Jeg tænker stadig oftere på, hvorfor vi tillader så megen vold i den her verden – og ind i mellem ligefrem hepper på den.

Er det måske, fordi den er en så accepteret del af vores kulturelle arv?

Nu er jeg netop blevet færdig med at læse Anne-Lise Marstrand Jørgensens gendigtning af Første Mosebog. Og der er mange temaer i den bog, men noget at det, der falder i øjnene ved at læse de gamle fortællinger er Guds ”ondskab” – eller i al fald hans onde handlinger.

I Marstrand Jørgensens gendigtning af Noahs Ark hører vi skrigene, og vi ser de stakkels menneskers angst, mens de drukner for øjnene af Noah og hans familie.

Og da Gud slår egypterne med frygtelige plager, læser vi gendigtningen om rædslerne, sådan, at vi kommer til at føle medlidenhed med de stakkels mennesker Det gør man ikke i Bibelen. Der er det Guds naturlige sprog.

I Det nye Testamente møder vi igen og igen volden, kulminerende med Jesu korsfæstelse. Volden som uundgåelig, ja, ligefrem som ønskelig. Det onde sker, fordi det skal ske – undertiden er rædslerne så ekstreme, at det er ubærligt at tænke på – f.eks. mordet på alle de små nyfødte børn i Betlehem. Her det ganske vist Herodes, der udøver volden, men han gør det jo ene og alene for at skåne det lille Jesusbarn. Så hvem har skylden?

Det er alt sammen ubegribeligt for mig.

Engang nød vi bare de gamle historier om alle de gruopvækkende voldshandlinger. Det var spændende underholdning. Vi fik det alt sammen serveret i skolen i religionsundervisningen. Vi holdt af bibelhistorie. Og vi slugte det hele råt. Og det var råt.

Hvordan kunne vi det? Fordi vi var børn? Fordi vi allerede dengang lærte, at ikke alle mennesker er noget værd. Nogle af dem er udrydelsesværdige andre er bevaringsværdige.  

Var det de fortællinger, der gjorde os så afstumpede, at vi nu uden at skælve hylder våbenkapløbet. Og løber med uden en eneste tanke på, hvad det vil føre til?

Vi kalder det forsvar. Men det vi forsvarer er magt. Ikke menneskelighed.

Jesus viste os barmhjertigheden og kærlighedens vej, men det er ikke den, vi går. Jesu liv og forkyndelse var et faderopgør og faderoprør. Men vi har ikke lært af det. Jesus var fattig og en flygtning. Men vi forfølger flygtninge og afskyr fattigdom og higer efter magt og rigdom.

Vi blev aldrig kristne.

Et kvalmende eksempel fandt jeg i går i Himmelstrups biografi om J. P. Jacobsen. Her skriver J.P. et sted flg. om det at spise rejer.:

”Hos mig vække kogte rejer paa en Tallerken altid Minder om Barnemordet i Betlehem.”

Velbekomme!

Denne fremmedgørelsesteknik brugte Tolstoj også i sin fremstilling af grusomheden ved at dræbe dødsdømte ved halshugning.

Jeg kan ikke finde citatet, men han skriver noget i retning af “mødet mellem det hårde stål og den bløde hud.”

Pludselig bliver billedet et andet. Vi ser og vi føler.

Og rejerne på fadet. Og børneligene i gaderne.

Men vi gøs aldrig som børn.