde hvile. Sådan havde det været siden den aften, hvor alt blev forkert.

Hun kendte nok til søvnløshed fra tidligere. Hun huskede en tid, hvor hun vågnede næsten hver nat med et skrig, fordi bedstefar havde fulgt med hende ind i drømmen hvor hun igen så ham hænge så underligt. Men dengang havde hun stadig været et barn. Og bedstemor formanede hende at glemme det syn, for det var ikke et minde for et barn.

Bedstemor selv ville også helst glemme, men det tillod bedstefar ikke, og hvert år på sin dødsdag slæbte han sig tungt hen over Krøggårdens lofter, mens han klagende kaldte på hende. Som om han ville følge hende i livet nu, hvor han selv var i døden. Og han vidste præcis, hvor han skulle finde hende.

”Han er jo som et plagsomt barn,” vrissede bedstemor, ”det har han nu altid været,” føjede hun til. Og hun rejste sig aldrig for at følge hans kalden, men blev siddende stiv og ubevægelig i sin stol, indtil han gav op og forduftede som det gespenst han var. En gang, hvor Lise havde været på besøg hos bedstemor, havde hun selv hørt ham tumle om på loftet, så hun vidste nok, hvordan bedstemor iskoldt slog ham til side og ikke ville vide af ham.

Men mange år efter lå Lise ofte vågen med ham i tankerne, og det hændte, at hun så ham stå og lyse for enden af sengen, som om han søgte at holde hende fast på mindet. Det behøvede han ikke. Hun kunne aldrig glemme.

Men nu var det længe siden, han havde plaget hende, og mindet var så småt begyndt at blegne. En dag ville det være helt borte, tænkte hun undrende.

Lige med et blev hun kold af skræk. Spøgelset havde hørt hendes tanker så tydeligt, som var han i hendes hoved, og nu ville han ind til hende og tage hævn over hende for glemsel og troløshed.

Hun lukkede øjnene, men den stædige banken på ruden blev ved og ved. Hans benfingres knok, Knok, knok, knok …

Hun foldede sine hænder og bad i rivende hast sit fadervor, men det hjalp ikke det mindste, og synge en salme kunne hun ikke, sådan som hun rystede. Hun åbnede øjnene og kiggede skrækslagen mod ruden, og det hun så fik blodet til at isne. Et ansigt presset ind mod glasset, og det var ikke bedstefars, det var et fremmed ansigt, sært fordrejet af sommernattens hvide lys.

Hun ville rejse sig, men kunne ikke, og pludselig begyndte ansigtet at tale. Sagde hendes navn. Igen og igen. Lise, Lise, Lise, lød det. Og stemmen? Jamen, det var jo bare jo Janus. Blodet begyndte at løbe igen, kroppen blev atter varm, og hun trak vejret dybt. Så gik hun hen og åbnede vinduet.

”Janus!”

”Lise.”

Længe stod de og så på hinanden, som om de havde glemt hvert et træk og nu måtte anstrenge sig for at huske.

”Lille pige.” Han havde en klump i halsen og kunne ikke sige mere.

”Ja,” hviskede hun.

Og han fandt igen ordene: ”Jeg savner dig”

”Det gør jeg også,” hviskede hun så lavt, at han ikke skulle høre det.

”Men hvorfor undgår du mig så, har jeg gjort dig fortræd?”

”Nej, ikke du.”

”Men hvem så?”

”Det kan jeg ikke fortælle dig.”

”Hvorfor?”

”Fordi … hvis jeg siger det, så vil du aldrig se mig mere. Og det kan jeg ikke holde ud.” Nu græd hun, og han ville trøste hende, men noget i ham blev koldt, og han kunne høre det på stemmen, da han spurgte.

”Har du en anden kæreste?”

Hun nikkede.

”Hvem?”

”Åh, Janus, vil du ikke bare gå?”

”Nej. Og sig mig det så!”

”August,” hviskede hun.

”August!” brølede han og vendte sig om og løb bort.

 

Der var langt fra Klarup til Tranestedet, men han løb uden at standse et øjeblik. Ned mod havet løb han i det klare månelys. Akkurat som han havde løbet den frygtelige nat for år tilbage. Nej, det ville han ikke tænke på. Men de lysende marker og de hvide klitter, der tegnede sig spøgelsesagtigt på hver side af vejen, råbte og skreg det til ham. Og han begyndte selv at råbe og skrige. Alt smeltede sammen i et skrig så skingrende, at det truede med at kvæle ham. Men det var ikke ham, der skulle kvæles. Det var August.

Og han tav og satte farten op og løb lydløst det sidste stræk langs marker og hede, og endelig lyste de hvide længer forude, og han standsede op ligeså brat, som han var begyndt sit løb.

Nu var han her. Og hvad så? Hvad skulle han her? Den lange spurt havde renset sindet på en underlig måde, så smerten ikke føltes ubærlig mere. Og han kunne tænke. Og føle andet end fortræd.

”Men du er en lus August,” hidsede han sig op mod gården. Og en lus kværker man mellem to negle, tænkte han, og så på sine hænder, der krummede sig som kløer, og måske skulle han hellere vente til i morgen. Nej, det måtte være her og nu. Det var et regnskab, der ikke kunne vente. Og igen voksede vreden, og han stormede op til huset og lige ind i rollingen uden at tænke, for nu måtte han være kold og stærk. Det var det eneste, der talte. Kulde og styrke.

Han sparkede døren op til kammeret og for hen til sengen og hev en sovende August ud af dyner og søde drømme. Ja, for han drømte vel om Lise, tænkte Janus for at holde raseriet i kog.

Lidt efter stod de ude i gården. Tjenestepigen Marie og drengen Marius var begge vågnet og stod nu lænet mod rollingens mure og glanede. Gamle Marie sov.

”Undskyld Janus,” sagde lusen. Og Janus slog. Af al kraft og lige mod hans ansigt, der lyste blegt i månens skær. August blev stående uden at røre sig og tog imod slaget og det næste og de følgende. Så faldt han om på stenene og lå ubevægelig.

Janus tumlede hen til de to unge.

”Saml ham op og læg ham i seng!”

Så gik han.

Langsomt.

Tilbage til Hulsig.

 

*

”Hvad er det med dig? Du ligner en syg hanekylling. Og lige så pjusket er du.”

Janus lod en hånd fare gennem håret. Havde ikke været i seng i nat, men tumlet om på heden. Og mor havde vel så også siddet oppe. Det kunne ligne hende.

”Der er ikke noget i vejen, mor, jeg er bare træt.”

”Ja, det kan jeg sandelig godt forstå, du var borte hele natten. Er du begyndt at føjte.”

”Hvad siger du?”

”Ja, en hører jo et og andet.”

”Hvad har mor hørt?”

”At du har tævet August Trane. Ihjel, siger de.”

”Ihjel?”

Ordet kørte rundt i hovedet og ville ikke være der. Ikke i hans tanker, ikke August, ikke ihjel, men det kværnede løs. Ihjel ihjel ihjel, sang det i ham i sære falske toner.

”Og der var vidner.”

Han huskede kun uklart, hvad der var sket, men nu så han August for sig, så, hvordan han hang som en knækket gren.  Og hvordan han passivt fandt sig i slagene.

August. Havde han virkelig stået der og ladet sig knuse uden modstand? Ja. Men hvorfor? Det kørte rundt for Janus, og han hørte sig selv hviske, at han ikke havde slået nogen ihjel.

”Nej, men det var ligeved, siger de,” kom det spidst fra Karoline. Og han kunne have kysset hende.

Ligeved.

Pludselig fik han travlt. Og ligeså hurtigt som i nat ilede han til Tranegården, hvor den spinkle Marius kom ham løbende i møde og kastede sig ind imod ham og råbte og skreg.

Janus tog et hårdt tag i drengen og holdt ham ud for sig.

”Nå?”

”Du må ikke slå ham ihjel!” skreg drengen, og Janus slap ham.

”Nej,” sagde han, ”det må jeg ikke. Men jeg må snakke med ham.”

”Ikke som du snakkede i nat!”

Drengen holdt næverne op foran sig, ville forsvare sin husbond. Det bette pjok. Og så alligevel så meget mand, tænkte Janus og daskede ham på skulderen og begyndte at berolige ham. August var også hans ven, sagde han, men en gang imellem måtte selv venner slås. Det forstod han vel. Jo, men det i nat, det var ikke et slagsmål, indvendte drengen.

”Nej, og derfor kommer jeg jo. For at sige undskyld.”

Marius begyndte at gå op mod huset. Janus fulgte med.

Inde i kammeret var der stille. Gamle Marie rejste sig fra en stol.

”Hvad skal du her?”

”Snakke med August.”

”Han har ikke noget at snakke med dig om, og du skal ikke vise dig her.”

”Mor,” lød det inde bag forhænget. ”Er det Janus?”

Moren svarede ikke, hun rejste sig og stillede sig ved sengens hovedgærde, men nu greb en hånd fat i gardinet og hev det til side. August forsøgte at rejse sig over ende, men moren holdt ham fast og skændte. Janus skubbede hende blidt til side og lænede sig ned over vennen. Så det forslåede ansigt. Øjne, der ikke kunne åbnes.

”August, dit kæmpe fjols!”

”Ja!”

”Jeg var nær ved at kværke dig i nat.”

”Ja, nær ved, men du kan da heller aldrig gøre noget ordentlig. Se, her ligger jeg og er i live.” Han forsøgte at smile.

”Ja, det må vi gøre noget ved.”

Selv om han ikke begreb det hvordan det gik til, så kunne ingen af dem skjule glæden ved at se og høre den anden, og den gamle omgangstone indfandt sig efter et øjeblik. Vreden lå stadig langt inde og lurede, men Janus ville ikke vide af den.

”Det, der skete …,” begyndte August.

”Ti stille! Jeg vil ikke høre et ord om det, hverken fra dig eller hende. Kun en ting vil jeg vide: er I kærester?”

”Nej.”

”Sværger du på det?”

”Ja. Ved alt, hvad der er mig kært, Janus, det sværger jeg på. Lise er ikke min kæreste. Det var bare …”

”Ti stille! Og glem det! Så vil jeg også prøve at glemme.”

”Det er du ikke så god til.”

”Nej, men jeg kan øve mig.”

 

Da han forlod Tranegården var han glad. Gladere end længe. Nej, gladere end nogensinde, syntes han og nu skulle han til Klarup, og det kunne ikke vente, og han var ligeglad med, om alle vidste en hel masse om, hvad der var sket både nu og tidligere. De kunne snakke så meget, de ville. Og han var ligeglad med, om Ole Houkjær ville rynke på panden og Marie skælde ud. For Lise ville tage imod ham. Det vidste han, for hun var hans og havde altid været det og skulle være hans i al evighed.

Så satte han i løb.

 

 

One thought on “144 – kapitel 11 af Hændelser ved Hulsig

  1. Wow. Den bliver simpelthen bare bedre og bedre for hvert kapitel!

    Det her er det bedste, du nogensinde har skrevet. Selvom du har skrevet meget godt før.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


2 - = one

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>